Fredag 1. August

Vi forlod Cairns før middag i retning nord mod Port Douglas og Cape Tribulation. Dean & Courtney havde fortalt os, hvad vi måtte opleve på østkysten før vi kørte mod vest og vi er glade for, at vi gjorde det.
Turen fra Cairns til Port Douglas var absolut smuk. Vejen svinger langs kysten og udsigterne var betagende. Det var præcis sådan vi havde forestillet os hele østkysten var, men det starter tilsyneladende ikke før nord for Cairns. Der er så mange smukke områder og billedskønne scenerier.
Vi udforskede Mossman Gorge og kom forbi aboriginals (de indfødte).

Det er oppe i disse regioner at krokodiller er et almindeligt syn og inden man kommer til strandene, er der advarsler om at være opmærksom på krokodiller. Erik så også en flyde rundt i en flod, vi kørte forbi. Tilsyneladende tager de lokale ikke advarslerne så alvorligt, som vi gør. De svømmer og lader endda deres børn lege i vandet. Måske er skiltene blot en advarsel om, at der har været set krokodiller i vandet. Måske er det lang tid siden, men vi turde ikke risikere det. Vi foretrak at være beskidte i stedet for døde.

På Wonga stranden nød vi vores middag og derefter vovede vi os ind i landet, for at finde et gratis sted at slå lejr for natten. Vi opdagede, at Daintree National Park var tættere på end antaget og ved en tilfældighed endte vi lige ved kabel-færgen, der sejlede over til parken. Det er et unikt område, hvor den tropiske regnskov møder havet. Vi kørte fem kilometer på grusvej lige ned til Cape Kimberley i den sydlige del.

Vi kunne ikke finde ud af, om vi skulle betale penge for camping og sove sikkert eller spare penge og sove et sted udenfor. Det var kulsort og lidt uhyggeligt. Tanken om at sove i ingenmandsland med krokodillerne i nærheden var ikke rigtig fristende, men vores beslutning blev at spare penge.

Lørdag  2. August – Søndag 3. August

Vi fik set nationalparken på vores vej op til Cape Tribulation og kørte så tilbage ned til Port Douglas. På trods af advarselsskiltene gjorde vi som alle de andre – vovede os ud i havet til en hurtig dukkert. Der var masser af mennesker på stranden, så vi antog  at det var sikkert.

På en parkeringsplads, mens vi målte og syede gardiner til bilen, kom nogle venlige Aussies (australiere) og tilbød os øl og vin. Det ville være dumt at sige nej til et så godt tilbud, og vi faldt  hurtigt i snak med dem. Flere mennesker sluttede sig til os og det endte i en fest på parkerings- pladsen. Nogle officielle arbejdere af en slags advarede os imod at sove på parkeringpladsen, men ingen af os kunne nu køre, så det tog vi ikke alvorligt.
Næste dag havde vi det, som havde vi været i en togulykke – hvorfor gjorde vi det med os selv!? Aaaw! Heldigvis ingen regning i vinduet eller tegn på, at politiet/rangerne havde været forbi.

Erik var heldigvis i bedre tilstand end mig, så vi startede vores tur ind i den øde vildmark. Vi mødte ikke mange biler på vejene. Det var interessant at se den skønne natur og omgivelserne, der ændredes hele tiden. Vi kørte fra snoede bjergveje omgivet af frugtbare skove og i tørre, åbne arealer, hvor vejene var så flade, at man kunne se en hund løbe over flere kilometer fremme. Områderne er så store og helt ubeboede – det imponerede selv os slidte omrejsende. Vi var så fascineret af naturen.

På grund af de mange nat-aktive dyr, har alle advaret os om natkørsel. På trods af advarslerne  prøvede vi det alligevel, men naturligvis med meget lav hastighed. Det er første gang, vi har set så mange kænguruer, de var overalt. En stor lastbil passerede os, og vi besluttede at følge lige bagved ham, hvilket betød, at vi kunne køre hurtigere og ikke bekymre os, om at ramme kænguruer. Lastbilen ville gøre det for os.
Den nat sov vi på en lille parkeringsplads ved siden af vejen, 30 km øst forNormanton. Det værste ved at sove i bilen, var når man vågnede op og skulle tisse. Du ved aldrig hvilke slags dyr der er der ude og du kan ikke rigtig se noget. Og så er det super koldt og du vækker den anden med lyset og lyden af døren der åbner. Men bortset fra det, sov vi perfekt i bilen. Det var virkelig komfortabelt, alt taget i betragtning selvfølgelig!!

For et par måneder siden læste jeg nogle interessante fakta om Australien. Det er verdens sjette største land og den største ø. Det er den eneste ø, der også er et kontinent, og det eneste kontinent, der også er et land. Det er hjemsted for den største levende ting på jorden – Great Barrier Reef. Det har flere dyr her, der kan dræbe dig end noget andet sted i verden. De 10 mest giftige slanger, er alle australske. Det er det tørreste, fladeste og varmeste af alle beboede kontinenter.

I dag kørte vi (Erik) 680 km.

Mandag 4. August

Vi sneg os ind på en campingplads i Normanton og fik et brusebad (gratis). Normanton betragtes som en stor by i disse regioner, men helt ærligt, der er ikke meget by. Det er svært at forstå, hvor øde bushen faktisk er.

Vi tog en lille omvej til Karumba for at nyde morgenmaden og for at se den eneste kystby i Carpentaria bugten, som du kan køre til på asfalterede veje. Derefter kørte vi mod syd til den store mineby Mt. Isa. Den største by mellem Cairns og Alice Springs. Efter kun et par dage i bushen var  vi blevet betaget af naturen mange gange. Det er fascinerende, hvor tomt og ubeboet det er.

Vores rejse fra Cairns og ned til Mt. Isa var hele tiden spændende. Vi var glade for endelig at komme væk fra øst kysten, væk fra turisterne, folkemængderne og bare opleve Australien.
For os har østkysten været skuffende, det er ligesom alle andre steder med flotte strande m.m. Men intet kan slå bushen – det er, hvad vi betragter som det virkelige Australien. Vores passion for rejser er nu tilbage på sporet, det syntes helt væk på et tidspunkt, men ørkenen bragte det tilbage. Denne vidunderlige dag kørte vi 716 km.

Tirsdag 5. August

Vi krydsede grænsen til Northern Territory. Den store fordel ved kørsel gennem ødemarken er, at når du kommer til noget – ligemeget hvad – er du spændt på at se, hvad det er.

Vi troede, det ville have været rart med en pause i Tennant Creek, men efter at have set alle de aboriginals på gaden, ændrede vi mening. De laver en masse ballade, mest på grund af alkohol og vold. Men for det meste er det indbyrdes, men de ser ikke venlige ud. Så vi fortsatte vores rejse længere sydpå.

Vi kørte til Devils Marbles og der så vi noget helt fantastisk – enorme bunker af store glatte kampesten, spredt over et enormt område. De er som strøet midt ud i det store ingenting. Hvis de havde været i Europa ville de have været en stor turistattraktion og folk ville have kørt hundrede vis af kilometer for at se dem. Her er de ikke rigtig noget særligt, men et passende stop på vej til Alice Springs. De gløder varmt ved solopgang og solnedgang, så vi overværede solnedgangen der og havde en romantisk dåse-mads middag.

Vi kørte 863 km den dag og sov nord for Ti-Tree.

Onsdag 6. August

Vi betalte for vores morgenbad i Ti-Tree og udnyttede det godt for de $ 3 vi hver betalte.

Så nåede vi endelig Alice Springs. Mellem Tennant Creek og Alice Springs er der en rasteplads for hver 60 km. Intet andet end rastepladser på denne 507 kilometer lange strækning.

Vi tilbragte dagen i Alice Springs. En by, der før var så øde liggende, at ingen vovede sig derud. Men nu om dage er det let at komme til byen, de fleste besøgende kommer med fly.
Byen er fuld af moteller, hoteller, feriesteder, indkøbscentre og restauranter. Ja det er rigtigt! En by, der engang var kendt for at være uberørt, tiltrækker idag tusindvis af besøgende, der kommer for at se hvor uberørt byen – ikke er længere..

Vi besluttede at blive der en nat og derefter køre ud til MacDonnell Ranges. Aboriginals udgør en stor del af befolkningen i byen og igen er de kendt for alkohollisme. Så det var ikke et sted, vi ønskede at bruge for meget tid.
Efter at have fået en pizza, parkerede vi ude i  “Desert Park” for at sove der. Vi tvivlede på det var tilladt, men vi besluttede at tage changen. Desværre var der en vagt, der skulle lukke porten kl 22 og han lagde mærke til vores bil, som vi troede, vi havde gemt i skyggen af et træ. Han bankede på vinduet og bad os venligt om at forlade området. Okay vi kan ikke være heldige hver gang.
Erik stod ud af sengen og kørte os til en anden parkeringsplads, hvor andre også camperede. Vi fik vores søvn der. En kort tur på vejen den dag, kun 236 km.

Torsdag 7. August

Vi tog ud for at se det smukke West MacDonnell Ranges. Det er et område fyldt med imponerende kløfter og vandløb. Der var flere naturskønne vandreture og flotte udsigtspunkter.

Vi tog en dukkert i Ellery Creek. Det var ikke den mest behagelige dukkert på grund af den lave vandtemperatur, men det er vigtigt at føle sig ren og det var det hele værd.

Til frokost drev fluerne os til vanvid. De søgte efter fugt i vore ører, næser, øjne og munde. Det fik os til at hoppe ind i bilen og køre igen.

Vi slog lejr på Neil Hargrave, en gratis campingplads for folk som os.

Fredag 8. August

Den dag tilbragte vi i West MacDonnell Ranges og så flere kløfter og fantastiske udsigter.

Vi er så glade for, at vi besluttede at udforske dette område. Det har været den bedste del af Australien hidtil.

Vi planlagde at køre til Kings Canyon og videre ned til Ayers Rock på grusveje. Men efter at have hørt dårlige ting om vejforholdene til Kings Canyon, besluttede vi at køre tilbage til Alice Springs, og derefter tage motorvejen til Ayers Rock (eller Uluru, som den oprindelige befolkning kalder den).
Samme eftermiddag sneg vi os ind på en campingplads i Alice Springs og fik vores “daglige” brusebad. Vi kørte syd for byen, til Mt. Polhill rastepladsen (mod Uluru) og slog lejr der for natten.
Det populære Alice Springs og Uluru er forbundet med hinanden, men i virkeligheden er de 463 km fra hinanden. Så vi havde stadig en lille tur at køre. Denne dag kørte vi 340 km.

I Yulara, byen ved Uluru nationalpark, samlede vi de oplysninger, vi havde brug for om Uluru og Kata Tjuta. Uluru er en af Australiens kendeste attraktioner og i skyggen af den er der Kata Tjuta, som er lige så (nogle siger mere) imponerende end Uluru. Vi tog os selvfølgelig tid til at se dem begge.

Lørdag 9. August

På vores vej til Uluru-Kata Tjuta National Park stoppede vi ved Curtin Springs, en rasteplads i midten af ingenting.

Her talte vi med en hollandsk fyr, der arbejdede der og han fik arbejdet og livet på et roadhouse til at lyde ganske interessant. Det er jo specielt at leve så langt væk fra alting og det tiltalte os faktisk rigtig meget. Vi håber, at vi kan finde et job på et af disse øde steder, et eller andet sted undervejs.

Efter at have set ”stenen” på utallige postkort, plakater mv. rundt om i landet, var det spændende  endelig at nærme sig den kendte kollods. Den var præcis, som vi havde forventet, bare endnu større og mere fascinerende, end vi havde forestillet os. Den er 3,6 km lang og 348 meter høj fra den omgivende sandede ørken. Den tilhører aboriginalerne og er et helligt sted for dem. De ønsker ikke at folk bestiger den. Det et spørgsmål om at respektere deres tro.

Jeg synes det er ok, fordi mange besøgende bestiger bjerget hvert år og mange kommer til skade, nogle er endda døde af hjerteanfald deroppe. Så der er mere end én god grund til at blive nede på fast grund, og det var derfor, vi besluttede at gå de 10 km rundt om klippen i stedet for.
Turen er smuk, og vi nød den meget. Det mest fantastiske er ved solnedgang/solopgang, hvor den skifter farve hele tiden, fra brun til dyb rød. Efter at have set solnedgangen, kørte vi ind til  Yulara og sov på p-pladsen der. Kørte 441 km i dag.

Søndag 10. August

Det siges, at ingen rejse til Uluru er komplet uden et besøg ved Kata Tjuta. Så vi stod tidligt op for at se solopgangen over Kata Tjuta (og Uluru i horisonten).

Kata Tjuja er en gruppe af kuppelformede sten, skulder ved skulder danner de dybe dale og slugter. Den højeste sten er 200m højere end Uluru, altså 550 m. Efter solopgang og morgenmad begav vi os ud på en 7,4 km lang gåtur kaldet ‘vindenes dal’.

Det er den mest populære gåtur i parken med fremragende udsigter over bjergtoppe og ørkenen..

Tilbage i Yulara overværede vi et lokalt danseshow, før vi kørte videre igen. Ved Finke Flodens rasteplads kunne vi ikke holde os selv vågne længere.

Vi kørte 432 km den dag

Mandag 11. August

Vi tog en morgen-gåtur omkring Henbury meteorit krater. Det er 12 små kratere der er dannet efter en meteor styrtede ned for mange år siden.

Derefter kørte vi tilbage til Alice Springs. Vi begyndte at tænke på et job og hvad vores muligheder var. Vi besøgte nogle autoværksteder og talte med nogle om et job for Erik. Du tror måske, at det er sjældent at rygsækrejsende søger arbejde i byen, men her er de vant til at backpackere søger efter et job.

Ved et tilfælde hørte en mand at Erik var mekaniker. Han havde brug for at få toppakningen skiftet på en af hans biler, så de udvekslede data. Erik sagde, at det ville være meget let tjente penge, men manden havde ikke brug for det her og nu og vi ville ikke vente i byen på hans svar. Erik kunne have tjent $ 400 til os, men vi tvivlede på, at toppakning havde været på lager i Alice Springs. Hvis ikke, kunne det tage flere dage eller uger, at få dem leveret her til midten af Australien – hvilket er grunden til, at vi besluttede at fortsætte vores rejse op nordpå til Connor Rasteplads. Samlet kørt  305 km

Mens vi var ved at lave vores dejlige chili- oksekøds middag, opdagede vi noget lys i horisonten. Et øjeblik spekulerede vi på, hvad det kunne være, indtil vi opdagede at det var Månen – fuldmåne. Synet af det var nyt. Det er rigtig. Vi har aldrig set Månen stige op før. Vi har set tonsvis af solopgange og solnedgange, men aldrig en måne opgang

Tirsdag 12. August

Vi fortrød, at vi havde betalt for vores brusebad på Aileron Rasteplads, fordi de forsøgte at narre os og tage en højere pris end den faktiske. Følte lige kort, at vi var tilbage i Asien der!

Vi besøgte rustikke Barrow Creek, en af landevejens populære pubber, hvor traditionen engang var, at efterlade dit navn på en pengeseddel og sætte den på væggen. Men nu efterlader folk alt muligt, så som studiekort, kørekort, gamle brugte togbilletter, billeder, T-Shirts – ja alt muligt. Den tandløse ejer bevarer dem  og viser dem til de næste folk, der kommer fra det samme land. Vi efterlod et par af vores pasfotos der, sammen med en lille bemærkning. Et sjovt lille sted midt i ingenting!

Erik spurgte ejeren, om han måtte bruge den udendørs bilrampe til at skifte olie på vores bil. Selvfølgelig kunne han det. Det tog ham kun 10-15 minutter, så var vi på vej igen med 5 liter frisk motorolie i vores bil, Migaloo….

Et andet sjovt sted var Wycliffe Roadhouse, hvor de lokale synes at tro, at UFOer flyver over dem regelmæssigt.

Stedet er indrettet med Alien figurer, UFO avisudklip og en uhyggelig dukke samling. Vi stoppede ved Attack Creek og nød eftermiddagen og aftenen der. 478 km den dag.

Onsdag 13. August

Vi stoppede ved Daly Waters, det er et anden berømt roadhouse (rasteplads) på vej nordpå.

Faktisk er det en omvej dertil fra hovedvejen, men jeg læste det skulle være et særligt sted. Stedet er blevet dekoreret med alle slags ting fra tidligere besøgende. De har deres egen bh og g-strengs samling, plus en stor t-shirt samling – alle genstande er efterladt af besøgende.

Vi kunne godt lide stedet og efter at have talt med de flinke ansatte, besluttede vi at bo på deres campingplads for natten. Hver aften var der levende musik. Det var ganske fascinerende, at dette sted her lige midt i ørkenen var så godt besøgt og velkendt. Vi havde en sjov aften i baren, og spurgte også om de manglede arbejdskraft… Kørte kun 336 km den dag

Torsdag 14 August

På vores vej op til Darwin stoppede vi ved hver eneste rasteplads (roadhouse) på vejen og spurgte om job. Vi var virkelig opsatte på tanken om at arbejde på et fjernt roadhouse, bare være langt væk fra alting, spare penge, for der er ikke noget at bruge dem på, og at føle sig som en cowboy/girl for en stund, lød tiltalende for os. Lønnen er også bedre end i byerne: Vi ville tjene ekstra penge ved at arbejde et fjerntliggende sted. På nogle af stederne lød det som om de havde brug for nye medarbejdere hurtigt, så vi var nødt til at sende vores CV og derefter vente på et forhåbentlig positivt svar.

Da vi ankom i Darwin var det mørkt og sent – så vi besluttede at bo udenfor selve byen og fandt et skyggefuldt og skjult sted ved en kaj og sov der for natten. Det var blevet meget varmere nu, selv om natten. Det var tydeligt at mærke, at vi var i troperne igen. De næste par dage ville gå med jobsøgning, samt kigge lidt på Darwin. Kørte 614 km.

Video fra vores tur, fra Queensland og ind til Alice Springs