Ukendte Brunei…

Søndag 13 april

Vi ankom til molen i Muara i Brunei. Folk fortalte os, at vi ikke skulle regne med den offentlige bus, det er ikke altid, at de kører helt ud omkring molen. Det afhænger af, hvor travlt de har. Men med 25 kilometer til hovedstaden Bangar Seri Begawan (BSB) var vi temmelig afhængige af bussen. Taxi var for dyrt til vores budget, så det ville være vores sidste mulighed.
Vi forsøgte at blaffe og det var meget nemmere, end vi troede. Den tredje bil stoppede og kørte os hele vejen til BSB. En rigtig rar fyr, han satte os af lige udenfor vandrerhjemmet og hjalp os med at komme i kontakt med folkene der. Det var et vandrehjem med et ungdomscenter tilknyttet. Det var faktisk lukket om søndagen, men Erik havde givet dem besked om vores ankomst. Alligevel var der ingen der, så vi ventede på dem. Det tog ikke lang tid, før vi hørte noget støj nedenunder… Det var lederen der ankom.

Denne venlige mand kørte os fra molen og ind til byen.

Denne venlige mand kørte os fra molen og ind til byen.

For første gang i Asien kunne Erik og jeg ikke få lov til at sove sammen. Brunei er vanvittig religiøst, så vi blev adskilt i hver vores del af bygningen.

Skilt til Kvindeafdelingen på vandrehjemmet

Skilt til Kvindeafdelingen
på vandrehjemmet

Jeg delte værelse med en italiensk pige (Ambra), hun var på ferie fra sit tredje år i Australien. Hun vidste en masse om at arbejde og leve i Australien, så vi sugede alle de informationer, vi kunne finde på, ud af hende. Hun gjorde os mere rolig m.h.t. at finde et job og tjene gode penge og til mit held arbejdede hun som servitrice. Så hun fortalte om en masse steder i Australien, hvor jeg kunne finde job.

Solnedgang over olieriget i Brunei.

Solnedgang over olieriget i Brunei.

Om aftenen tog vi en bådtur sammen med hende rundt i Kampung Ayer, en vand-landsby på pæle med en befolkning på over 20.000 mennesker, 9 skoler, 1 gymnasium, deres egne moskeer, politistation, brandstation og så videre.

Efter vores sightseeing mødtes vi med en malaysisk fyr Arthur som var udstationeret her fra sit job hos Petronas (Ambra havde fået et lift med ham fra molen, tidligere på dagen). Han var den sødeste fyr på jorden. Han viste os rundt i byen, betalte vores aftensmad, tog os til både Jame’Ars Hassanil Moskeen (den største i landet), Omar Ali Saifuddien Moskéen og til sultanen af Bruneis palads.

Jame'Ars Hassanil Mosque, Bandar Seri Begawan, BSB, Brunei

Jame'Ars Hassanil Mosque, Bandar Seri Begawan, BSB, Brunei

Jame’Ars Hassanil Mosque

Jame'Ars Hassanil Mosque, Bandar Seri Begawan, BSB, Brunei

Omar Ali Saifuddien Mosque, Bandar Seri Begawan, BSB, Brunei

Omar Ali Saifuddien Mosque

Det var en fantastisk aften og Brunei er absolut et specielt land – med en masse olie penge!

 

Foran porten til Sultans palads (det var faktisk vagten, der ville have os til at tage et billede med ham.

Foran porten til Sultans palads (det var faktisk vagten, der ville have os til at tage et billede med ham.

Mandag 14 april

Vi var spændte på at se mere af Brunei. Hvert museum i landet er gratis, så vi forsøgte at være lidt kulturelle. Vi startede dagen med at tage en taxa-båd til en lille hyggelig restaurant i vand- landsbyen. Der så vi på alle de taxi-både, der fik deres frokost leveret i en kurv ned i deres lille båd.

Morgenmad i landsbyen på stilke, Kampung Ayer

Morgenmad i landsbyen på stilke, Kampung Ayer

Vi besøgte museet i landsbyen og fik et godt indblik i historien bag træ-pæle-husene. Derefter tog vi en taxa båd tilbage til BSB og besøgte Brunei Museet. Desværre var afdelingen om olie og gas lukket på grund af ombygning, så vi fik kun besøgt det tekniske museum, som ikke var interessant overhovedet. Ville have været fantastisk at se noget om deres store olieindustri. Men måske næste gang!

Kampung Ayer bød på nogle enorme kontraster!

Kampung Ayer bød på nogle enorme kontraster!

Alle busser i BSB kører uden fast plan, så vi blaffede tilbage til byen, som igen til vores store overraskelse var meget let. Befolkningen i Brunei er så hjælpsomme og venlige og det var super nemt at komme i kontakt med nogle lokale og høre deres historier og meninger om deres rige og særlige land.
Vi vendte tilbage til vandrerhjemmet efter en portion indisk roti (en slagspandekager) med kylling, tog et hurtigt hvil og så var vi klar til mere sightseeing. Besøgte Royal Regalia Museet, som er en hyldest til sultanen af Brunei. Der var en udstillingshal med kopier af nogle af alle de gaver han har modtaget fra verdens lande. Han er en populær mand, som har gjort mange gode ting for sit land  og befolkningen.
Man kan tage bussen fra busterminalerne, men det er også de eneste steder, hvor du kan stole på at busserne er. Vi ville besøge Gadong Mall, et indkøbscenter 4 km udenfor byen. Jeg ved ikke hvorfor, for vi havde ingen planer om indkøb. Men efter en hurtig runde i centeret, befandt vi os på en café, lænede os tilbage i hver vores bløde stole og brugte deres gratis wifi. Stadig undrende, hvorfor vi var der… Da vi syntes vi havde brugt tid nok der, var det blevet mørkt og selvfølgelig var der ikke nogen busser ind til byen. Så hvad gør man så… Vi blaffede igen og fik en tur med et ungt venligt par, der ikke var på vej mod byen BSB, men alligevel kørte os hele vejen derind. Endelig fik Erik sin vilje (jeg var meget svært at overtale…!) Vi spiste aftensmad på Burger King.

Tirsdag 15 april

Indonesien ventede nu. Vores fly afgik kl 9:00. Vi aftalte at mødes i det fælles område kl. 6 og forsøge at fange en af de uforudsigelige busser og hvis det ikke gik ville vi tage en taxa. Jeg sov hårdt og hørte ikke vækkeuret. Erik opdagede, at der var noget galt, fordi jeg skulle sætte vores fælles tandpasta over på hans hylde, når jeg var færdig med det.

Han havde råbt mit navn udenfor kvinde-afdelingen i 10 minutter inden en pige endelig tilbød at hjælpe ham. Jeg ville have ønsket at se hans ansigt, han var rødglødende… Hverken Erik eller pigen vidste hvilket værelse jeg boede på, men til sidst vågnede jeg ved at nogen bankede på min dør.

Klokken var  05:49 og jeg skulle møde Erik kl 6, så jeg blev forvirret og stresset og vidste, at det var en gal Erik, der venter på mig… Jeg formåede at pakke mine ting sammen inden for få sekunder og var faktisk klar kl. 05:55. Ingen tid til tandbørstning, toiletvisit eller vand i hovedet… Og gæt hvem jeg måtte vente på i det fælles område… Erik. Han havde brugt al sin tid på, at få fat på mig, så han var ikke færdig med at pakke endnu. Sikke en dejlig morgen!
Men resultatet blev at vi var ude på gaden kl 06:00 og bussen ville måske komme meget snart. En kvinde, der passerede fortalte os at vi skulle gå til busterminalen i stedet for at vente her (som chaufføren fortalte os dagen før) – mens vi gik mod terminalen stoppede en bil ind og chaufføren spurgte, hvor vi skulle hen. Vi var forbavsede over hans venlighed og til vores held, var han på vej på arbejde – i lufthavnen!  Hvor heldig kan man være! Han satte os af lige foran afgangshallen og vi kunne ikke takke ham nok. Brunei er afgjort på listen med de bedste lande og den sødeste befolkning.

100 Brunei dollar = 433 Danish kroner

100 Brunei dollar = 433 Danish kroner

Vores fly til Kuala Lumpur gik fint. Vi havde 4 timers ventetid der, som jeg  brugte til at skrive dette indlæg og Erik lavede videoer. Vi ankom til Denpassar lufthavnen på Bali omkring kl 19. Erik sagde at var første gang, vi ankom til et nyt land og han ikke mærkede ny energi til, at udforske landet… Ikke på grund af Bali og Indonesien, men fordi vi var lidt trætte af at rejse nu. Vi besluttede at bo på stederne i længere tid og ikke rejse så meget rundt. Offentlig transport er som i Laos og det har vi ingen energi tilbage til.  Så vi vil tage det roligt her i Indonesien… Lad os se hvordan det kommer til gå..!
Det var alt for nu – men der er mere på vej…

Lige til aller sidst – en lille video fra Brunei

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *