Kelimutu & Mount Rinjani

Fredag 2 maj

Vi var lidt stresset, da bussen stadig ikke var kommet kl 6.45, jeg løb hen til dykkershoppen og forsøgte forgæves at få fat på manden, der bookede billetterne til os. I mellemtiden forsøgte Erik at få kontakt med busselskabet, som vi ikke havde nogle informationer på. Men den flinke leder af vandrerhjemmet, Gregorius, kendte busselskabet og ringede til dem og vi opdagede, at den fyr, der bookede billetterne til os, havde sagt det forkerte tidspunkt til os, så i stedet for 6:30 var det 7:30. Så ingen grund til panik og frygt for at skulle blive i Labuan Bajo én dag mere.

Fodbold mellem køerne!

Fodbold mellem køerne!

Nå… bussen kom kl. 7.30 og afsted gik det… Ingen af os var begejstrede for dagen. Vi vidste, at det ville bliver en lang dag og det er så trættende at sidde i en varm bus en hel dag.
Før vi forlod Danmark så jeg et billede af nogle søer på Flores (Kelimutu lakes), og jeg har ikke været i stand til at få dem ud af mit hoved siden. Jeg skulle se dem i virkeligheden, så det var grunden til, at vi nu var på denne lange tur til det centrale Flores.

Et af de mange utallige ekstra stop!

Et af de mange utallige ekstra stop!

Det var smalle veje og skarpe kurver, veje med huller og nu og da grusveje. I regntiden bliver en masse af vejene skyllet væk af de enorme mængder regn, så der var en masse reparation og graveri på vejene.

Find Erik

Find Erik

Da vi nåede Ruteng, havde vi 2 timers frokostpause, som vi egentlig ikke havde brug for, ville hellere bare komme frem. Det var vanvittigt, vi kørte kun 384 km på 15 timer og 16 minutter.
Turen var sat til at tage 8-10 timer.. Det er altid en overraskelse eller noget andet på turen, som for eksempel frokostpausen, som trækker turene ud. Vi nåede Ende kl 22:20 og blev sat af lige uden for Hotel Ikhlas. Der er ikke noget at se eller gøre i Ende, det bare et transportpunkt, hvor de fleste mennesker tilbringer en nat eller to, på deres vej til Kelimutu lakes.

Lørdag 3 maj

En lokal hjalp os med at blive afhentet på hotellet om morgenen. Busturen mod Moni var en af de mere spændende. Nogle steder var der kun én vognbane og på den anden side havde vi en stejl klippeafsats, næsten lodret ned. Det var ikke en kedelig tur og to timer kan synes meget længe på sådanne veje.
Vi var lettet over at nå Moni, en søvnig bjerglandsby, beliggende tæt på Kelimutu søerne. Selvom det var en lille landsby, havde de en bred vifte af indkvarterings muligheder. Vi fandt et familiedrevet gæstehus for 150.000 rupiah (75kr) med morgenmad inkluderet.

Hovedgaden i Moni

Hovedgaden i Moni

Så dagen gik med afslapning, men også en udmattende løbetur op ad bakke… For Erik gik det meget let, så han fortsatte for sig selv. Vi bestilte en motorcykel til den næste morgen, så vi kunne gå på opdagelse i området.
Vi fandt det sjovt, hvordan kvinden i huset i hver sætning nævnte os som Mister og Missies, som f.eks. “Måske Mister har lyst til at prøve den motorcykel, mens Missis venter”. ” Vil Mister have te eller kaffe?”. Hun var meget høflig på en sjov måde.

Ris vaskeri!

Ris vaskeri!

Køber benzin, 1 liter koster 10.000 rupiah (5 kr)

Køber benzin, 1 liter koster 10.000 rupiah (5 kr)

Søndag 4 maj

Morgenmaden var lækker og frisk lavet, så vi fik noget for pengene på dette sted. Vi kørte mod Kelimutu, omkring 40 min. op ad bakke i skarpe kurver. Derefter gik vi 20 min. til det første udsigtspunkt.

Endelig nåede vi Kelimutu søerne.

Endelig nåede vi Kelimutu søerne.

Kelimutu er en gammel vulkan, der har tre forskellig farvede kratersøer samlet på toppen. Ifølge nogle indfødte, er farveændringerne forårsaget af kemiske reaktioner, fra mineraler i vandet, måske også afhængigt af aktiviteten af vulkanen.

DSC01003

Fra det næste udsigtspunkt  havde vi udsigt til alle tre søer. Det var virkelig en fantastisk udsigt. Da det var weekend, var der en masse lokale mennesker oppe og se søerne og mange af dem ville gerne have billeder af os hvide og blonde turister. Så vi var virkelig berømte i 30 min, og de lokale kom hjem med flere billeder af os, end af søerne.

Vi var meget mere spændende for de lokale, end søerne.

Vi var meget mere spændende for de lokale, end søerne.

DSC00949

Kelimutu søerne er absolut meget unikke. Det tog nogle dages rejse for os, bare for at se dem, men det er en af de en-gang-i-livet muligheder, der gør det hele værd.

DSC01001

DSC00995

Resten af dagen gik med at besøge Regnbue Grotten, navnet på et dejligt vandfald og så fik vi skrevet lidt blog. Der var ingen internet i landsbyen. Jeg kan virkelig godt lide steder uden  muligheden, for at spilde tid på meningsløse nyheder på de sociale medier. Jeg hader virkelig at bruge min tid på det, men jeg har stadig en tendens til at gøre det, så snart vi har netforbindelse. Det er den bedste og værste opfindelse nogensinde..!

DSC01023

DSC01009

På tur blandt dyr og rismarker

DSC01012

Vi havde kun hinanden at underholde, og det er at være social..!

Denne fyr samler tomme flasker. Gad vide hvor meget han tjener på det?

Denne fyr samler tomme flasker. Gad vide hvor meget han tjener på det?

Mandag 5 maj

Der er marked hver mandag i landsbyen Moni, og alle fra nær og fjern kommer, alle har noget til salg og alle er glade. Markedet var klart en stor oplevelse for de fleste af de lokale, som en ugentlig fest. Det tiltrak ikke os , med al den støv, snavs og skrald overalt. Efter en hurtig tur rundt, tog vi en bus tilbage til Ende .. 2 timer tilbage gennem de smalle veje med de skrækindjagende klippestykker og blev sat af på den lokale busstation i Ende.

Mandags marked i Moni

Mandags marked i Moni

DSC01032

Vi havde svært ved at komme ud af bussen, fordi alle de lokale fyre sprang ind i bussen for at tilbyde os transport og blokerede vores vej ud. Vi fortalte dem, at vi var nødt til at komme ud af bussen, før vi kunne tænke over vores videre transport. Men det hørte de ikke og til sidst bad vi dem stoppe med at komme med de samme spørgsmål igen og igen… Hvor skal du hen? Har du  brug for transport?  Har du et hotel?
Vi blev så trætte af deres råben, at vi bare gik væk fra busstation – vel videne, at det var en lang gåtur til Hotel Ikhlas, men vi vidste også , at vi kunne finde en bus/taxa på vejen. Det ville være meget billigere end fra busstationen. Vi havde ikke engang gået 100 meter før en minibus tog os op og kørte os direkte til hotellet. Lækkert! Og for 25% af den pris, de ville have på busstationen.

Bussen tilbage til Ende

Bussen tilbage til Ende

Tilbage på hotellet, tog Erik en eftermiddags løbetur, mens jeg gjorde det næste morgen – vi forsøgte at forberede vores kroppe til det næste store eventyr!
Den lufthavn vi skulle flyve fra næste morgen var i gå afstand fra hotellet, så alt var perfekt – bortset fra at vi skulle tage brusebad med spande, fordi vi var for fattige til at betale for en normal bruser. Det var 20.000 rupiah (10kr) mere. Haha! Rigtig backpacker prioritering!

Video fra Moni & Kelimutu søerne

Tirsdag 6 maj

En dag fuld af nye oplevelser. Gåtur til en lufthavn – tjek! Den lille lufthavn havde både lufthavnskontor, sikkerheds kontrol, bagage bånd og check-in presset sammen i et rum på 85 kvadratmeter – tjek!  Venter på et forsinket fly i et for kold t venteværelse – tjek!

Den mindste lufthavn vi har været i.

Den mindste lufthavn vi har været i.

Kom til Kupang på Øst Timor og var nervøse for om organisationen i lufthavnen var god nok til, at vores bagage kom på det rette fly – tjek! Kom sikkert til Praya lufthavnen på Lombok sammen med vores bagage – tjek!

DSC01045

Vi var kun få timer på Øst Timor... Men jeg elskede allerede - Ove Timor…!!

Vi var kun få timer på Øst Timor… Men jeg elskede allerede – Ove Timor…!!

Vi havde booket en trekking tur 3 dage/2 nætter til toppen af Mount Rinjani (faktisk en vulkan, men det kaldes et bjerg), og Erik havde fået presset prisen ned + fået en gratis afhentning fra lufthavnen med i prisen. Og på toppen, en gratis overnatning på selskabets gæstehus og selvfølgelig trekking, mad, telt, madras, sovepose og en guide, som allerede var i prisen. Det endte med at blive til 1,1 mio (550kr) hver, normal pris 1,7 mio.

Udsigten fra vores værelse ved foden af mount Rinjani.

Udsigten fra vores værelse ved foden af mount Rinjani.

Vi var glade for, at vi ikke skulle bruge energi på at komme fra lufthavnen til vores destination. Vi  kunne slappe af i de næste tre timer, mens vi blev kørt af Ahmet til Senaru, i den nordlige del af Lombok. Senere sad vi på Ahmets restaurant og talte med en Filippinsk fyr, da vi hørte den kraftige støj af en motorcykel og derefter så motorcyklen komme flyvende i luften, efterfulgt af en ung pige, der rullede rundt flere gange og røg ned i vejsiden… Selvfølgelig uden hjelm på! Det tog kun få sekunder, før hun var omringet af lokale, der forsøgte at hjælpe. De trak hende op af græsset, men hurtigt faldt hun ned igen. Hun kunne ikke holde sit eget hoved oppe. Der var en advarselalarm der ringede for os begge, og vi ville hjælpe, fortælle dem at de skulle støtte hendes hoved, men fyrene trak hende op fra græsset igen, og satte hende på en motorcykel og kørte til  “hospitalet”.
Vi havde det dårligt efter at have set dette, især at se, hvordan de behandlede hende, de vidste ikke, hvad de gjorde. Senere spurgte vi Ahmet om han havde hørt nogen fra hospitalet. Han forsikrede os, at hun var okay, selv om der var noget galt med hendes hals, sagde han… Hvad? Hun er ikke okay så! Vi forsøgte at forklare ham, hvorfor, men han vidste tydeligvis ikke noget om det. Han spurgte om vi ønskede at besøge hende på hospitalet… Hvordan i Herrens navn kunne han komme i tanke om sådan et dumt spørgsmål ..! Vi troede, han lavede sjov, men nej, vi kunne tage hen og se hende, hvis vi ønskede.
Vi gav ham en lektion om, hvordan den slags ikke er en turistattraktion og hvor farligt det er, hvis der er “noget” galt med din hals. Vi var bekymret over denne pige (12-15 år), men vi var nødt til at glemme alt om denne stakkels pige og hendes forhold. Om aftenen havde vi en kort briefing om turen den følgende morgen.

Onsdag 7 maj

Den første dag på bjergvandringen skulle være let. En tur på 7 timer fra højden 600m til 2641m og med ophold i teltlejr ved krater søen.

Bærerne i deres tyndslidte klip-klappere!

Bærerne i deres tyndslidte klip-klappere!

Før vi gik, fik vi morgenmad, en lille pandekage – og det var det mad vi fik de første 2-3 timer,  indtil vi fik frokost. Turen i sig selv var ikke hård. Det var let at gå gennem regnskoven. Vi (os og et tysk/amerikansk par – Steffi & Russ) blev hurtig adskilt fra vores guide, som altid gik bag den sidste person i gruppen.

Jeg snitter mig da bare lige en vandrekæp!

Jeg snitter mig da bare lige en vandrekæp!

Så bliver vores frokost forberedt.

Så bliver vores frokost forberedt.

Vi havde en lang ventetid før frokosten blev serveret, selvom vores 8 bærere var kommet før os, blev frokosten ikke serveret før alle var kommet derop. Derefter gik vi endnu 2-3 timer, de sidste 1 ½ time var på stejle klippe sider. Vanskelig og lidt hårdt på grund af de små løse sten overalt. Vi havde en stejl skråning på hver side af os, så vi måtte virkelig koncentrere her.

DSC01071

DSC01075

Så nåede vi skyerne.

Så nåede vi skyerne.

Vi blev overrasket over at nå kraterkanten, da det ikke tog så lang tid, som antaget. Det var et betagende sceneri. Vi kunne se toppen af Mt. Rinjani, Indonesiens næsthøjeste vulkan/bjerg, 3726m. Det har en enorm krater sø (Segara Anak), som ligger 2000m over havets overflade, og inde i søen er en ny og aktiv vulkan (Mt. Barujari).

DSC01074

Før vinden blæste op, så teltene fine ud.

Før vinden blæste op, så teltene fine ud.

En helt fantastisk udsigt. Vi havde lidt tid ved udsigten, før de andre fra gruppen dukkede op. Bærerne satte vores telte op og kogte en utrolig god aftensmad til os.
I dag havde vi tilbagelagt 10 kilometer og var steget 2.041 meter på 4 timer og 23 min – det var tid til en pause.

Kratersøen med en mindre vulkan i midten.

Kratersøen med en mindre vulkan i midten.

Torsdag 8 maj

Havde en frygtelig nat i teltet. Det var blæst op i løbet af natten og vores telt var ved at falde fra hinanden, plus at jorden var så ujævn, at ingen af os rigtigt kunne finde en behagelig stilling at falde i søvn i. Det var blevet et problem i de tidlige morgentimer og vi kunne ikke lave teltet. Heldigvis var vi nok udhvilede til at føle os okay, da vi stod op.

Bali og Gili øerne i baggrunden - smukt syn fra morgenstunden.

Bali og Gili øerne i baggrunden – smukt syn fra morgenstunden.

Vi overværede solopgangen over kratersøen og fik morgenmad før vi fortsatte vores tur. Der var 5 personer fra vores gruppe der gav op i morges og gik ned sammen med en af vores guider. Det var lidt tidligt at stoppe, især fordi vejen ned var absolut hårdere, end den “afslappende” dag, vi havde foran os. Det var mentalt hårdt at tænke på de resterende to dages traveture, men det var ikke umuligt at ændre.

På vej ned til kratersøen

På vej ned til kratersøen

Vi gik 600 meter ned til søen, så var det tid til at slappe af og samle kræfter, mens vi nød det varme vand i en kilde og et koldt vandfald. Frokosten blev serveret nede ved søen, og en velfortjent lur blev taget, før vi startede 600 m. opstigningen til næste rasteplads i 2639m højde. Med undtagelse af de meget høje trin nu og da, var turen let nok for os alle.

DSC01102

Vandløbet og den varkmekilde, hvor vi havde vores middagspause.

Vandløbet og den varkmekilde, hvor vi havde vores middagspause.

Vi var stadig 8 i gruppen og vi gik alle i samme tempo og behøvede ikke at vente på nogen. Så vi nød turen. På grund af vores hurtige tempo nåede vi lejren langt tidligere end alle andre. Vi fandt et godt sted at campere. En bedre og mere jævn plads end i går aftes og vi dobbelt kontrollerede alt på vores telt. Så overværede vi solnedgangen og blev fodret af vores bærere. Faktisk brugte Erik en time ca. i eftermiddags på at hjælpe vores bærere med oprydning af området omkring vores lejr, fordi der var affald overalt.
Vi skulle begynde turen til toppen af Mt. Rinjani kl 03, så vi forsøgte at få noget søvn før den store dag oprandt. I dag havde vi gået 6,3 km. 641 m ned og 639 m op på 3 timer og 40 min.

Vores camp for den anden nat, her lå vi heldigvis i læ.

Vores camp for den anden nat, her lå vi heldigvis i læ.

Solnedgang fra vores lejr.

Solnedgang fra vores lejr.

Fredag 9 maj

Vi fik faktisk en god søvn, lå i beskyttelse for vinden ved bjerget og vores telt stod stadig op, da vi vågnede kl 2:15. Vi fik dejlige salt kiks og brændende varm te og så var vi klar til turen mod toppen.
Stien var virkelig hård og udmattende. Den sidste del var i løs dyb grus og meget stejl. For hvert skridt vi tog, faldt vi et halvt skridt ned igen. Det var trættende, men ikke fysisk umuligt. Jeg syntes på et tidspunkt at vi ingen steder kom og var ved at opgive. Erik fik mig til det alligevel, da vi var kommet så langt, så nu var det for sent at give op nu, sagde han.

DSC01160
Vi kæmpede endnu en halv time og så var vi der endelig. I 3726 meters højde, herfra kunne vi se Bali og Gili øerne mod vest og Sumbawa øen og kratersøen mod øst. Det var virkelig smukt og jeg var glad for, at jeg havde holdt ud. Selvom jeg på et tidspunkt ikke syntes det var besværet værd. Erik og alle andre syntes, det var umagen værd. Jeg ville have været tilfreds med at se søen fra kanten.

Vi klarede det .. Yiipi ka yay..!! og Erik havde sine kyllingeben på..;)

Vi klarede det .. Yiipi ka yay..!! og Erik havde sine kyllingeben på..;)

Udsigten fra toppen af Rinjani.

Udsigten fra toppen af Rinjani.

Nedturen var meget hurtigere. For hvert skridt vi tog gled vi mindst en eller to mere ned. Jeg blev træt af at falde hele tiden, satte mig på enden mange gange på vej ned. Efter vores første bjergbestigning på Borneo troede jeg, at jeg godt kunne lide at klatre til høje tinder, men dette viste mig forkert. Jeg nød det ikke rigtig, det var for svært og jeg var bare træt af det hele. Erik var på den anden side fuldt af glæde og meget tilfreds med sin præstation. Sandsynligvis også lidt irriteret på mit brokkeri hele tiden.

Vi havde stadig en lang vej ned, før vi igen kunne slappe af.

Vi havde stadig en lang vej ned, før vi igen kunne slappe af.

Tilbage i lejren nød vi morgenmad før vi fortsatte vores nedstigning. Vejen ned var gennem en savanne, for det meste på gode stier, nogle var stejle og glatte, men vi lærte at gå ligesom bærerne og guider gjorde – med spredte fødder som ænder og altid på udkig efter det næste sikrested at stoppe. Tempoet ned var ganske hurtigt, også fordi vi alle bare ville ned så hurtigt som muligt.

DSC01167

Vi sad bag på en lastbil og chaufføren kørte komplet uansvarligt. Vejene var i meget dårlig stand og en masse steder manglede astfalten på halvdelen af vejen og uden at vide, hvad der var omkring det næste hjørne, satte han farten op så snart han kunne. På et tidspunkt blev det lidt for spændende for os og vi var nødt til at bede ham at sætte farten ned. Chaufførerne her tager det som en kompliment, hvis du fortæller dem, at de er skøre chauffører, så vi fortalte denne fyr, at vi ikke ønskede at dø endnu, og så satte han farten ned..

DSC01170

 Efter 19,2 km, 1087m opad og 2700m nedad i 8 timer og 22 min nåede vi endelig Sembalun. Det er ganske ironisk, at vi alle følte at køreturen tilbage til Senaru var den farligste del af hele turen.

Efter 19,2 km, 1087m opad og 2700m nedad i 8 timer og 22 min nåede vi endelig Sembalun. Det er ganske ironisk, at vi alle følte at køreturen tilbage til Senaru var den farligste del af hele turen.

Vi blev kørt til Bangsal og derfra videre til Gili Air (også en del af aftalen med Ahmet ekspedition). Vi var trætte, da vi ankom til øen Gili Air og vi vidste, det ikke var en god idé at tage en lur nu. Vi havde aftalt at mødes til mad og øl med danske Line og en amerikansk fyr (Ben), som vi mødte på Mt. Rinjani. Det var et kort møde fra vores side, vi var simpelthen alt for trætte til selskab.

Video fra vores bestigning af mount Rinjani

Lørdag 10 maj

Havde det meget bedre efter en god nats søvn. Mine ben var lidt ømme, men intet i forhold til sidste gang, vi besteg et bjerg, hvor jeg ikke kunne gå ordenligt i 4-5 dage efter. Denne tur var afgjort lettere fysisk end alle de ekstremt høje trin på Mt. Kinabalu. Erik havde ikke ondt nogen steder. Vi endte med at gå rundt på øen, kun 5 km, for at finde en dejlig strand at slappe af på. Vi havde fortjent det.

Tilbage i vandhøjde igen

Tilbage i vandhøjde igen

Erik var helt vild med disse sand-cykler.

Erik var helt vild med disse sand-cykler.

Vi brugte det meste af aftenen på at reservere flybilletter, som syntes at være mere kompliceret end det burde være – på grund af den dårlige wifi-forbindelse overalt på øen. Sent på aftenen da vi til sidst fik det ordnet, gik vi ud og fik et par øl med Line, Ben og nogle andre dykker-venner. Vi havde en lang dag foran os, så ingen af blev oppe sent.

Vores 30 cm's værelses kammerat.

Vores 30 cm’s værelses kammerat.

Søndag 11 maj

Vi forlod Gili Air med morgenbåden til Padang bai på Bali. Derefter tog en bus os til Kuta beach, hvor vi tilbragte det meste af dagen på en sports bar, slog bare tiden ihjel på pc’erne og så  Formel 1, før vi fløj fra Indonesien om aftenen.

At rejse rundt i Indonesien og møde nye og gamle venner havde været vidunderligt og vi elskede hvert sted vi havde været. Der er stadig så meget mere at udforske, landet er unikt og smukt. Vi forlod begge et stykke af vores hjerter der. Håber, at vi vil komme tilbage igen en dag!

Vort fly til Manila gik omkring midnat og vi fik ikke megen søvn den nat, da flyet blev kastet rundt hele tiden. Jeg tror, det var den mest livlige flyvning vi har været på, det føltes og lød bogstaveligt talt som om det var ved at faldet fra hinanden hele tiden. Nå, vi var glade, da vi endelig ramte jorden i Manila lufthavn og havde fast grund under vore fødder igen.

Indonesiske rupiah

Indonesiske rupiah

Indonesiske rupiah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *