Darwin & job i outbacken!

Fredag 15. August – torsdag 21 august

Efter at have søgt job på hvert enkel rastplads (roadhouse) på vores vej fra Alice Springs til Darwin, var vi nødt til at prøve at søge job i Darwin. Selv om vi ville foretrække et job på et roadhouse, ville vi gerne vide, hvad vores muligheder var i byen. Vi brugte det meste af en dag i Peter Pans rejsebureau. Det er et rejsebureau, specielt for rygsækrejsende  og de er i hver storby i Australien. De giver gratis netforbindelse, som en masse backpackere, ligesom os, benytter sig af.

Det er MEGET rart at rejse rundt med en mekaniker, specielt i et land, hvor det ikke er unormalt at der er flere hundrede kilometer imellem byerne. Her fikses en lyd ved bagbremsen.

Det er MEGET rart at rejse rundt med en mekaniker, specielt i et land, hvor det ikke er unormalt at der er flere hundrede kilometer imellem byerne. Her fikses en lyd ved bagbremsen.

Det værste ved at komme ind i de store byer er, at det er et konstant problem at finde ud af, hvor vi kan sove i bilen. Vi vil ikke betale for indkvartering, så derfor føler vi os altid rodløse, når vi kommer ind i byerne. Det fører til de samme diskussioner og spørgsmål hver gang – hvor skal vi parkere, hvor finder vi et bad, hvor er det nærmeste toilet og så videre.

Lidt anderledes outback bil!

Lidt anderledes outback bil!

En af dagene havde vi valgt at sove 10 km uden for byen, bagved en caravan parkeringsplads  (de opkrævede $ 40 for en plads, som det ville vi ikke betale), men vi ønskede at bruge deres brusere og helst gratis, men det var ikke altid muligt. Sommetider kunne vi liste os ind en af bagvejene og andre gange måtte vi betale for et brusebad.  Det er normalt kun dem der bor på pladsen, der må bruge brusebadene. På dette tidspunkt var jeg desperat for at få et brusebad (vi var begge overbidt af sandfluer og det kløede ubeskriveligt meget og kun koldt vand kunne mindske det). Jeg kunne ikke sove endnu en nat uden et brusebad, så jeg gik ind på  campingpladsen og fyldte vores 5 liters vandflaske og begyndte at bruse mig bag vores bil. Kun én bil passerede mig og jeg tror ikke, de opdagede, at der var en vanvittig, nøgen backpacker, der tog brusebad bag bilen. I hvert fald kløende det ikke så meget længere. Erik fik sit gratis brusebad og kom ud fra campingpladsen, uden at nogen så ham. Heldige ham.

Et lille udvalg af alle vores sandflue bid.

Et lille udvalg af alle vores sandflue bid.

I løbet af natten blev kløeriet meget værre. Jeg tror, vi fik biddene ude i bushen et eller andet sted  og man  kan ikke se de små fluer. Til at begynde med kan man heller ikke se bidene, men de viser sig  efter et par dage.  Ingen af os kunne sove og selvom vi vidste, at kradseri gjorde det værre – kunne vi kke lade være.  Det var lidt af et mareridt. Havde aldrig oplevet noget så forfærdelig som dette – det var simpelthen utroligt, at små fluer kan irritere så meget. Vi talte vores bid den nat og kom op på lidt over 600 tilsammen. Sårene ser forfærdelige ud og det kan tage lang tid at slippe af med de røde pletter. Efter den nat, besluttede vi at tage ind på et vandrehjem og få alt vores sengetøj og alt i bilen rengjort – for at sikre, at vi ikke havde flere fluer i bilen. Vi betalte $ 34 hver for et rum med dobbeltseng.  Fællesarealet var stort med en swimmingpool og en bar. Og det var rart for en gang skyld at høre til et fast sted!

Udendørs området på toppen af vores hostel midt i Darwin.

Udendørs området på toppen af vores hostel midt i Darwin.

Jeg afleverede mit CV på forskellige restauranter i byen og Erik tog til en jobsamtale ved en VW og Skoda-forhandler. De tilbød ham et job som værkstedsleder for  VW med minumum ansættelse i 4 år, inkl. australsk statsborgerskab (noget, de fleste backpackere kun kan drømme om). Men vi har jo ikke planer om at bo der så længe, så han afslog.  Erik viste job-tilbuddet på vandrerhjemmet  – så pinligt, ha ha, men også lidt sjovt, for alle de unge backpackers, der kan ikke finde noget job!  Jeg hørte aldrig fra nogen af de restauranter, hvor jeg søgte job. Vi fik begge tilbudt job hos Apollo, et bil- og autocamper udlejnings selskab.
Imens ventede vi på at et roadhouse skulle ringe tilbage og fortælle os, om vi fik jobbet vi havde ansøgt om der.  Vi var egentlig ikke interesseret i alle de andre job. Vi ringede også selv, men ejeren var aldrig til at få fat på. Altid for travl til at tale!

Cullon strand promenade, hvor jeg søgte job på flere restauranter.

Cullon strand promenade, hvor jeg søgte job på flere restauranter.

Torsdag valgte vi at lege turister. Vi gik til Northern Territory Museum og kunstgalleri – et meget inspirerende sted med en lille udstilling om alle de dødbringende dyr, der lever der omkring  og et helt rum viet til Cyclonen Tracy, der i 1974 ødelagde 70% at Darwin.

Lille artikel om den meget farlige box gellyfish

Lille artikel om den meget farlige box gellyfish

Vi besøgte også Mindil Strand markedet, hvis vigtigste attraktion er mad fra hele verden. Her fandt vi en interessant reklame for et stort rodeo show lørdag aften. Meget hurtigt  besluttede vi,  at det var noget, vi måtte opleve.

Mindil strand marked

Mindil strand marked

AUS_2705

AUS_2700

Fredag, 22 August – lørdag 23 August

Det var nu tid til, at vi var nødt til at give vores endelige svar til Apollo. Vi brugte formiddagen på stranden og forsøgte forgæves at få fat på Dallas, ejeren af roadhouset, hvor vi  helst ville arbejde. Da han stadig ikke ringede tilbage, besluttede vi at køre ud til Apollo og fortælle dem, at vi sagde ja til de jobs der.

Stranden i parken, midt i Darwin.

Stranden i parken, midt i Darwin.

AUS_2630

Lige før vi startede bilen, forsøgte Erik igen at ringe til roadhouset for sidste gang… Og endelig fik vi et svar (stadig ikke fra Dallas), men personalet forsikrede os, at vi fik arbejde der og vi fortalte dem, at vi kunne være der søndag formiddag. Vi var så glade, først og fremmest fordi vi ville tjene og spare flere penge derude, end i byen. Vi skulle ikke bekymre os om overnatning, da det var en del af lønnen. Vi ville bo i et meget lille samfund, hvor alle kender alle, plus at vi ville komme til at opleve livet i outbacken. Det var dejligt og det var tid til en lille fest. Vi slappede af og købte noget godt vin og gik ud og spiste.

Vi fejrede at have fået job.

Vi fejrede at have fået job.

Solnedgang over Darwin

Solnedgang over Darwin

Lørdag tog vi til rodeo show – det var meget sjovt og meget underholdende.

Konkurrence på tid, i at fange og binde kalve.

Konkurrence på tid, i at fange og binde kalve.

AUS_3003

AUS_3002

Først rodeo på vilde heste.

Først rodeo på vilde heste.

AUS_2763

Derefter på tyre.

Derefter på tyre.

AUS_2939

AUS_2928

AUS_2822

Video fra rodeo showet!

Søndag 24. august – onsdag 3 september

Vi kørte til Emerald Springs i morges. Vi var meget begejstrede for vores nye arbejdsplads og for at prøve noget nyt. Det seneste år har vi kun taget penge ud af vores regnskab og nu pludselig skal vi til at gøre det modsatte. Det var en dejlig følelse. Samtidig vidste vi, at vi ikke skulle forvente for meget fra et sted så isoleret fra civilisationen. Det ville sandsynligvis være et meget monotont og let arbejde. Og vi fik ret! Ingen store udfordringer for mig. Erik har derimod vist en helt ny side af sig selv, som tjener, barista og bartender. Det tog ham et par dage at komme ind i det, men nu er han næsten professionel.

Medarbejder bygningen, hvor vi boede.

Medarbejder bygningen, hvor vi boede.

AUS_3330

For første gang, sandsynligvis nogensinde, tjener jeg flere penge, end Erik.  Jeg får $ 24,60 i timen og han får omkring 21 dollar. Personalet her er backpackere ligesom os, så det ændrer sig hele tiden. Folk bliver her kun en måned eller to. Vi lever i et hus sammen med de andre 3-4 ansatte. Vi arbejder 8-10 timer om dagen, 6 dage om ugen. Roadhouset har indkvartering og en lille campingplads.

Erik i et helt nyt miljø, men det lærte han nu lynhurtigt!

Erik i et helt nyt miljø, men det lærte han nu lynhurtigt!

De fleste af de besøgende er truckere der kommer forbi på deres vej til eller fra Darwin. Fem dage om ugen har vi en turistbus på besøg. De får scones / boller og kaffe / te om morgenen og middag på vej tilbage om aftenen, så de dage kan være travle.

En vandrende pind besøgte køkkenet en af dagene.

En vandrende pind besøgte køkkenet en af dagene.

Vi er i en konstant kamp mod fluer, de er overalt  og om natten får vi alle mulige forskellige insekter indenfor, store biller og enorme græshopper og selvfølgelig nogle myg og sandfluer.

En af vores første dage her var der en lille python i køkkenet – VELKOMMEN TIL OUTBACKEN!!!
En ansat fortalte også en historie om en 3-4 meter lang slange, der lever under personale-huset, også en python, ikke giftig, men absolut ikke behageligt at træde på. En nat kom den ind i huset gennem et hul i gulvet, kun et par uger før vi ankom.

Det var en god grund til at få hullet lukket. En anden ting er, at vi skal passe på ikke at træde på sukkerrørs-frøer, når vi går ude om aftenen. Ikke fordi de er farlige, bare meget ulækre at træde på. Sukkerrørs-frøer er store frøer, der blev bragt til landet, for at slippe af med alle billerne i sukkerrørsfelterne, men de spiser også andet end biller og yngler som bare pokker. De er virkelig ækle.

Emerald springs, set udefra vejen.

Emerald springs, set udefra vejen.

AUS_4035

Emerald Springs ligger 130 km nord for Katherine, som er den nærmeste by og 170 km fra Darwin. Forestil dig at køre så langt for at købe dine dagligvarer. Velkommen til vores nye verden!! Den anden dag kørte jeg 22 km mod nord til den nærmeste rasteplads (Hayes Creek) for at få alkoholiske forsyninger. På min vej opdagede jeg en skovbrand, som er almindelige på denne tid af året. Jeg regner med at de fleste brande er forårsaget af cigaretter. Smidt ud af vinduerne fra biler og vogntog. Helt ærligt, det er chokerende, hvor mange brande, vi allerede har set.

Restaurantens udendørs område.

Restaurantens udendørs område.

AUS_3358

AUS_3360

32 km syd for os har vi  Pine Creek, et meget lille samfund med et posthus, en kiosk og en tankstation. Den sidste lørdag i hver måned er der en fest på et gammelt historisk hotel (Grove Hill). Alle de lokale (det er mennesker, der bor inden for en radius af 100km) kommer der for at hygge sig og få en snak.

Vi tog derud for at opleve det. Først 11 km på landevejen og derefter 16 km på grusvej og så ankom vi endelig til den lille perle. Der var levende country musik, men stemningen var lidt kedelig. Folk holdt sig for sig selv. Alle, undtagen os, var iført ternet skjorter, cowboystøvler og cowboy hatte. Næste gang bliver vi nødt til at gøre det samme! Hotellet var gammelt og kunne ikke bruges til indkvartering længere. Før hovedvejen kom, var det den største rasteplads mellem Darwin og Alice Springs. Alle stoppede her, skiftede deres heste og hvilede ud, før de fortsatte deres rejse. Nu bliver hotellet stort set kun brugt til denne fest hver måned.

Torsdag 4. September – Fredag 5. September

Vores første fridag i ti dage. Vi havde besluttet at besøge Litchfield National Park. Det er et af de bedste steder her i nærheden til vandring i bushen, camping og især svømning. Der er smukke vandfald der falder ned i sikre søer og med sikker mener jeg, at ingen saltvands-krokodiller er blevet set der, siden sidste regntid. Ferskvands-krokodiller lever her, men de er ikke farlige for mennesker. Det er faktisk videnskabeligt bevist, at de er ikke en trussel for os.

Litchfield national park

Litchfield national park

AUS_3467

AUS_3481

Et skilt fortalte at søen var sikker, så sammen med nogle andre mennesker, tog vi en  svømmetur ved vandfaldene, Wangi Falls. Vi besøgte også Tolmer vandfaldet, som var et andet flot vandfald, men kun for at se det.

AUS_3508

AUS_3534

For at undgå at køre den samme vej ud af nationalparken,  kørte vi en vej med 50 km grusvej.

Det bliver ikke mere outback, end det her!

Det bliver ikke mere outback, end det her!

Det var fint i starten, men alle hullerne gjorde det ubehageligt efter et stykke tid. Lige da vi kom ud på den normale vej igen løb vi tør for LPG gas, så vi forsøgte at skifte til benzin, men Migaloo (vores bil) ville ikke køre på det.

Det kom som et chok for os begge. Vi havde ikke haft problemer med det før og nu når vi endelig havde en fridag, løb vi ind i problemet og selvfølgelig ude i midten af ingenting… Nå alt her er i midten af ingenting, så det var faktisk lige meget, hvor det skete. Vi forsøgte forgæves at få Migaloo igang igen, men uden held. Vi sad fast her. Den nærmeste tankstation var på Berry Springs, mindst 15 km væk.
Efter et stykke tid kunne vi se en bil komme, i samme retning som vi skulle. Vi stoppede dem og bad om hjælp. De var fra Sydney og på ferie heroppe. Heldigvis havde de tid til at hjælpe os og trak os ud af vores elendighed og hen til tankstationen. Desværre havde de ikke LPG gas. Den næste tankstation, Noonamah, var 10 km væk. Erik forsøgte at starte bilen og pludselig startede den på benzinen. Dem fra Sydney fulgte os til den næste tankstation, for at sikre at vi kom frem. Erik regnede med at det havde noget at gøre med varmen. Det var temmelig varmt, så det var nok grunden.

Heldigvis har de fleste australiere mere overskud i hverdagen end de fleste europæere overhovedet kan forestille sig, så hjælpen er aldrig langt væk, selvom man er strandet et øde sted i outbacken.

Heldigvis har de fleste australiere mere overskud i hverdagen end de fleste europæere overhovedet kan forestille sig, så hjælpen er aldrig langt væk, selvom man er strandet et øde sted i outbacken.

Da vi fik LPG gas på bilen kørte den igen. Vi aftalte at mødes med familien fra Sydney på Mindil Strand markedet i Darwin den samme aften. Vi ønskede at takke dem og købe dem en øl eller noget. Vi kørte tilbage til Berry Springs og tog en svømmetur, inden turen gik til Darwin. Vi havde  brug for at køle os ned, efter en hektisk eftermiddag. Desværre var det også grunden til, at vi aldrig traf familien på markedet – vi kom der for sent! Det var en skam!  Det var virkelig ikke vores dag! Men jeg fik mig en cowboyhat, som var vores primære formål for at besøge markedet (nu er jeg klar til næste cowboy party).

Berry springs

Berry springs

IMG_1938

Vi kørte ned til Adelaide floden og slog lejr for natten. Den næste morgen kørte vi tidligt for at komme til stedet hvor vi kunne komme på tur og se springende krokodiller. Som i Asien, havde vi ikke bestilt en tur i forvejen, men kom alligevel med båden. Vi skulle se vilde saltvands-krokodiller springe op af vandet for at hapse et stykke kød. Ikke noget man ser hver dag. Det var ligesom en cirkus forestilling. Krokodillerne vidste, hvor der var gratis mad og de synes godt trænet i at hoppe op mod deres bytte. Det er i øvrigt en for dem naturlig adfærd. De bruger deres kraftfulde hale som en propel for at få sig ud af vandet. Det var virkelig fascinerende at opleve. Og alt dette sker i naturen, ingen indhegninger eller noget – lige som vi foretrækker det!

AUS_3714

AUS_3567

AUS_3653

AUS_3595

AUS_3599

Bagefter kælede vi os selv med en vestlig australsk tæppepython og jeg kunne bare ikke få nok, så jeg tog også den sort-hovedet python op på min nakken og hals. Den sort-hovedet python er en af de mest sjældne pythoner og desværre dør en masse af dem, af at spise de modbydelige sukkerrørs-frøer. Erik skulle starte på arbejde ved 13 tiden, så vi kørte hjemad lige efter krokodille-turen.

AUS_3748

AUS_3740

AUS_3734

Video fra krokodille turen

Lørdag 6. September – Onsdag 10. September

Vi havde vænnet os til en masse forskellige og mærkelige udseende dyr, især insekter og biller  – ét dyr vi sandsynligvis aldrig vil vænne os til er slangerne. Det er næsten dagligt, at en af os ser en slange nær roadhouset og de har alle været forskellige. Så vi har set et par stykker! Erik trådte næsten på en den anden dag, da han gik ud fra personale huset.

Denne slange trådte Erik næsten på den ene dag, da han trådte ud af medarbejder huset.

Denne slange trådte Erik næsten på den ene dag, da han trådte ud af medarbejder huset.

Ejeren af roadhouset, Dallas, er fra tid til anden ved at gøre os alle sindssyge. Han bruger sin energi og tid på alle de forkerte ting. For eksempel synes han det er mere vigtigt, at han bruger tid til at fortælle os, på hvilket hjørne af tallerkenen tomaterne skal være, end at køre det to uger gamle køkkenaffald væk. Ude på gårdspladsen lugter det af gamle madaffald overalt og det ligner en svinesti. Ikke underligt, at der er så mange fluer og dyr omkring!

Han tror, han kan løse problemet, hvis han bare flytte affaldet længere væk fra restauranten. Hans store lastbil står skjult bag et træ i baghaven – helt fyldt op med gammelt ragelse!

De klamme sukkerrørs tudser!

De klamme sukkerrørs tudser!

Man kan ikke føre en normal samtale med Dallas. Han er uden for rækkevidde og nu og da bebrejder han os de mærkeligste ting. Bagefter bruger han sin syge hustru, som undskyldning for hans mærkelige opførsel. En dag kom han trampende ind i personale huset og begyndte at se i køkkenskuffer, vores fælles skab, køleskab og fryser. Da jeg spurgte ham, hvad han lavede svarede han  “Jeg finder nogle underlige ting her engang imellem«. Han har tydeligvis ikke tillid til os overhovedet. Han tror, at folk stjæler mad fra køkkenet og skjuler det her.

Lidt outback-pynt i restauranten på Emerald springs roadhouse

Lidt outback-pynt i restauranten på Emerald springs roadhouse

Om aftenen har vi flere gange taget ham i at snige sig omkring personalet huset og lytte ved vinduerne. Han taler urimeligt højt til os, nogle gange foran gæster. Heldigvis ved de fleste af gæsterne, at han er lidt skør. Han er upålidelige og uforudsigelige. Mellem gæsterne hedder stedet ” Dallas Kongerige”’. Han er en trist trist fyr at omgås. Jeg kunne fortsætte med at fortælle historier om ham, men det er ikke tiden værd.

Der er heldigvis også gode oplevelser. Der er denne lokale fyr, der ofte besøger os. Han har to wallabies (små kænguruer) som kæledyr og en hund. Det er sådan en anden verden, når de kommer og hopper rundt i restauranten. De får en masse positiv opmærksomhed fra de andrebesøgende. Det er så sjovt! Der er en masse truckere der kommer her jævntligt og Erik er begyndt at kende dem og dele rejseoplevelser med dem. Mange af dem transporterer køer og tager en overnatning her. Det kan være virkelig støjende om natten med alle de køer, der tramper rundt i lastbilerne. Men på den anden side finder jeg det hyggeligt at komme op om morgenen og starte min morgen løbetur med at sige godmorgen til alle disse dyr, der ser ned på mig fra de store vogntog. Jeg løber på landevejen, men der er ikke meget  trafik om morgenen. Normalt møder jeg kun 8-10 biler i løbet af min tur, så det er okay og ikke farligt.
Vi vil blive her i yderligere tre uger og bliver så nødt til at leve med  Dallas underlig adfærd lidt endnu. Så vil vi fortsætte vores rejse gennem Australien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *