De 4000 øer i Laos

Tirsdag 19 Nov.

Nå, der var ikke meget at lave på denne lille ø, så vi kølede os bare af på de forskellige restauranter i løbet af dagen. Don Det, som øen hedder, har helt sikkert mistet det laotiske præg, men vi var glade for at være omgivet af en masse andre backpackere. Det er kun få år siden at elektriciteten kom til øen og nu er der el i flere og flere guesthouses og bungalows.

Det er et paradis hvis man er til bungalows, men de ligger tit tæt ved naturen og det giver kryb m.m.  Så vi  boede på et guesthouse. Et dejligt et med en lille have og solsenge. For at de lokale kan holde turisterne ud, lukkede alle barerne kl 23.

DSC00389

Her boede vi (ved den åbne dør)

Don Det har et stort udvalg af såkaldte happy shakes, happy pandekager, happy pizzaer, men selvfølgelig også normal alkohol. Du kan lave alt, hvad du spiser og drikker til happy, og kun få mennesker ved nøjagtigt, hvad det er der kommer i. Men det siges, at det er lokal naturmedicin.  Vi prøvede det ikke selv, men det er tilsyneladende meget populært hos den yngre generation. Den indiske mad vi fik til middag, var velforberedt og overraskende god.

Her er en bar kaldet Reggae Bar, hvor en tro kopi af Bob Marley arbejder. Han er mørk, meget afslappet i sin egen lille verden, altid med et smil på læben og atmosfæren i baren er mega hyggelig. Og selvfølgelig spillede de, Bob Marley, Jack Johnson (min favorit musik) og en masse andet afslappende musik. Vi mødte et schweizisk par, Lisa & Flo, en aften og havde en god tid sammen med dem.  Det er let at møde mennesker her, og alle er afslappede og nyder den samme passion for at rejse.

DSC00390

Indgangen til vores guesthouse.

Onsdag 20 Nov.

Vi lejede cykler gennem vores gæstehus om morgenen, 10.000kip (7kr)  for en hel dag. Du kan ikke engang få en dåse cykelolie til kæden hjemme i Danmark for de penge.

DSC00381

Cykelturen gik over små knoldede stier og faldefærdige broer. Vandbøflerne lå og kølede sig  nede i floden lige ved siden af os, eller lå i skyggen af et træ og drøvtyggde. Der var høns i syne det meste af turen og man skulle konstant være på vagt, da små grise og hunde rendte og legede på stierne.

DSC00353

Vandbøfler i Mekong

Da vi kom til broen, der forbinder Don Det ø med Don Khon ø, blev vi opkrævet 25.000kip hver for at krydse broen, korrupte røvere! Vi cyklede videre på den anden lille ø, stadig på små ufærdige og smalle stier. Målet var et vandfald og en strand for enden af øen. Vi ville ikke ud og svømme, selvom nogle gjorde det. På denne tid af året er vandet vildt beskidt. Efter et hvil ved vandfaldet, cyklede vi videre for at finde et sted at spise.

DSC00376

Den lokale skole på Don Det

Vi fik vores frokost og ventede næsten en time for en portion stegte ris med kylling. Laos er virkelig et fantastisk land når det drejer sig om tid.  Ingen har travlt!  Tilbage på Don Det senere på dagen  hørte vi, at nogle der havde badet ved stranden var omkommet dagen før. De var tilsyneladende blevet revet med af strømmen og var stadig ikke blevet fundet. Meget trist!

DSC00375

Et af de mange “abe” træer på øen

Eftermiddagen gik med at se film på Adams bar og nyde stedets store, fede og  berømte burgere. Og jeg holdt mig vågen til alle de 3 film vi så. Der blev sat et stort kryds i kalenderen.

DSC00387

Torsdag 21 Nov.

Vi vågnede til lyden af hanegal, som vi gør hver eneste morgen.. Det er både irriterende og charmerende på samme tid. Solen brændte udenfor og vi ville bruge en dag til solbadning, så solvognene i haven  kom i brug..

Efter at have svedt i solen i et par timer, kom vi i tanke om, at vi dagen før på “reggae baren”  havde set noget om en bådtur. Den startede kl 14, så vi skyndte os at reservere en tur sammen med med Lisa & Flo. Bådturen var egentlig en tur til en badestrand. Stranden lå så vi på den ene side af floden kunne svømme i Laos og på den anden siden, i Cambodja. Med i båden var musik, store tæpper og masser af kolde drikkevarer.

IMG_1171

Good times!

Turen var ikke som andre sejlture. Vi havde en fantastisk og sjov dag, mødte en masse andre rejsende og udvekslede rejse historier, mens vi nød de kolde øl og svømmede i det kølige vand.  Vi følte os vildt lykkelige over denne oplevelse. Vi kom hurtigt på talefod med en finsk fyr, Juha og en lithauisk pige, Liucija. Så vi hyggede os mens Manie (Bob Marley) serverede  Lao Lao cocktails til os. Da solen til sidst gik ned over alle de små øer, et fantastisk syn, var det tid til at vende tilbage til Don Det.

IMG_1226

Mekong floden…

Om aftenen da vi var tilbage igen, spiste vi sammen med Liucija, Juha, Lisa & Flo. Jeg var virkelig smadret efter en hel dag i den brændende sol, kombineret med øl og Lao Lao cocktails. Derfor gik vi tidligt hjem, da vi skulle rejse næste morgen.

IMG_1284

Gruppe billede fra vores dejlige sejl/ø tur

Se vores video fra de 4000 øer

Fredag 22 Nov.

Det var tid til at forlade de smukke 4000 øer, og komme til Vietnam igen. Liujica sluttede sig til os. Vi skulle overnatte i Attapue. Så de næste to dage var rejse dage.

Morgenen startede med en forsinkelse. Båden til fastlandet var igen overlæsset. Efter at være kommet sikkert i land skulle vi vente 20 min på en minibus. Jeg spurgte “bus pigen” om vi ville komme til Attapue til tiden og hun lovede, at det ville vi. Efter de 20 min opdagede jeg , at det var den bus der holdte lige foran os, vi skulle med.  Sjovt nok havde jeg netop spurgt om det var denne bus, men bus-pigen havde svaret nej. Så nu tvivlede jeg også på, at vi kom til Attapue til tiden. Busturen skulle vare ca. 6 timer.

DSC00416

Her har en dame hendes 2 “kæle” Koi karper med ombord.

Jeg har vist nævnt det før, men her bruges de offentlige transportmidler til alle former for last.

Før vi forlod busstationen i Pakse, blev der indlæsset ca. 2 tons fliser i bussens bagagerum,  en dame medbragte en plastikpose med 3 kæmpe store koi fisk i, bussen var fyldt op med mennesker, så nogle fyre hoppede ind gennem vinduerne (det var nemmere end at passerer alle menneskerne som sad i mellemgangen). På vejen stoppede bussen flere steder og blev læsset med mere gods, brugte dæk, gamle møbler, rustne maskiner.

DSC00418

Kaos i bussen!

Der er ingen grænser for hvad folk bringer med i busserne.

På et tidspunkt lugtede det brændt  og da lugten spredtes i hele bussen stoppede  buschauffører til sidst. Nu kunne vi se en stor sky af røg, der kom fra bussens ene baghjul . Det viste sig, at det var bremsen der var kørt varm – meget varm.  Åh min Gud, vi var ikke engang halvvejs til Attapue, og vi kørte ned ad bakke i et bjergterræn, så vi havde absolut brug for disse bremser.

DSC00426

De brandvarme bremser, skulle endnu engang nedkøles.

Efter afkøling med vand fra en nærliggende flod, fortsatte vi vores “behagelige” rejse. Det varede ikke længe før bussen igen kørte ind til siden og samme procedurer blev gentaget.

IMG_1348

Til sidst vænnede vi os til, at bussen konstant stoppe for at få bremserne afkølet. Netop som vi troede at vi var fremme ved vores destination, indså vi at det bare var en anden busstation på vejen. Flere mennesker kom ind i bussen sammen med stole, diverse madvarer og store tasker. Sække med mad, sandsynligvis ris/nudler/sukker, blev læsset op på taget af bussen.

Vi var chokeret  og kunne virkelig ikke forstå at de gjorde det – læssede mere på den i forvejen overlæssede bus! Sikkerhed er absolut ikke noget de bruger eller kender til. Utroligt at vi til sidst kom til Attapue, “kun” 4 timer forsinket.

Vi havde ingen anelse om, hvor langt væk busstation var fra byen og klokken var allerede 21. Vi fik at vide, at bussen til Vietnam kørte næste morgen omkring kl 06, så vi ville ikke til at finde byen. Vi besluttede at bo på det guesthouse som lå lige ved siden af busstationen.

DSC00424

Det er stort hit i Asien, at have minimum én lang fingernegl, til rensning af næse og øre.

Første værelse han viste os, havde ingen lys i badeværelset, næste rum havde lys, men håndvasken var ikke tilsluttet vand, så vi måtte bruge bruseren for at vaske vores hænder efter toilet besøg. Denne lille mangel gav os en rabat på prisen, så vi aftalte at bo der for natten. Udenfor så vi både kakerlakker, græshopper, myg, fluer og noget vi ikke vidste hvad var, men en slags stor flyvende myre. Første ting der skulle gøres inden vi kunne gå i seng, var at dræbe alle edderkopper i hjørnerne.

Vi kom i tanke om, at vi kun havde fået morgenmad den dag, og egentligt var enormt sultne nu. Eneste mulighed var en restaurant på busstationen. Desværre var køkkenet lukket, så det eneste vi kunne få, var en lille tallerken med nudler og varmt vand. Det er virkelig ikke meget værd, når man var sulten og især ikke for Erik. Han troede han ville dø i løbet af natten, så jeg var nødt til at forklare ham, at han kan leve uden mad i flere dage, men ikke leve uden væske. Han var virkelig ikke tilfreds med at skulle nøjes med nudler!

Da vi kom tilbage, måtte vi lukke den store revne mellem døren og dørtærsklen for at undgå at myg kom ind. Efter en lang og udmattende dagsrejse, faldt Liucija & jeg i en dyb søvn. Midt om natten var Erik dog blevet så irriteret på de mange haner lige udenfor, så han vækkede os med sit tramperi uden for hytten. Han var kun iført boxershorts og svor, at han ville jage hanerne væk, så han kunne falde i søvn. Kort efter vendte han tilbage, men vi vi kunne stadig høre støj fra hanerne.  Det viste sig at der var 6-7 bure fyldt med høns i baghaven lige bag gæstehuset, og de blev ved med deres galeri hele natten. Jeg havde også svært ved at falde i søvn igen.

HANEGAL

Lørdag 23 Nov.

Vi var ikke helt sikre på, om bussen ville køre kl 6, og efter at havde spurgt på busstationen et par gange, indså vi, at bussen ville afgå fra centrum af byen, så nu måtte vi gå ind til byen alligevel, fordi vi ikke havde fået et rigtigt svar dagen før.

Nu skulle vi skynde os for at fange bussen fra byen, så vi skulle have vækket guesthouse udlejeren for at betale for natten. Efter et stykke tids banken på hans dør og vindue, var der stadig ikke noget liv i ham. En tuk-tuk ventede på os og han skyndede på os. Det næste vi gjorde var noget unfair, men vi hoppede ind i tuk-tuk´en og kørte afsted uden at betale for opholdet. Vi vidste ikke hvad vi ellers skulle gøre. Vi havde ikke de nøjagtige penge, som vi kunne have lagt til ham, og vi havde ikke lyst til at betale ekstra, for det dårlige værelse. Slemme turister!

DSC00453

Utroligt vi stadig kunne se så glade ud…

Da vi kom ind til centrum, opdagede vi at vi havde masser af tid, før bussen kørte. Dette fortæller hvor vanskeligt det er at rejse i disse lande. Du får at vide, at du er sent på den og derefter, når du kommer ind i bussen, viser det sig, at det er en time eller mere før bussen kører.

Nu havde vi en del vietnamesiske penge, dong. Men dem kunne vi ikke bruge her. Heldigvis kunne vi få morgenmad for vores sidste kip og et par dollars vi havde i gemmerne. Restaurantejeren var forståelig for vores forskellige slags penge, da han vidste at vi skulle til Vietnam, og ikke ønskede at hæve flere laotiske kip.

Tre forskellige busser dukkede pludseligt op, og vi var i tvivl om hvilken vi skulle tage, fordi de alle kørte til Ngoc Hoi i Vietnam. Der var en stor lokalbus, som vi helst ville undgå og så var der to minibusser. Vi steg på den ene, hvor chaufføren syntes rarest. Vi krydsede grænsen til Vietnam igen uden problemer, og hurtigere end vi troede, vi var tilbage i Vietnam. Meget imponerende og helt uvirkeligt at være forud for rejserplanen.

DSC00450

En helt tilfældig bro!

Ngoc Hoi er springbræt til en masse destinationer i Vietnam. Efter nogle forhandlinger på busstationen, dukkede en minivan op og tilbød at køre os til Danang for 200.000 dong. På siden af bilen var et stort skiltm hvorpå der stod at det kostede 140.000 dong. Så åbenlyst prøvede de at fuppe os og jeg vil vædde på det nok lykkes dem ind imellem, men ikke med os.

Så snart jeg pegede på skiltet, så han ud til at blive flov og ærge sig over at have sat skiltet på bilen. Men hvor dumme tror de, vi er!? Han var en af de mere aggressive chauffører, der troede, han ejede hele vejen. Han gjorde denne tur gennem bjergene til en utrolig spændende, men også skræmmende oplevelse for os alle.

DSC00481

Sådan en fætter her er faktisk et sjældent dyn på disse kanter – normalt er de nemlig levende!

Da vi kom til Danang skulle vi igen forhandle om busprisen til Hoi An. Igen var der et skilt med den rigtige pris vist på bussen. Vi gik bare ind i bussen og ganske rigtigt bus-damen ville have 50.000 dong (rigtige pris var 18.000). Det ignorerede vi og betalte hende 20,000, som hun ikke var tilfreds med. Men vi tog vore poker ansigter på og fik turen til Hoi An for 20.000 dong.

Det er i virkeligheden små beløb vi forhandler om, men det bliver til mange penge i det lange løb, hvis vi altid skal betale for meget. Og så er det blevet et princip for os, at vi ikke vil snydes!

Efter 9 timer og 29 min rejse (incl. ventetid og prisforhandlinger ) kunne vi nu slappe af i Hoi An  et par dage. Det var rart at tænke på efter 2 dage på vejene.

DSC00471

Endelig i dejlige Hoi An

Vi (os & Liucija) fandt et backpacker hostel nær byens centrum og fik lettet os for bagagen. Vi ville købe noget skræddersyet tøj, og vidste at det ville tage nogle dage. Så efter check-in, gik vi straks  til en skrædder for at se på varerne og få taget mål. Vi spiste sent og var ude og få et par billige drinks bagefter. Hoi An er en dejlig og fantastisk smuk lille by!

Video: En normal rejsedag i Laos

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *