Onsdag 13 Nov.

Efter at have været udsat for en gang fedtet morgenmad ( spejlæg i for meget olie) på ” Travel Lodge”  lejede vi  motorcykler sammen med hollandske Marleen og Maor & Bar fra Israel. Vi ville sammen køre en rundtur kaldet  ”The Loop”. Vi regnede med at bruge 4 dage på turen.

Første stop var ved en lille hule som  en fyr vinkede os indtil ude fra vejen. Han var meget glad for at kunne vise os hulen.  Han talte ikke et ord engelsk, men fortalte en masse historier på laotisk og ud fra hans kropsbevægelser måtte det være om hulen. Vi kunne ikke lade være med at grine lidt af ham. Han førte os over store sten, gennem små åbninger og gennem vand i mørket. En meget interessant tur gennem hulen, men dumme som vi er, havde vi glemt vores pandelamper.

Vi undrer os stadig over hvordan vi kunne glemme dem , når vi vidste, at vi skulle se en masse huler de næste 3 dage !!  Heldigvis havde de andre 3 husket deres lamper, så vi kunne finde rundt i den mørke og uhyggelige hule. Erik  mistede sine solbriller i vandet, men han skulle alligevel have nogle nye.

Det var en brat overgang at komme ud i dagslys igen. Vores privat guide fandt en lille Lao-engelsk ordbog frem.  Jeg  kiggede ham over skulderen, og kunne se, at han ville sige 50 på engelsk.  Det var hans pris for at vise os rundt. Men vi skulle selvfølgelig prutte om prisen.  Jeg spekulerer på, hvorfor han ikke brugte ordbogen  til at fortælle nogle af de mange historier om hulerne på engelsk i stedet for på laotisk. Men han var nok mest interesseret i at få nogle  penge.  Ikke usædvanligt. Jeg, Erik og Marleen blev enige om at betale 7 hver, men Maor og Bar ville betale fuld pris. Så den flinke fyr, der ikke regnede med at  få mere end ca det halve af hvad han forlangte, fik nu en masse penge.

Efter det varme og fugtige  besøg  i hulen, kørte vi til en flod i nærheden og tog en svømmetur. De næste par timer kørte vi langs en masse kalkstens bjerge, og det kan lyde lidt overlegent, når jeg siger at sådan bjerge havde vi set nok af. Men pludselig ændrede landskabet sig fuldstændigt.

Det var som at se et dinosaur landskab, så uvirkeligt.  Vi kørte gennem området i lang tid og vi var betaget af landskabet. Jeg kan huske jeg tænkte, at jeg var ligeglad om  resten af turen var godt eller ej. Dette syn var hele turen værd.  Desværre er det svært at tage billeder  af sådan et landskab. Det skal man selv se og opleve.

Vi kom  til landsbyen Tha Lang. Der var knap nok en landsby, men der var  to gæstehuse og her havde vi vores første overnatning. Udlejeren af Sabaidee Guesthouse  hilste os velkommen med åbne arme og et stort smil. Han var den sødeste og mest venlige person du kan forestille dig.  Vores dejlige bungalow havde en hængekøje på verandaen, og endelig var det tid til den længe ventede øl, som vi alle havde talt om i flere timer. Vi havde en fantastisk hyggelig aften på restraurantens veranda  med udsigt til floden og solnedgangen. Oooh søde liv!

Se herunder videoen af Lisbeths første tur på scooter!

Torsdag 14 Nov.

På dag 2, gik intet som forventet. Vi skulle køre 62 km  og fik at vide, at 40 km af vejen var  meget dårlig.  Det var heldigt at vi ikke skulle køre i regntiden, for det var så sandt som sagt. Vejene var rigtig dårlige, hovedsagelig grusveje med store huller, mudder og store sten. Det var som at køre på en kæmpe stor byggeplads.  Det skyldes vist den amerikanske hær fik vi fortalt.

Vi tog det som en oplevelse  og vi var glade for at se det landlige Laos.  Næsten 3 timer på de dårlige veje gjorde os virkelig tørstige, så da vi fandt et sted at bo for natten i Kuon Kham, bestilte vi  5 store øl. Velfortjent!

Samme eftermiddag opdagede vi, at vores computer vist var gået  i stykker. Flere gange prøvede vi at genstarte den, men den kunne ikke starte op overhovedet.  Vi lånte gæstehusets computer til at søge hjælp på nettet, men det hjalp ikke.  Det var ærgeligt, fordi vi ville miste billeder og en masse rejseskriveri,  hvis computeren var ødelagt.  Samtidig bebrejdede vi os selv at vi medbragte den bærbare computer på vores scootertur (de fleste af vores andre ting var i et opbevaringsrum tilbage i Tha Khaek).

Da vi kom tilbage prøvede vi at glemme uheldet, da vi gik i byen med de andre. Men det var svært nu hvor vi havde mistet alt vores kommunikation med venner og familie.  Nu måtte vi bruge netcafeer og betale for det hver gang. Vi havde virkelig ondt af os selv!

Fredag 15 Nov.

Tredje dag på motorcykler var vores bagdele ved at være ømme. Det gjorde ondt at sidde på scooteren, og mere ondt, når vi skulle stå af den igen. Det var en smule mere blæsende end de andre dage, hvilket betød at vi ikke kunne køre så hurtigt. Men vi kom til den store Konglor-grotte i god tid.

Vi skulle sejle gennem grotten i  lange både.  Grotten er en 7,5 km lang mørk tunnel, som  løber under  et stort kalkstens bjerg.  Det var lidt uhyggeligt og ubehageligt, at se dagslyset  forsvinde, da vi sejlede ind i grotten. Det eneste lys var fra vores guider, og vores lejede pandelygter. Nogle steder var hulen mere end 100 m. høj, hvilket gjorde følelsen af klaustrofobi mindre.

At sejle gennem det mørke vand mod strømmen var dystert. Også fordi vi vidste, at slanger var almindelige her. Vi havde set 2 allerede inden vi kom ind i hulen.  Helt igennem en uhyggelig  oplevelse  i modsætning til alle andre huler vi har set. Vi overlevede de 2½ timers sejltur, og var glade for at se sollys igen.

Bar & Maor ønskede en overnatning i en landsby nær grotten, mens vi og Marleen, ønskede at køre videre, så vi ikke skulle køre over 200km den sidste dag. Efter at have nydt frokost med Bar & Maor kørte vi  80km  til den næste lille landsby. Vores ender var virkelig ømme,  men heldigvis var vejen  rigtig god og nem at køre på, så det tog kun et par timer.  Et lille uheld på turen var, at vi opdagede at en af Eriks sko var faldet af hans rygsæk.

Da vi delte nogle øl om aftenen talte vi om, hvor glade vi var for at have taget på denne tur, selvom Erik havde mistede sine solbriller, en sko og at vores computer var gået itu. Det havde stadig været sådan en fantastisk tur rundt om i landet i Laos.

Lørdag 16 Nov.

Fjerde dag skulle vi køre 105 km tilbage til Tha Khek. Det begyndte at regne lige før vi kom til byen, og jeg endte med at fryse inden vi var tilbage i Travel Lodge, hvor vores oppakning var opbevaret. Da vi afleverede motorcyklerne forsøgte vi at få lidt rabat på prisen, fordi speedometret ikke virkede korrekt og heller ikke triptælleren. Motorcykeludlejeren, Mr. Ku, var ikke i forhandlings humør, selvom vi prøvede hårdt på at få nogle penge tilbage. Nå ja, det var alligevel ganske billigt 400.000 kip = 280 kr for 4 dage.

Det var så dejligt endelig at få noget rent tøj på. Vi havde haft det samme tøj på i 4 dage nu, så var blevet rigtig beskidte og ildelugtende. Om eftermiddagen tog vi bussen til Savannakhet, og blev en smule overrasket over, at busturen var kortere end vi fik fortalt, kun 2h 20min.

Marleen havde anbefalet os et sted at bo. Det sted fandt vi endelig, efter jeg havde været dødtræt af at gå rundt og lede, alt imens Erik forsøgte at holde mit humør oppe. Jeg væmmedes ved stedet, da jeg så det. Det lignede en lille zoo, med muselort i hjørnerne, en masse edderkopper og myg, der gemte sig på de mørke væge. Og så var der generelt meget beskidt.

Jeg forsøgte ikke at klage alt for meget. Som regel vælger jeg hvor vi skal bo, fordi jeg er mere sart end Erik, men han havde samme mening om dette sted. Efter vores uheld med den bærbare computer og nu dette rum, besluttede vi at forkæle os selv om aftenen. Så vi gik ud og fik bøf, pizza og rødvin ( en god en fra Chile).

For første gang i Asien følte vi os som om vi var i Europa. Tjenerne var veluddannede, tog sig af kunderne og vi fik endda vores mad på samme tid. Det er meget usædvanligt herude. Det er nok overflødigt at sige, men ejeren var fransk – så det var nok derfor!

Video fra vores scootertur “the loop”

Søndag 17 Nov.

Som skrevet tidligere (i den seneste blog-indlæg) fik vi vores computer lavet. Vores venlige computer hjælper anviste os et andet sted at bo til den næste nat.  Vi fik et pænt sted, men kun med koldt vand. Varmt vand betaler man normalt ekstra for her (samt aircondition), men det er sjælent nødvendigt, fordi der er så varmt her, at man ikke har lyst til at bade i varmt vand alligevel. Der er absolut intet her, der minder os om europæisk vinter.

Mandag 18 Nov.

Erik kunne næsten ikke vente med at se dinosaur-museet. Så vi stod tidligt op, pakkede vores ting sammen og var der kl. 8  At kalde det et museum er en overdrivelse, det var blot to små værelser med et par glasmontre med knogler fra dinosaurere. Al  tekst var på fransk og Laotisk, så vi havde ingen anelse om, hvad vi kiggede på. f.eks. om det var originale dele eller kopier. Det var skuffende, og spild af tid og penge.

Vi prejede en tuk-tuk og  kørte til busstationen, lige i tide til at fange en bus til Pakse kl 9.  Der er ingen VIP eller minibusser på denne rute, på dette tidspunkt af dagen, så vores eneste mulighed var en lokal bus. Vi klappede begejstret i vores hænder! Endnu en ” behagelig” bustur på  3. klasse var os i vente! Det blev en oplevelse, som de andre lokale busture (og nej vi har ikke vænnet os til det endnu, men det går bedre).

Bussen var fyldt med sukkersække i hele midtergangen. Vi sad på bagsædet, som var det eneste sted, hvor man kunne have sine ben og fødder. På alle andre sæder var der også sukkersække nedenunder og dermed ingen benplads. Folk var presset godt sammen , og da vi forlod busstationen troede jeg ikke, at vi ville komme frem til Pakse.

Efter et stykke tid stoppede bussen igen og flere mennesker og endnu flere poser kom med bussen. Nu var der mennesker og sukkersække i alle mulige hjørne af bussen, 3 personer sad på 2 pladser, børn blev sat på sækkene i midtergangen, så de ikke optog plads på sæderne, en fyr bar rundt på en kylling , en anden bar på en pose 3 gange større end hende selv.

I Pakse besluttede vi at fortsætte direkte til vores næste mål – de 4000 øer i det sydlige Laos. Der gik  kun én bus i den retningen på denne tid af dagen, og det var en lokalbus, en lille ombygget lastbil ! Al bagage skulle på taget og på ladet var der så 2 langsgående bænke , hvor vi sad sammen med lokale familier og en fyr med en hane på skødet, som et kæledyr. Vi fik at vide, at grunden til at de behandler dem som kæledyr, er at de bruger dem til hane-kampe og tjener penge på det. Så giver det mere mening, hvorfor de er så gode ved for dem.

Da vi endelig efter 4 timer kom til kajen, hvorfra vi skulle sejle til Don Det øen, var det blevet mørkt. Landsbyen var lille og øde og vi kunne ikke se noget pensionat, så vi blev bekymret over om, der sejlede både på dette tidspunkt og om vi ellers ville kunne finde et sted at bo.

Et par fyre grinede af os, da vi spurgte om der gik båd til Don Det nu, men en anden fyr var mere lovende. Han var borte et par minutter, men kom så tilbage og fortalte han os, at han kunne sejle os derover for 50.000kip. Vi vidste, at normalt koster det 30.000kip, men i betragtning af tidspunktet, og at han var klar over, at vi ikke havde ingen andre muligheder, pruttede vi ikke ok prisen.

Hans bådmotor gik i stå midten ude i den halv stærke strøm i Mekong-floden. Det var både ubehageligt og fasinerende på samme tid. Vi var omgivet af små øer, så uanset hvad ville vi drive op på en af dem og få hjælp, hvis vi havde brug for det. Det var så fredeligt, indtil han fik sin motor igang igen, og vi sejlede sikkert til øen.

Lige som forventet blev vi mødt af en masse rund-øjede unge mennesker. Med tomme og sultne maver, fandt vi en af de mange smukke restauranter ved flodbredden, her fik vi et par Wienerschnitzler. Begge ser vi nu frem til 3-4 dages afslapning, der er blevet vores foretrukne beskæftigelse.