Skønne Hoi An, Mui Ne & Ho Chi Minh

Søndag 24 Nov.

Hoi An er en super dejlig, charmerende og autentisk by, med centrum i nærheden af flodhavnen. Byen er kendt for sine mange skræddere, mellem 300 og 500 skønnes der at være.

IMG_1518

Vi bestilte noget tøj dagen før, så om morgenen gik vi til skrædderen for at prøve det og få målt op igen. Men da elektriciteten havde været væk i hele byen de sidste 16 timer, havde skrædderen endnu ikke lavet vores tøj klart til at få taget mål igen. Det gjorde ikke noget for os, vi skulle alligevel bo i Hoi An i nogle dage, så ingen hastværk.

Restauranten Cargo Club (som vi læste om i vores Lonely Planet) serverer de mest fantastiske middage. Det eneste brød vi kan få, er lyse baguettes og dem er vi temmelig trætte af, men på Cargo Club, kunne vi få helt mørket og grovkornet brød. Vi tilbragte det meste af dagen på det lokale marked, hvor vi forsøgte at finde nogle træ skåle, som vi var blevet forelsket i, i Hanoi, men som vi ikke ville købe dengang. Men nu havde vi tænkt på de skåle i næsten en måned, så nu var det tid at få dem købt til den rigtige pris, og sendt hjem sammen med skræddertøjet.

DSC00538

Erik prøver at forklare en butiks indehaver om fordelene ved at sætte priser på varene

Vi pruttede om prisen i alle butikkerne, og til sidste havde vi fundet prislejet. Vi var blevet  trætte af alt det prisprutteri, så vi prøvede at overbevise de vietnamesiske butiksejere om, at det var bedre at sætte prismærker på varerne, og så spare alt den energi de brugte til prutteriet. Vi fortalte dem at de ville sælge mere, tjene flere penge og at flere mennesker ville komme og besøge dem, fordi turister bare vil have den rigtige pris fra starten. Mens vi besøgte et marked i Lao, så vi effekten af dette. Der var én butik, der havde sat prismærker på alle deres ting, og butikken var bogstaveligt talt, fyldt med turister og lokale. Så det er sådan man kører en god forretning her ude. I den ene butik misforstod de vores pointe. De troede, vi ville irritere dem, i stedet for at hjælpe dem .

DSC00537

Alkohol shots, med diverse kryb indeni.

DSC00490

Byen var stadig uden elektricitet, så da det blev mørkere, begyndte der at lyde en masse støj fra alle de generatorer der blev startet og det ødelagde lige toppen af byens charme. Sidst på eftermiddagen gik vi til skrædderen igen, og nu kunne vi prøve vores tøj på. Erik havde bestilt et jakkesæt og 3 skjorter, og så snart han havde prøvet dem blev vi overrasket over hvor godt det sad på ham, og straks bestilte vi ét jakkesæt mere. Det var bare perfekt og vi ville aldrig kunne finde noget som dette derhjemme. Jeg bestilte en vinterjakke, der med lidt justeringer ville passe mig perfekt. Den bikini jeg fik lavet var også meget flot, men trusserne for små. Men vi havde stadig nogle dage, til at få de små detaljer justeret til.

DSC00587

Hyggelig lille lampe butik

Vi fik en meget lokal middag med ”lise an biip”. Sådan udtaler mange asiater ris og bøf(rice and beef). Bagefter blev vi tiltrukket af høj musik, vi endte på baren Vulkano, og kunne ikke modstå deres tilbud – gratis drikkevarer hele natten for kun 80.000 dong (20kr). Vi benyttede os af dette fund, og havde en god sidste nat med Luijica.

DSC00592

Drinks på Volcano bar

 

Mandag 25 Nov.

Vågnede vi ved vores vækkeur. Vi skulle til skrædderen og prøve tøjet for sidste gang. Vi var alle meget trætte og kunne knap nok holde os vågne. Erik & jeg besluttede at gå direkte i seng igen efter at have indtaget lidt morgenmad. Vi var meget brugte! Oopsi! Egentlig skulle vi køre til Nha Trang samme eftermiddag, men det kom ikke  til at ske. Vi er blevet for gamle til, at drikke hele natten og samtidigt skulle stå tidligt op næste morgen. Det er bare ikke muligt længere. Vi sov indtil sent på eftermiddagen, sagde farvel til Luijica ( som det lykkedes for, at komme afsted). Vi besluttede, at gå til markedet for igen, at forhandle pris på det service vi så gerne ville have.

DSC00554

Endelig fandt vi en dame, der gav os den rigtige pris, og hun pakkede det hele ind – så nu havde vi én ting mindre at tænke på. Efter en god oplevelse på “cargo club” dagen før, tog vi igen derhen og satte os godt tilrette i deres stole, og nød nød godt af deres lækre mad, det var virkelig værd at betale lidt ekstra for. Resten af natten gemte vi os på vores værelse, da vi stadig havde ondt af os selv. Haha!

IMG_1535

Her et billede af nogle af de skåle som vi ledte så meget efter!

Tirsdag 26 Nov.

I dag var vi klar til at forlade Hoi An. Vi skulle bare have fundet ud af hvordan vi sendte vores nykøbte tøj og bordservice hjem. Skrædderbutikken kunne tilsyneladende hjælpe folk med dette for de ringede bare til posthuset og så kom de med en kasse og en vægt til alle vores ting, så vi ikke engang skulle bekymre os, om at bringe det til posthuset. Det lettede vores rygsække og nu skulle der bare krydses fingre for, at pakken ville komme sikkert til Danmark.

DSC00595

DSC00598

Vi fik et tracking-nummer, så forhåbentlig ville det lykkes.

DSC00600

Os og pigerne som havde skrædder butikken

Vores bus kørte ikke før kl 17, så vi brugte det meste af dagen på en lille charmerende restaurant ved floden, og arbejdede på bloggen. Luftfugtigheden var meget høj, så selv om vi havde badet i morges, svedte vi nu igen afsindig meget.

Jeg havde allerede ondt af folk der skulle med den samme bus som os, men på den anden side, så lugtede de formentlig lige så slemt. Vi blev samlet op af en minibus, der kørte os 300m til en såkaldt busstation, som var en restaurant, ligesom alle andre i byen. Her skulle vi vente 40 min for sovebussen.

Fyren på restaunten ville have os til at købe noget mad, fordi vi skulle på en længere rejse. Hvis agenturet, som vi købte billetter gennem, havde fortalt os, at vi kunne købe mad undervejs, vil jeg gætte på at ingen ville have taget mad med til turen. Formålet med ventetiden her ved restauranten, var at den skulle sælge mad til os. Men ingen af de 15-20 mennesker, vi var med, købte noget. Så det er en dum business. Hvis vi var blevet informeret  om restauranten, før turen, ville de sandsynligvis have haft rygende travlt. Men nu var de  irriteret på os, fordi vi ikke købte noget, fordi alle jo allerede havde spist.

Det mest tåbelige ved det hele, var da han sagde, at vi skulle gå hen til bussen. Det var i samme retning, som vi var kommet med minibussen. Asiaterne overrasker os stadigvæk med mærkelige ulogiske arrangementer.

For første gang siden vi startede vores rejse var vi på en bus, hvor de rund-øjede var i overtal. Egentlig en dejlig følelse.

DSC0604

Der er ikke så meget at lave, når alle vælger samme erhverv!

Video fra Hoi An

Onsdag 27 Nov.

Efter en blanding af dyb søvn og vågen tilstand, en million gange i løbet af natten, (for det meste på grund af den konstante dytten) var vi smadret da vi kom til Nha Trang omkring kl 06.00. Lige før vi ankom  regnede voldsomt og bussen stoppede ved den største vandpyt i byen,  et godt valg ! Personen, der skulle tømme bagagerummet, satte rygsækkene ned i vandpytten lige bagham. De skulle bare være færdig i en fart. Heldigvis var jeg hurtigt ude af bussen og fik min og Eriks rygsæk sat på et tørt sted.

På dette tidspunkt var jeg glad for, at vi allerede havde foldet vores regndækkener over rygsækkene, faktisk bare for at beskytte dem mens de lå i bagagerummet. Vi havde tidligere oplevet at der kom olie på vores tasker et par gange, så nu passer vi bedre på dem og sætter regndækkener på hver gang vi rejser.

DSC00605

Udsigten fra vores hotel.

Det var let at finde et hotel. En fyr uddelte reklamer for et hotel, og efter et kig rundt på hoteller i nærheden, besluttede vi at undersøge fyrens hotel. Her var værelset pengene værd – det lå på 9 etage, med en fantastisk udsigt over havet, samt hotellet lå lige ned til stranden. Vejret var desværre blæsende, regnfyldt og overskyet, men stadig varmt.

Nha Trang har Vietnams bedste badestrande, og restauranterne tilbyder noget af det bedste fra det vietnamesiske køkken.

En lidt mere primitiv skrædder end dem vi så i Hoi An

Denne del af landet har sit eget klima, og desværre kom vi midt i regntiden. Så det tog os  ikke  lang tid at beslutte, at rejse videre den efterfølgende dag.

Jeg tænkte at vi ligeså godt kunne få set lidt, mens vi alligevel var her. Så vi gik en tur omkring, for at opleve byen fra gadeplan, og i en lille smøge fandt vi en pagode og en stor statue af Buddha. Så vi fik en lille sightseeing i Nha Trang.

DSC00615

Det var en af de få nætter, hvor vi bare slappede af og så tv på hotelværelset, mens vinden fik regnen til at tromme på ruderne.

Video af den vietnamesiske trafik!

Torsdag 28 Nov.

Vi fandt en bus til Mui Ne (ca 200 km sydpå) som kørte ved 8-tiden. Nu så vi frem til lidt sol igen og specielt surfing. Mui Ne er kite-surferes paradis, og vi havde været begejstrede for surfing i lang tid. Busturen gik så fint, at vi faktisk ikke kunne tro det… Men heldigvis, for Erik havde nogle maveproblemer, så vi ville ikke bruge mere tid end højst nødvendigt på buskørsel – det vil vi igrunden aldrig.

Efter næsten 6 timer ankom vi til Mui Ne, med solen brændende ned, fra en klar blå himmel.

Efter en rundtur langs den 12 km lange strand, fik vi at vide, hvor alle backpackere normalt opholdte sig, vi fandt et lille hotel i en smal gyde.

DSC00629

Denne lille stakkel blev holdt til fange for at tiltrække turister

Pludselig stødte vi ind i Jack (som vi mødte på Cat Ba island i Nord for en måned siden), og senere Lluis, Alice og Sarah. Dette var så stort. Vi vidste, at de ville være her omkring dette område og i betragtning af hvor lang stranden var, så var det en stor tilfældighed at møde dem lige her, uden for vores hotel.

Nogle i deres store gruppe af motorcyklister opholdte sig endda på det samme lille hotel. Ja verden er lille. Vi var sammen med dem de næste dage og nætter. Kun afbrudt af en svømmetur på en blæsende strand. Vi var i tvivl om vi ville være i stand til at surfe, fordi vinden var virkelig stærk og bølgerne meget kraftige, og som begynder ville det være et problem, men vi ville tjekke vejret næste dag.

DSC00631

Reunion med Cat Ba Island banden

Fredag 29 Nov.

Vi lejede en motorcykel om morgen og kørte  til Malibu stranden. Der skulle være gode muligheder for bølge-surfing. Desværre for os, var det endnu mere blæsende i dag. Sandkorn  blæste i den stærke vind og det gjorde ondt, når de ramte vores hud, specielt når vi samtidigt kørte på motorcyklen, så ingen surfing til os. Vi kom jo til Mui Ne for surfing, så vi var en smule ked af vejrforholdene. Efter et kig på vejrudsigten, fandt vi fandt ud af, at vinden ville tage endnu mere til de følgende dage, så der var ingen mulighed for, at vi ville komme til at surfe her.

DSC00697

Nyder lige solen og alle kite surferne

Lidt nedtrykte mødtes vi med Sarah, Alice etc. til frokost på Joe’s. Efter at have set med misundelse på kite-surfere, der hoppede på bølgerne, kørte vi til nogle store røde sandklitter for  at se solnedgangen. Det var blevet lidt overskyet og sandet blæste i den stærke vind, så vi havde sand alle steder og hvor det var mest blæsende, var det svært at åbne vores øjne uden at få sand i dem. Så vi blev ikke hængende for at se solnedgangen.

DSC00665

Nå ja, det var fint at se klitterne alligevel ( de var ligesom Råbjerg Mile i Danmark – men bare røde). Jeg var virkelig ivrig efter at prøve noget vand-sport, så på vejen hjem stoppede vi ved en Sejlklub. Men deres udlejningspriser var for høje, så vi besluttede at forlade byen næste dag, selvom vi igen havde mødt Lluis, Sarah, Alice osv. Vi ville gerne væk fra den sandstorm.

DSC00668

Aftenen gik med nogle drinks på Joe’s. Vi burde have spist middag med alle de andre, men Erik er kommet ind den dovne livsstil igen, så vi nåede det ikke. Nå, alle “de unge” skulle nok ud og fulde sig igen. Men vi gik tidligt tilbage til vores lille hotel, for at være klar til turen til  Ho Chi Minh (tidligere: Saigon) den følgende dag.

DCIM102GOPRO

Mui Ne video

Lørdag 30 Nov.

Som lørdage hjemme, hvor du sover længe, vågner op, vender dig til den anden siden og sover videre. Jeg elsker disse dage. Det er faktisk sjældent, at vi sover længe, de fleste dage er mindst en af os friske, og ivrige efter at foretage sig noget (de fleste gange fordi man er sulten og vil finde noget mad, eller fordi det er for varmt på værelset).

Denne dag var det mig der var sulten, og hev Erik ud af sengen. Efter et hurtigt farvel til de andre, var vi afsted til Ho Chi Minh i en sove-bus. Jeg værdsatte sove-bussen denne dag, for jeg følte mig så træt af ingenting, at have lavet de seneste dage. Lediggang kan tage en masse energi.

Vi er meget overrasket over den sydlige del af Vietnam. Folk er mere vant til turister og mere venlige end dem i den nordlige del. Folk her er også mere civiliserede, specielt i forhold til Laos, hvor det føltes som om du rejser 50 år tilbage i tiden.

DSC00633

En lille fisker by som vi kom forbi

Til vores store forbløffelse, satte bussen os af lige midt i et stort område for backpackere i Ho Chi Minh.  Mange af de hoteller, hvor vi spurgte om ledige værelser, var helt fyldte. Men vi fandt et godt sted, men ønskede at tjekke flere hoteller før vi vendte tilbage. Vi er begge lidt stædige, når det kommer til prisen. Vi mødte en meget god engelsk talende ældre dame, der tilbød os en god pris. Efter at have set rummet og fået fortalt af andre logerende, at det var med morgenmad, besluttede vi at bo der. I første omgang tilbød hun os ikke  morgenmad i prisen. Hun sagde vi allerede fik det billigt, men da vi gjorde tegn til at vende rundt og gå væk, ombestemte hun sig, og vi fik morgenmaden med i prisen. Så betaler vores tålmodighed sig. Jeg kan godt lide at mærke, at man har nået deres grænse og gjort en god handel.

Det var blevet middag, og vi var sultne efter 5 timer i bus. Lige rundt om hjørnet, fra den lille rolige smøge hvor vi boede, stødte vi ind i Lluis igen ( og 2 andre fra den store motorcykel besætning, Martin & Emma). Der er over 200.000 mennesker i denne del af byen, plus der er fyldt med backpackere fra hele verden. Men stadig løber vi ind i de samme mennesker igen og igen, det er utroligt.

Vi sad og snakkede over et par øl og skiltes tidligt på aftenen. Gennem vores værtinde, reserverede vi en tur til tunnellerne fra Vietnam-krigen, tidligt næste morgen, så vi gik i seng tidligt for at få en ordentlig søvn.

Søndag 1 Dec.

Glædelig jul! Vi prøvede, ikke at tænke for meget på, at vores familier ville være sammen hjemme i Danmark, for at fejre 1. Advent. De villesikkert også spise noget af det mad, vi går og savner. De ting vi savner mest, er stadig koldt dansk komælk og vi har ikke engang lov til at nævne ordet over for hinanden længere.

Vores vært bankede på vores dør, og fortalte at det var morgenmads-tid. Vi fik omeletter, brød, smør, marmelade og te.

Tunnel Tony, kom og hentede os på hotellet,og kørte os så op til tunnelområdet. Tony var 62 og nævnte selv i tredje person. Han spørger sig selv når han har stillet et spørgsmål. Tony svarer – Tony ser – Tony 100%.  Han var en underholdende guide til tunnel området.

DSC00715

Alt i denne shop var håndlavet – hvilket også kunne ses på priserne. Det var en del af tunnelturen, at vi skulle stoppe ind forbi her.

Nogle gange havde vi svært ved at forstå hans pointer, men han kunne slippe af sted med det gennem sit charmerende smil, manglende tænder og manglende fingre. Det var interessant at se de brutale fælder fra krigen, bombehullerne i jorden, skydebanerne og tunnelerne.

Nogle af tunnellerne havde adgang for turister. De var blevet udvidet, så de ikke var uhyggeligt snævre. Men jeg nåede kun 10 meter ind i tunellen, før det blev for klaustrofobisk for mig, og jeg tog den første udgang  jeg så. Erik var mere modig og tog hele turen gennem de små, smalle og dampende varme tunneller. Anden gang vi kunne komme med ned i en tunnel, ventede jeg tålmodigt oppe, på at Erik skulle overleve sin anden underjordiske rejse. Hele turen var lidt for ”touristede” for vores smag. Men det er ikke tilladt at udforske tunnellerne på egen hånd. Vi fik i det mindste lidt historie om krigen, og om hvordan mange vietnamesere overlevede dengang ved at leve i ”tunnelbyen”.

DSC00734

Tunnel Thomsen

Vi kom tilbage til Ho Chi Minh City og gik omkring, for at finde en hårtrimmer til Erik, men igen uden held. Og i betragtning af hvor billigt det er at få en klipning, ca. 70.000 dong (17kr), er det spild af tid, at gå rundt i timevis for at finde en. Så til sidst fik jeg Erik overbevist om at besøge en frisør, og lusket som jeg er, kunne jeg jo få en pedicure med på samme tid. Det blev en win-win situation. Vi fik det hele for 120.000 dong (30kr).

Om aftenen mødtes vi med Lluis, Savanna, Sienna og Andrea (en del af den store gruppe, vi mødte i Mui Ne), og fejrede det søde backpacker liv.

Vores video fra tunnelerne og Tunnel Tonny!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *