Trekking i Sapa, Vietnam

På Vandretur i Sapa Vietnam

 Torsdag 17. Okt.

 Noget vi absolut lærte I Kina, var at rejsetider og afstande altid er længere end vi får at vide. Så vi stod tidlig op for at være sikker på at nå bussen der skulle bringe os fra Kunming til grænsen til Vietnam. Folk fra vandrehjemmet havde fortalt os, at det tog en time ca. med bybus at komme til busstationen. Så vi regnede med 2 timer. Vi skulle skifte bus én gang og det tog en evighed før den næste bus kom. Der var mange andre der ventede på den samme bybus, så vi var helt nervøse for om der ikke ville være plads til os alle. Det tog 45 minutter før bussen kom og vi kunne kun lige være i den.

Bussen var en gammel træbus, uden fjedre og med meget få sæder. Motoren var mere død end levende og det gik opad til busterminalen, så farten var 5-15 km/t. Ophidsende fart og vi var glade for at vi var i god tid. Turen tog 2 timer og et kvarter.

På busterminalen fik vi vores morgenmad, 2 yoghurter, 1 banan and nogle kiks. Vi kunne ikke finde bussen ved terminalen og spurgte forskellige folk om hvor den holdt. Da tiden oprandt, hvor bussen skulle køre, var der nogle passagerer som viste os vej til bussen, der holdt omme bag terminalen. Her så vi hvorfor bussen ikke holdt ved terminalen. Tre mekanikere rodede i motoren og de var bogstavelig talt smurt ind i olie fra top til tå.

Buschaufføren var ophidset og skældte ud på dem. Endelig efter ½ time var bussen køreklar. Efter kun 2 timers kørsel havde vi et stop, hvilket var underligt, når vi allerede var forsinket. Men under pausen arbejdede chaufføren eller foregav at arbejde med motoren. Mens de andre passagerer spiste i det lille beskidte køkken klods op og ned af nogle ækle toiletter, gik vi en tur om bag de små huse. Her så vi et skrækkeligt syn. En stor lastbil fyldt med små bure, hvor flere hundrede hunde var stuvet sammen. Nogle gøede, andre sloges og nogle havde givet op. Synet var som en kniv der blev drejet rundt inde i hjertet på os, og lugten fra de døde hunde gjorde os virkelig utilpas.

Forfærdeligt syn af hunde på vej til Vietnam, formentlig til fødevare industrien.

Forfærdeligt syn af hunde på vej til Vietnam, formentlig til fødevare industrien.

Med 1½ times forsinkelse kom vi til den kinesiske grænseby Hekou og vidste ikke rigtig hvor vi skulle gå hen. Byen så lille ud, taxierne skulle have 18 kr for at køre os til grænsen til Vietnam. Vi besluttede os for  at gå, da det ikke virkede som om der var særlig langt.. En kone havde fortalt os at der ca var 1 km. Det blev den længste kilometer vi nogensinde har gået, nok 8-10  km for det tog 2 timer inden vi endelig kom til grænsen.

Grænsebyen Lao Cai mellem Kina og Vietnam.

Grænsebyen Lao Cai mellem Kina og Vietnam.

Nu blev vi lidt nervøse for vi havde læst, at vi ikke kunne regne med betjening efter kl 18 og nu var kl 1930. Plus vi havde ikke den returbillet ud af Vietnam som var krævet for at få visum til 15 dage I Vietnam, som Skandinavere får gratis ved indrejse over landegrænserne (ikke i lufthavne).

Først fik vi et stempel på Kina-siden i vores pas, som betød at vi ikke kunne komme tilbage til Kina. Så skulle vi over broen til den Vietnamesiske side og kunne vi nu ikke komme ind i Vietnam måtte vi sove på broen ! For vi kunne ikke komme tilbage til Kina. Vi blev enige om at jeg, Erik, skulle føre ordet ovre ved vietnameserne, for frøken Lisbeth var meget nervøs og arrig.

Efter at have overværet at grænsebetjentene undersøgte vores pas på alle ledder og kanter, fik vi stemplet vore pas og kunne rejse legalt ind i Vietnam. En masse taxier tog imod os (hurra de kan tale engelsk i Vietnam) og tilbød at køre os til Sapa, som faktisk var vores næste destination. Det var blevet sent, så der kørte ingen busser og taxierne ville have 200.000 Dong  (52,25 kr.) for de 38 km op til byen. Bussen ville koste 10-15 kr for hver så vi besluttede at finde et hotel i den vietnamesiske grænse by, Lao Cai, og så tage bussen næste dag

Men det viste sig lettere sagt end gjort. Vi havde intet kort over byen, det var mørkt og vi havde allerede gået mere på én dag, med alt vores oppakning, end prøvet tidligere, så vi havde ømme fødder og ryg. Og vi havde kun fået vores morgenmad.

Efter en halv time fandt vi et lille hotel/ motel til 52 kr. Det lød billigt så det tog vi, men Lisbeth ville lige se rummet først. Da Lisbeth og receptionisten kom tilbage var Lisbeth helt bleg, mere end sædvanlig. Hun så på mig og sagde “kom vi går Erik”.

Det gjorde vi så, uden at jeg stillede spørgsmål. Der var vel en god grund. Lisbeth fortalte så at i rummet havde hun set et 15 cm langt firben kravle på væggen…Hmm… Jeg troede da at hun havde forberedt sig lidt bedre på at se kryb— så efter 5 minutter sagde jeg til hende at hun måtte tage sig sammen nu, for krybene blev kun større og mere almindelige fra nu af. Og uheldigvis fik jeg ret.

På det næste hotel gentog det sig, prisen og dyret var ikke det samme, men ellers samme historie. Denne gang sad der en stor frø på gulvet i hotelværelset. Efter at have ledt i yderligere 2 timer fandt vi et rum til 65 kr uden synlige dyr.

Vi fik ryggene lettet for rygsækkene, låst rummet og fundet et gadekøkken hvor vi hurtigt kunne få noget at spise, 12 kr for os begge. Tog et langt bad, da vi kom tilbage, og styrtede så omkuld i sengen.

Vores værelse, da vi endelige fandt et!

Vores værelse, da vi endelige fandt et!

Fredag 18. Okt.

Næste morgen fik vi slæbt os et par kilometer hen til busstationen for at opdage at bussen først kørte om eftermiddagen. Så vi måtte alligevel til at tage en taxi, det vi havde prøvet at undgå dagen før. Men vi skulle afsted til Sapa. Vi pruttede med chaufføren og fik turen for 26 kr. Der gik et stykke tid før vi kom afsted og det undrede os ikke. Vejen var meget smal, mudret og så kun halvfærdig ud. Vi kørte i bjerge med skarpe sving, så det var ret nervepirrende.

Det begyndte at regne mere og mere, da vi kom højere op i bjergene. Høj fugtighed, skyet og koldere end nogen andre steder vi havde været. Som en grå trist dag i Danmark. Vi følte os faktisk helt hjemme.

Alt er billigt I Vietnam – godt for vores lille budget. Det er nemt at omregne pengene, Dong, man skal bare dele beløbet med 3850, så har man beløbet i kroner. SÅ nemt er det! I Sapa kom vi til at bo  på Green Valley Hotel, 5 min gang fra ”centrum”. Sapa er blevet en rigtig turistby og er et af de bedste områder i Asien til vandreture – treking. Der er dale, bjerge, risterrasser og bjergstammer. Det er for det meste diset og skyet, men trods det, er Sapa stadig et fasinerende rejsemål…

Ikke det bedste vejr vi havde i bjergterrænet i Nord Vietnam.

En af alle de billige restauranter i Sapa

121 kr. for 2 X aftensmad, 1 vand, 1 cola, 2x dessert samt 3 kolde øl.

121 kr. for 2 X aftensmad, 1 vand, 1 cola, 2x dessert samt 3 kolde øl.

Vi kom i kontakt med en lokal kvinde fra H’mong stammen og hun tilbød os en vandretur sammen med hende og en overnatning hos hendes familie. Det lød spændende og var meget billigere og lokalt, end det turistbureauet kunne tilbyde. Vi skulle afsted næste morgen og give 1 million dong for turen (260 kr.).  Resten af dagen skrev vi på bloggen og lagde planer. Det er det vi gør når vi ikke rejser eller er ude og opleve. Ofte finder vi et sted med gratis internet og bliver der det meste af dagen. Vi opmuntrer hinanden til at skrive i bloggen og er helt stolte, når vi har gjort det, og så er det det vi kalder en arbejdsdag ! Vi er sikre på at vi bliver glade for det i fremtiden.

Lørdag 19. Okt.

Om morgenen pakkede vi vores små rygsække til vandreturen og blev hentet på hotellet af vores guide og værtinde for de 2 næste dage. Der var kun os to og en lidt ældre franskmand der skulle med.

Vores 3 søde værter/guider

Vores 3 søde værtinder/guider

Vi var kun lige kommet ud af byen før vandreturen begyndte. Der var nu 3 H’mong kvinder, guiden og 2 andre, der fulgtes med os op af smalle trin og stier. Efterhånden som vi kom højere op blev det mere smattet og rigtig mudret nogle steder. Man skulle gå forsigtig og se et par skridt fremad. De små H’mong kvinder gik som var det på en plan, tør vej, men for os var det meget krævende og en svær udfordning.

Vejret var ikke just med os, vi blev hurtigt gennemblødte fra top til tå!

Vejret var ikke just med os, vi blev hurtigt gennemblødte fra top til tå!

Desværre var det diset og udsigten dårlig, og nu og da regnede det osse. Men vi nød turen og vejret generede os ikke, vi syntes alligevel det var spændende. Vi så en masse dyr undervejs og kunne ikke lade være med at tænke på hvor godt de behandler dyrene her, i forhold til Kina.

DSC00014

Da vi kom til noget regnskov, fortalte kvinderne os om planterne, hvilke de brugte til klædestof, hovedpine-medicin og tøj-farve. Vi gik forbi steder med vild cannabis, hvis plantefibre, de brugte til sytråd. De imponerede os med at kunne folde stråene til dyre- og hjertefigurer.  (Broder Salsa ville være gul og grøn af misundelse).

Friskplukket hamp!

Friskplukket hamp!

Da vi kom til noget regnskov, fortalte kvinderne os om planterne, hvilke de brugte til klædestof, hovedpine-medicin og tøj-farve. Vi gik forbi steder med vild cannabis, hvis plantefibre, de brugte til sytråd. De imponerede os med at kunne folde stråene til dyre- og hjertefigurer.  (Broder Salsa ville være gul og grøn af misundelse).

Hjemme hos vores værtinde.

Hjemme hos vores værtinde.

Efter 15 km vandretur kom vi ved 15-tiden til vores værtshjem. Et træhus med cementgulv, ingen isolering, intet toilet (kun markerne udenfor), meget mørkt indenfor, ingen skabe,  kun snore til at hænge tøjet på og med et åbent ildsted (til madlavning og varme). I et hjørne var der fyldt med rissække. Lige udenfor lå rismarkerne overalt og det eneste vand var regnvandet, der kom ned fra bjergene. Vores guide og hendes mand (som ikke var hjemme) og deres 4 børn var reelt selvforsynende. Ingen i familien kunne læse eller skrive.

Bålet er familiens samligningspunkt - og eneste varmekilde. Bemærk katten!

Bålet er familiens samligningspunkt – og eneste varmekilde. Bemærk katten!

Vi fik serveret  frokost, med deres egne ris og grøntsager m.m. Vi sad ved ilden resten af dagen og blev ømme i enden på de små taburetter. De havde tørrede majs hængende under loftet og vi fik demonstreret, hvordan de lavede deres form for popkorn. Bagefter viste vi hvordan vi lavede europæiske popkorn. Se det på videoerne.

Her på betongulvet sov vores værtinde og hendes børn, mens vi fik deres senge - det er fandme gæstfrihed!

Her på betongulvet sov vores værtinde og hendes børn, mens vi fik deres senge – det er fandme gæstfrihed!

Aftensmaden var også god og som dessert blev vi introduceret for H’mong folkets såkaldte “happy water”, som var risvin med forskellig smag. En af dem smagte som “kleine feigling”, så vi sagde ja tak hver gang hun bød os det.

Ved sengetid lagde børnene nogle tæpper på gulvet, og vi opdagede senere at det ikke var til os , men til dem selv. Vi fik en af de to senge, der var i huset, franskmanden den anden, og familien sov på det kolde cementgulv.

Vi fik "soveværelset"

Vi fik “soveværelset”

Ved 04.30 tiden vågnede vi ved lyden af hanen udenfor, regnen, der løb ned af vægen og lugten fra ildstedet. Morgenmaden var levninger fra dagen før, ristet ris med æg. Vi havde svært ved at spise ris til morgenmad, men vi skulle have noget, eftersom vi skulle ud og vandre igen.

Her bor vidst en "samler"

Her bor vidst en “samler”

Turen var meget nemmere den næste dag, vi gik på cement veje det meste af tiden og kom igennem 3 mindre landsbyer. De er meget små, menneskerne her, og de er alle iført det samme tøj, armbånd, store øreringe, tørklæder rullet rundt om hovedet, og bærer alle på deres små trækurve. De  syr deres eget tøj selv, og materialet er naturfibre.

Risplantager så langt øjet rækker, eller disen tillader det!

Risplantager så langt øjet rækker, eller disen tillader det!

Vi havde meget bedre sigtbarhed end dagen før, og landskabet med alle ris-terrasserne var fantastisk, og meget smukkere end vi havde turde forestille os. Det var en hård tur, da det mest gik op ad bakke. Vi gik 11 km og vi kom tilbage til Sapa kl 13.30.

Ris & bøfler!

Ris & bøfler!

Nu var det tid til et hvil  i vores smarte seng med senge opvarmning (et stort tæppe nedenunder lagnet, ligesom sædevarme i biler), en genial opfindelse. Som fortalt før, var det ikke  varmt heroppe i bjergene. Hotellet vaskede vores tøj, der var blevet mudret og lugtede af røg.

DSC00109

Video fra vores trekking i Sapa

Mandag 21. Okt.

Vi  fik et solidt morgenmåltid på hotellet, tjekket ud og gik til en af de mange restauranter i byen, med internet. Her blev vi hele dagen indtil vi skulle med sovebus til Hanoi kl 18.  Vores ophold og vandreturen i Sapa havde været ok, udover at vejret kunne have været bedre. Nu så vi virkelig frem til strande og kolde drikke.

Lokale kvinder på arbejde.

Lokale kvinder på arbejde.

Buschaufførerne, der skulle køre os til Hanoi, var virkelig ubehøvlede, aggressive ja direkte modbydelige mod os. De lignede 2 unge drenge, virkelig umodne og troede de ejede hele verden. De lader bestemt ikke til at kunne lide turister, og i særdeleshed ikke hvide turister som os.

På et tidspunkt kom den ene buschauffør og tog Lisbeths tæppe, og fortalte os, vi kunne dele mit, selvom der var nok til alle i bussen. Men det var bare for at irritere os. Jeg sagde at vi ville have det igen, så han smed det i hovedet på os og var helt ophisset, uden nogen grund. Det var lige i begyndelsen af turen, så vi regnede med at  det kunne blive lidt af et mareridt, at komme til Hanoi. Mest på grund af buschaufførerne, men også på grund af de smalle og dårlige veje og  den skrækkelige trafikkultur.

Vores elendige seng de næste 11 timer

Vores elendige seng de næste 11 timer

Vi sad (lå) bagerst i bussen, sammen med en tysk fyr og et kinesisk par. Alle turisterne på de dårlige pladser og alle vietnamesiske på de gode sæder. Det er ikke sådan man tiltrækker flere turister. Vi sov kun lidt og var kvæstede da vi stod af bussen kl 4:30 i Hanoi, eller  rettere 4 km uden for Hanoi.

Chaufføren var sur igen, fordi han så, at vi havde låst vores rygsække sammen og til bussen – bare for at føle os mere trygge. Men han hidsede sig op igen. Så mens jeg prøvede at låse vores rygsække fri, måtte Lisbeth holde ham væk fra mig, ellers stod han helt op ad mig og skubbede til mig, samt trak i vores tasker.  Det er helt normalt at låse din taske fast, fordi du aldrig kan stole på nogen!

Nå, vi var nødt til at tage en taxa derfra til busstationen i byen. Vi delte det med den tyske fyr, da han var på vej i samme retning. Vi fandt næste bus til Haiphong, og endelig fik vi sovet et par timer under køreturen.

Hai Phong

Hai Phong

I Haiphong  kiggede vi lidt på byen og fik noget morgenmad. Byen var ikke så interessant, så vi besluttede at rejse videre til øen Cat Ba. Et par motorcykel-taxier bragte os til havnen hvor vi købte biletter til båden, og blev for første gang snydt. Vi betalte for en 1½ times sejltur til øen. Efter 1½ time stoppede vi ved en havn, og vi kunne se på vores kort, og vores kompas, at det ikke var vores destination. Vi blev lidt nervøse men blev på båden uden at vide hvor den sejlede hen bagefter.

Først en kort tur med scooter taxa.

Først en kort tur med scooter taxa.

Vi havde ikke lyst til at spørge nogen af alle de underlige, ildelugtende, nysgerrig  og rygende fiskere der sad ombord. Og vi ville ikke lade dem se at vi var nervøse for turen og dem.

De sad tæt omkring os, og vi var virkelig oppe på mærkerne og holdt på vores tasker. En af fyrene spurgte mig om jeg ville bytte ur med ham. Han havde set at jeg havde kompas i mit. Ham og hans ven sad og hviskede om os (eller uret), mens de pegede og grinte. Vi blev nervøse , men forsøgte at lade som ingenting, imens vi aftalte hvad vi skulle gøre hvis de blev mere nærgående. På det tidspunkt var vi sikre på, at de helt sikkert ville stjæle mit ur.

Så om bord på den gamle pram som vi var blevet snydt til at tage med!

Så om bord på den gamle pram som vi var blevet snydt til at tage med!

Da vi nærmede os næste havn, så vi at det var det rigtige sted og vi kunne slappe af (men en time for sent og betalt  70.000 dong for meget hver) . Det hele viste sig at være ok. Det var bare nysgerrige  fiskere, der ikke ser turister hver dag. Vejret på øen var fint og varmt . Det havde vi set frem til de sidste par uger.

Turen fra Sapa til Cat Ba er omkring  600 km og turen tog os 21 timer, så vi var godt trætte og tørstige. Første bar fandt vi efter 2 min. Gang. Vi blev enige om at vi havde brug for en øl, mere end nogensinde, og det smagte himmelsk. Mens vi nød vores øl kikkede vi på folk (vores favorit beskæftigelse), og så en masse rund-øjede turister. En hel lettelse at se, nu kunne vi føle os trygge og kunne endelig slappe af.

Efter 2 store kolde Tigre (600ml øl) fandt vi vores hostel hvor vi fik plads i et 8 sengs værelse. Vi slenderede ned til stranden for at svømme, og køle vores kroppe ned. Vi var begge smadret, og til aften kunne vi ikke holde øjnene åbne længe, så kl 19:30 gik vi i seng.

Endelig ankommet til Cat Ba, og med alle vores ting i god behold!

Endelig ankommet til Cat Ba, og med alle vores ting i god behold!

2 tanker om “Trekking i Sapa, Vietnam

  1. TripEconomy

    Fantastisk og imponerende indlæg. Jeg tog til Vietnam for et år siden, og jeg planlægger at tage dertil igen. Jeg vil helt sikkert bruge din guide til at opdage Vietnam skønhed.

    Svar
    • ingendestination Forfatter

      Ja, det er et fantastisk land, vi vil også rigtig gerne tilbage dertil igen, inden det bliver helt “ødelagt” af turisme – ligesom meget af Thailand er blevet. Som tingene går for tiden i Thailand, tror jeg ikke at der går forfærdelig lang tid, før rigtig mange folk begynder at se sig om til nabo landende i stedet for Thailand. Dejligt at se, at vores gamle indlæg bliver læst, vi er stadig i fuld gang med at oversætte dem fra engelsk til dansk, hvilket også er grunden til, at det nogle gange godt kan lyde lidt for monotont og kedeligt… De er oprindeligt skrevet på engelsk (men af os danskere) og så blevet oversat tilbage til dansk… ikke den bedste kombi desværre.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *