Donsol’s hvalhajer & Tyfonen Yolanda

Tirsdag 21. Jan.

Efter ankomst til den lille lufthavn i Legazpi, tog vi vores første tur i en motorcykel taxi med sidevogn, som er filipinernes svar på en tuk-tuk. Vi betalte 50 pesos (6,25kr) for de omkring 4 km ind til byen. Og vi havde ikke forhandlet om prisen!  Selve byen lignede lidt det vilde vesten, med store gamle skolebusser (som offentlige busser – kaldes jeepney’s), motorcykler overalt og bygninger er i samme form og farver, som vi forestiller os det i det vilde vesten.

filippinerne, strand, palmer, backpacking, transport

Deres taxi er fremme!

Det er meget anderledes end de andre lande, vi har været i hidtil. Her var der noget nyt at se på og nye ting at opdage. Folk var glade for at hjælpe os og de talte udmærket engelsk. Der var nævnt 3 hoteller i Lonely Planet bogen og vi tjekkede dem på tripadvisor før vi kom, og Tourist Inn blev bedømt til at være okay. Så det valgte vi, og det så allright ud, men en smule dyrt – 700 pesos (84kr) pr. nat. Men på dette tidspunkt efter 16 timers rejse, gad vi ikke søge efter et andet sted. Vi ville bare have noget at spise og en seng at besvime i. Tilsyneladende blev mad et problem for os, da der var meget få restauranter, og gadeboderne serverede alt det samme, ikke lækre mad. Det mindede os om Kina og ikke på en god måde.

Da vi til sidst fandt en “restaurant”, kunne vi ikke finde ud af menukortet. Det virkede som i Kina, man bestiller en flok retter og deler dem. Tjeneren hjalp os og vi bestilte 2 forskellige retter. Ingen af os, er tilhænger af dele-mad, men det måtte vi jo så lære.

filippinerne, strand, palmer, backpacking, transport

Vejret her har været uforudsigeligt de sidste par måneder, på grund af et tropisk lavtryk, så den ene dag er det roligt og stille, næste dag blæsende og regnfuldt. Det var en blandet dag, som en grå og trist dag i Danmark, bare varmere. Vi slappede af om aftenen, stadig meget trætte af alt rejseriet.

Onsdag 22 Jan.

Hotellet vi boede på, var fuldt besat fra næste dag, så vi måtte finde et andet sted. Hotel Rex var allright, men i dårlig stand og er et meget gammelt hotel. Hvis det var ikke var fordi, at vi var vant til at leve på usle steder, ville vi ikke have taget det, men vi er ikke sarte længere.

Filippinernes mest spektakulære og aktive vulkan ligger lige uden for byen, og vi ville prøve at køre ud til den på ATV’er, 4 hjulede motorcykler. Det var en god lejlighed, for at have lidt sjov og se den fantastiske vulkan på samme tid. Heldigvis var der kun os to og vores guide, så vi kunne køre i vores hastighed, henover de hårde, hullede og ujævne stier. Det var sjovt og underholdende at køre i midten af ingenting.

filippinerne, strand, palmer, backpacking, mount mayon

Mount Mayon

Synet af vulkanen Mt. Mayon og alle palmetræerne omkring os, gjorde et stort indtryk på os.

Vi stoppede ved lavakanten fra 2006 udbruddet og gik lidt videre op gennem den størknede lava. Vi var en smule skuffet over, at vi ikke kom tættere på vulkanen. Vii fik skudt nogle billeder og så  blev vi tilbudt en svævbanetur ned igen, men kun hvis vi betalte ekstra penge (vi troede det var inkluderet i prisen). ATVerne var ret dyre, så vi nølede noget, med hensyn til svævebanen og vi havde allerede betalt ét ekstra gebyr, bare for at gå på lavaen. Et gebyr, de “glemte” at fortælle os om før vi tog afsted.

filippinerne, strand, palmer, backpacking, mount mayon

Lavakanten fra 2006

Vores guide fornemmede at vi var lidt irriteret over alle de ekstra afgifter, da vi satte nogle triste ansigter op, så han endte med at give os 50% rabat. Luskede og kloge europæere! Turen med ATV, vandreturen og svævebanen tog omkring 2 timer, så vi kom tilbage til byen i god tid.

filippinerne, strand, palmer, backpacking, mount mayon, atv tour

Os og ATV’erne

Alt er på engelsk her, og de fleste mennesker taler fint engelsk, indimellem bruger de engelske ord og udtryk, som vi ikke engang forstår, så det er helt sikkert et skridt i den rigtige retning for befolkningen, selv om alt andet som f.eks. indkvartering er 50-60 år bagud. Folk er overvældende søde og hjælpsomme, de tiltaler os som Sir og Mam hele tiden.

Om aftenen gik vi i biografen og så “The secret life of Wally”, 260 pesos (31kr) for os begge.

ATV tur til vulkanen Mayon

Torsdag 23 Jan.

Vort vigtigste mål, med at komme til Legazpi var at svømme med hvalhajer i den nærliggende by Donsol. Indkvarteringen er dyr i Donsol på grund af hvalhajerne, så vi besluttede at tage en dagstur derud i stedet, og bo i Legazpi om natten. En motorcykel og en minivan bragte os derud inden for et par timer.

Jeepney, filippinerne

En lokal bus, kaldet en jeepney

 

filippinerne, strand, palmer, backpacking, transport

Bemærk reservehjulet bagved Erik

Vi fik tilmeldt os en båd på molen, og så startede forvirringen. Først blev vi fortalt at vi ville få en båd snart, så fik vi at vide at den var fuldt booket og vi måtte vente til næste dag. Vi klagede og derefter fandt de pludselig en båd. Den gik vi så hen til, men den havde ikke lov til at sejle, vi gik tilbage, ventede et stykke tid, så skiftede vi til en anden gruppe og en tredje båd, der ville sejle om 45 min. Vente tiden ville vi benyttte på at få lidt mad på en restaurant, men måtte skynde os tilbage, for nu afgik båden pludseligt om 25 min.

Jeg ved ikke hvem der var de mest forvirrede, personalet eller gæsterne, men det var et roderi af en anden verden, meget dårligt organiseret. Man skal tænke på, at de arrangerer disse ture hver dag, så de burde have lært det, men nej !

Til sidst kom vi afsted og meget hurtigt fik guiderne øje på en hvalhaj. Så vi fik vore masker, snorkeler og svømmefødder på i en fart og sprang i vandet. Sigtbarheden var dårlig under vandet, men vi svømmede i den retning vores guide fortalte os, og pludselig ud af ingenting dukkede dette enorme væsen op lige under os, kun 1 meter fra overfladen. Dens munden var over 1 meter bred og den var omkring 8-10 meter lang. Den var større end forventet, så jeg tror vi alle blev lidt chokeret til at begynde med.

Første hvalhajer!!!

Vi forsøgte at holde trit med den, men den svømmede væk. Faktisk nåede Erik ikke at se den, han var for langt væk fra vores guide, så da vi kom tilbage på båden drillede jeg ham .Haha! Heldigvis sprang vi i havet flere gange og så disse fantastiske mørkeblå og sølv-plettet væsener 4 gange mere, også Erik disse gange. Det var sådan en fantastisk oplevelse,  vi var super heldige.

Mange tager til Cebu på Filippinerne for  at svømme med disse blide giganter, men i Cebu fodrer man hvalhajerne,så de er sikre på at have dem i farvandet, når turisterne kommer… Vi ønskede ikke at støtte denne måde “at holde zoo på”, så vi håbede på at være heldig at se dem, hvor de kommer af naturlige årsager – og var heldige i dag !

Mange tager på bådture flere dage i træk at se hvalhajerne, og mange uden at se nogen overhovedet. Vi kunne ikke være heldigere og det var bøvlet på havnen værd. Næste drøm er at dykke med dem!

Donsol, filippinerne, shop, hvalhajer

Lokal butik på disse kanter

Vi kom tilbage til Legazpi og Erik fik den billigste hårklipning nogensinde, 38 pesos (4,60kr), så efter den store udgift, måtte vi spise noget billigt mad på det lokale marked,for ikke at ødelægge vores budget fuldstændigt ;-).  Maden var ikke noget at råbe hurra for. Det er det samme forkogte mad overalt, hvis vi er heldige får vi lune ris, selv de dampede eller grillede grøntsager smagte dårligt. Jeg er begyndte at spise franskbrød som basis mad, og det viser om noget, hvor dårlig maden er her. Jeg spiser normalt aldrig hvidt brød, medmindre det er for at overleve.

Der er mange børn der tigger på gaden, og de tager ikke et nej for et nej, de er ikke genert og nogle gange tager de fat i armen på dig, og tigger om penge eller mad. Du bliver nødt til at sige nej, højt og klart og virkelig mene det.

Vi besøger tit den kendte amerikanske donut-kæde Dunkin Donuts, for at bruge deres internet forbindelse.

Hvalhajerne i Donsol video

Fredag 24 Jan.

Vi fortsatte vores rejse ned på den sydlige del af Luzon og videre til øen Samar. Vi håbede at nå Catbalogan på Samar sent om eftermiddagen, ville så tage en nat der , for derefter at rejse videre næste dag.

Vi gik til Legazpis busterminal om morgenen og ville tage en minibus til Sorsogon, men chaufføren ville have os til at betale, en ekstra plads til vores bagage. Det afviste vi. Vi har ikke gjort det andre steder, så ingen grund til vi skulle begynde at gøre det nu.

filippinerne, strand, palmer, backpacking

Det må være det man kalder huse i første række!

I stedet fandt vi en anden mulighed; den offentlige bus til Sorsogon. Det tog omkring en time længere, havde ingen air-con, var gammel, beskidt og rusten, men næsten tom og meget billigt.

En fantastisk løsning for os, selvom bussen ikke forblev tom.  Ligesom du tror det vil blive en behagelig tur med masser af plads, stiger der pasagerer på og bussen læses helt op til max! Fra Sorsogon fortsatte vi turen med en anden bus til Magnok. Efter lidt forviring med at købe færgebilletter og betale terminal gebyr, hjalp en dame os ud og viste os til den rigtige båd.

Det var første gang vi havde ventetid denne dag, så vi ikke kunne klage, selv om de 2 timers ventetid på båden syntes meget lange.

filippinerne, strand, palmer, backpacking

Smuk lille ø, som vi sejlede forbi

Da vi kom til Samar, var vi ikke sikre på hvor vi fandt en bus videre sydpå. Vi fik os læsset op på en trehjulet motorcykel igen, og jeg mener virkelig læsset.  Vi kunne næsten ikke være passe der, og jeg var lige ved at opgive. Så om-arrangerede Erik en taske og jeg satte mig oven på Erik. filippinoerne var ved at dreje deres hoveder af, da de så os. Forbløffende, hvor meget der kan være på sådan en motorcykel.

Han kørte os til busterminalen, men desværre var det for sent om eftermiddagen, så der var ikke flere jeepneys der kørte mod syd idag. Vi ville helst ikke til at tilbringe en nat der.

Jeepney, filippinerne

Busterminalen!

Erik talte med nogle fyre, der hjalp os med at få os på en af turistbusserne fra færgen. De standsede dem, og vi kom med den tredje bus. Under normale omstændigheder ville der ikke være plads i bussen, men i Asien er der altid plads til et par mere.Vi fik 2 stå “billetter”, så nu forsøgte vi at sidde komfortabelt på vores rygsække i bussens midtergang. Bussen var allerede overlasset, men hvad –  vi kom til Calbayog relativt sikkert, for kun 100 pesos (12,5kr).

Jeepney, filippinerne

Vores sidste bustur for denne dag, denne gang helt uden siddeplads!

Vi besluttede at blive der om natten, da der ikke var busser der kørte videre mod Catbalogan. Vi mødte en tilfældig fyr på gaden, der var så venlig og vise os til et billigt guesthouse, lige ved hovedstrøget. Aftensmaden blev nydt på et sted noget lignende Mc D., kaldet Jollibee, hvor der serveres ris, kartoffelmos, kylling, oksekød osv. Til vores store overraskelse havde vi vores første gode måltid på Filippinerne!

Lørdag 25 Jan.

Vi vågnede tidligt og fortsatte vores rejse med bus til Catbalogan, landskabet var fantastisk. Det var så uspoleret og uberørt, og ligner et paradis med alle palmerne. Vi kan virkelig se forskel mellem dette og de andre lande, vi har set hidtil.

filippinerne, solskin, backpacking, tacloban, tyfon, yolanda

På vej til Naval

Vi skiftede bus i Catbalogan nu mod Tacloban, og landskabet ændrede til noget, som man normalt kun ser på TV. Dette område var det hårdest ramte af tyfonen Yolanda i november – alt blev ødelagt og jeg mener ALT. Det var virkelig forfærdeligt at køre igennem. Der fik vi ved øjesyn set hvor forfærdelig denne tyfon var. Én ting er at se det på TV, men du opdager først rigtigt hvor forfærdeligt det er, når du ser det i virkeligeheden. Mange mennesker mistede alt, og der er stadig en masse oprydningsarbejde der skal gøres, før det bliver normalt igen.

filippinerne, solskin, backpacking, tacloban, tyfon, yolanda

Nogle af de mange skader efter tyfonen.

filippinerne, solskin, backpacking, tacloban, tyfon, yolanda

Alt lå i ruiner!

Heldigt at vi lever i et civiliseret land, hvor huse ikke er lavet af bambus, gammel tømmer, brugt pap osv.  Næste bus var til byen Naval på øen Biliran og vores endelige destination denne dag. Det forfærdeligt ødelagte landskab, blev ved og det var hjerteskærende at se på.

filippinerne, solskin, backpacking, tacloban, tyfon, yolanda

Flere tegn på uvejret!

filippinerne, solskin, backpacking, tacloban, tyfon, yolanda, cykler

Life must go on!

Naval er en lille ucharmerende by, med meget trafik og nysgerrige, ikke-engelsk talende beboere. Vi fandt et sted at bo, badeværelset blev delt med andre, det kunne skylle, ingen toiletsæder og et skilt med “Rygning forbudt”, men det lugtede af røg og pis overalt.

filippinerne, solskin, backpacking, tacloban, tyfon, yolanda

Tacloban city

Erik så en mus i gangen og huset var så lydt, at vi kunne høre alt ude på gaden, stedet var utroligt støjende, men vi besluttede at bo der alligevel, da det var den eneste indkvarterings mulighed vi kunne finde!

Vi forsøgte at finde en restaurant i byen, men Filippinerne har meget få restauranter hvor de serverer “normale” fødevarer, de fleste steder har de ikke menukort. Endelig fandt vi et sted med et menukort, og bestilte nogle ris og kokos-kylling.

Efter 20 min. kom tjeneren med vores kolde ris… Vi sendte dem tilbage, da de skulle være varme (gad vide hvorfor vi selv skulle bede om det). Derefter kom kyllingen, ikke i coconutsauce, og helt sikkert ikke nok for os begge, som de havde fortalt os inden vi bestilte. Vi tog vores ting og forlod stedet straks. Vi var chokerede!

Vi købte en BBQ kylling, som vi delte ved den beskidte havn, mellem en gammel bil og et beskidt og ildelugtende marked. Adskillige nysgerrige folk stoppede op med på deres motorcykler, for at se os rund-øjede spiser en hel kylling med fingrene. Ikke et syn, de ser hver dag.

Gik tilbage til “hotellet” og ventede på net forbindelse, så vi kunne forske den nærliggende ø, Higatangan ud. Vi regnede med, at der var en båd dertil omkring middagstid næste dag.

Vi ville væk fra dette larmende “hotel”, så hurtigt som muligt.

Tyfonen “Yolanda”

Søndag 26 Jan.

Vi tjekkede bådene på molen og nogle lokale fortalte os, at der ikke var nogen både der sejlede  til den lile ø Higatangan om søndagen. Vi gik tilbage til hotellet og fik ringet til det ene af hotellerne på øen. Vi ville ikke gå glip af den smukke ø, som vi havde læst om.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon, strand, bangka

Båden til Higatangan

Hotellet fortalte at der gik en båd til øen hver dag, også om søndagen. Damen, Emily sagde de ville være glade, hvis vi kom, men vi skulle vide at efter tyfonen var øen stadig uden elektricitet og vand. De kunne give os ophold i en hytte med et utæt tag,som de ville forsøge at tætne, hvis det begyndte at regne. Trods dette, tøvede vi ikke, det ville være en anderledes oplevelse som vi ikke ville være foruden.

Vi fandt hurtigt båden næste morgen og sejlede de 15 km. ud til Higatangan. Båden var i dårlig stand, som så meget andet i Asien. “Sikkerhed først” er kun noget der skrives. Befolkningen på øen er omkring 900 i alt. Vi mødte hurtigt Emily og hun fik to fyre til at gå med os til ” Emponet Barnet Resort”. Der er kun én vej på øen, motorvejen som de kalder den, og hver person vi mødte undervejs spurgte fyrene, hvor vi skulle hen. De var meget nysgerrige, men på en sød og venlig måde. Der var stadig en masse beskadigede huse og flere væltede lygtepæle. Igen kunne vi se kraften af moder natur, en frygtelig katastrofe.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon, strand

Væltede palmer på Higatangan

På Emponet Resort hilste britiske Graham på os og straks følte vi os godt tilpas. Han var 60 og ejer stedet sammen med Emily (sin Filippinske forretningspartner) eller rettere, det der er tilbage efter orkanen. Alt blev ødelagt og blæste væk under tyfonen. De mistede fire hytter, adskillige både, en stor del af hans strandhus, restaurant og dele af tagene på de 3 tilbageværende hytter.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon

Higatangan island

Filippinerne opkalder tyfoner i alfabetisk rækkefølge, såden den første på året starter med A, anden B, osv. Denne sidste blev kaldt Yolanda af, men Haiyan af resten af verden.

Det begyndte at regne lidt og Grahams tømrer tog sig af vores tag og satte en stor presenning over utætte dele. Han fortalte os alt om Yolanda og hvordan den havde påvirket dem og øen. Først og fremmest er øen svær at komme til i dårligt vejr, de fik aldrig nogen hjælp og de kunne ikke komme til  fastlandet. Kun fordi Emily og Graham arrangerede en helikopter fra Cebu med nødhjælp, overlevede øen. Alle de penge, der blev indsamlet over hele verden, til at hjælpe, kom aldrig ud til ofrene. pga korruption i regeringen og til dels også i nødhjælpsorganisationerne.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon, strand

Tømrerne i gang med at tætne vores tag!

Vi kan ikke kontrollere naturen, men hvis vi kunne ændre folks mentalitet og adfærd, så ville det være en bedre verden. Det er forfærdeligt at tænke på, at nogle korrupte fyre i regeringen har fået  ny bil, hus osv. for alle de penge verden donerede til at hjælpe de stakkels ofre for tyfonen Yolanda, og det er ikke småpenge vi taler om.

Vi bør hjælpe på en anden måde næste gang. Sende arbejdende hold og hjælp, i stedet for at sende penge. Det ville hjælpe dem meget mere!

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon, strand

Resterne af en hytte til en familie på 5!

Vi lyttede til Grahams historier det meste af dagen. Ved spisetid, gik vi i regnvejr til Emilys lille forretning, lavet af træ med et stort fængsels-agtigt hegn omkring.  Sådan er alle butikker beskyttet. Indenfor var en larmende generator og  2-3 piger, der arbejdede i butikken. Lilo (Emilys mand) var i køkkenet med det eneste komfurblus de havde på dette tidspunkt, så en bænk og et bord. Meget enkelt og meget asiatisk. Lilo lavede os noget fantastisk mad – hjemmelavet fish and chips.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon, strand

2 dejlige øl, efter en regnfuld dag.

De var alle enorm venlige og søde ved os, og vi nød at høre om øen, Yolanda, Emily & Grahams virksomhed i UK og deres filippino livsstil.  Da vi kom hjem til hytten var vores seng våd, vi flyttede den fra det utætte sted, vendte madrassen og fik nogle tørre lagner og faldt så omkuld.

Mandag 27 Jan.

Vågnede op tidligt på grund af den store støjende hønsefarm, som Graham har besluttet at have lige ved siden af hytten, selvom han ejer en stor del af øen, så han kunne have placeret det andre steder end ved siden af sit hotel.

Der er gode penge i hane kyllinger her, de sælges til hanekampe og de kan virkelig give nogle gode penge. Men folk kommer her for at slappe af, og for at komme væk fra støjen i byerne, så at vågne op til lyden af 50 haner, er ikke hvad vi regner som afslapning. Men vi ville alligevel ikke sove i hytten længere tid end nødvendigt, den lugtende ikke så godt.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon, strand, hane

De klipper hanekammen af, for at hanerne har bedre udsyn under kampene

Morgenmaden var havregrød, serveret på vores veranda med udsigt over strandpromenaden med roderi og tømrer der  arbejdede på de nye hytter. Sten og skidt fra havet blev skyllet i land  under tyfonen, så hvad der plejede at ligne en drømmestrand, lignede nu en rodet byggeplads. Det var en speciel oplevelse at leve som en slags ofre for tyfonen, kun med vand fra brønde og ingen elektricitet.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon, strand

Her plejede der at ligge små hyggelige hytter, samt være en rigtig paradis strand

Graham arrangerede en tur rundt på øen for os, med en fyr ved navn Ray og hans ven den meget specielle “Rambo”, som vi kaldte ham. Vi så bl.a. en lille hule med store firben, flagermus, edderkopper, krabber og tilsyneladende også en slange, som Ray vidste sig, at være meget bange for.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon, strand

På ø rundtur.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon, strand, vandmelon

Lille bitte vandmelon

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon

Klippestrand

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon

Vi så den ikke, men Ray vidste at den var derinde et sted, og det gjorde ham endnu mere bange end os. Øen er kendt for sin sandbanke, der ændre sin retning afhængigt af tidevandet og vindretningen. Desværre også fyldt med affald, træ og sten.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon

Os og sandbanken

Om aftenen gik vi igen til Emilys lille forretning  igen og fik en anden fantastisk aftensmad, bestående af hjemmelavet pommes frites og spejlæg.

Tirsdag 28 Jan.

Nu var det tid til at komme tilbage til den “civiliserede” verden igen, med vand og elektricitet.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon

Os sammen med Emily og hendes datter.

filippinerne, solskin, backpacking, strand, higatangan island, tyfon

Farvel til Higatangan for denne gang.

Næste destination: Padre Burgos på sydspidsen af øen Leyte.

Video fra Higatangan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *