Vest Australien – vores favorit!

Mandag  29. September – Tirsdag 30. september

Vi forlod Emerald Springs og alle vores bekymringer…
Nu var vi på vej sydpå, ned til Katherine og derfra videre ind i Vest Australien – nok den mest storslåede stat i dette land.
I Katherine fik Erik nyt kølemiddel på vores klimaanlæg i bilen. Det har manglet kølemiddel siden vi købte bilen. Vi har ikke haft desperat brug for det før, men i den varme der er nu, ville vi meget nødigt undvære vores aircondition. Det er dejligt at kunne sidde i bilen nu og ikke bliver gennemblødt af sved i løbet af 5 minutter.
Om eftermiddagen fik vi sendt vores rejse blog ved at bruge wifi i Katherine’s eneste indkøbscenter, før vi kørte afsted mod vest. Vi havde omkring 460 km til distrikts grænsen, men havde brug for en god nats søvn før denne tur. Vi kørte bare 231 km denne dag.

Erik forsøger at få sig nogle nye venner - men forgæves...

Erik forsøger at få sig nogle nye venner – men forgæves…

Den næste dag regnede vi på vores autogas-forbrug og  vi mente vi kunne nå til næste autogas station i Kununurra, hvis vi startede med at køre på benzin de første 70 km. Desværre havde vi beregnet en smule forkert… Om eftermiddagen løb vi tør for gas og bilen var for varm til at kunne køre på benzin. Pokkers!
Min lille mekaniker siger, at problemet er at når der bliver for varmt i motorrummet (40 grader udenfor temp + middag + varm motor) er der en komponent i benzin-indsprøjtnings-systemet, der lukker ned. Men ved kørsel på autogas fungerer det fint hele tiden, uanset hvor varmt det bliver.
Under alle omstændigheder, vi holdt ind på en rasteplads og forsøgte at køle det ned ved at parkere i skyggen og åbne motorhjelmen. Vi overvejede at blive der resten af dagen og køre, når det blev køligere til aften. Efter en time eller deromkring, prøvede Erik at starte igen og det syntes at virke fint, så vi tog risikoen og fortsatte vores rejse. Vi kørte bare omkring 20 km og så stoppede bilen igen og denne gang i høj solskin. Vi kølede den ned igen og kørte endnu 20 km. Så døde den igen. Denne historie gentog sig en gang mere. Men endelig nåede vi Kununurra (Western Australia, WA) 115 km.

Frokost og et lille hvil til Migaloo

Frokost og et lille hvil til Migaloo

Lige som vi troede, at vores problemer var overstået, fik vi at vide på tankstationen i Kununurra, at de havde haft en læk på deres gastank, så deres gaspåfylder var i øjeblikket ude af brug og havde været sådan de sidste par uger. De vidste ikke, hvornår de ville få det lavet – ting tager tid her ude i ødemarken! Så der var vi … Vi havde omkring 400 km til Halls Creek, hvor den næste autogas tankstation lå.
Vi var lidt bekymrede for, hvordan vi skulle komme videre, men der var ikke andet at gøre end at forsøge at køre om natten. Måske ville motorrummet så holde sig koldt nok, til at vi kunne køre på benzinen. Til vores store held fungerede det fint de første 100 km, men bilen døde kun 5 km før vores planlagte pausested, Doon Doon Roadhouse. En venlig lokal trak os de sidste 5 km. Vi fik afkølet bilen en smule og nåede derefter Turkey Creek (93 km syd) uden yderligere problemer. Så én ting er sikker nu – det er varmen, der er problemet.

Et af de specielle Boab træer.

Et af de specielle Boab træer.

Vi så utallige dyr på vejen fra Turkey Creek og sydpå. Det var forbløffende at opleve heste, der løb frit rundt på vejene, køer sammen med kænguruer og utallige store (røde) kænguruer hoppe  tværs over vejen. Vi elsker at køre om natten, da det er det bedste tidspunkt at opleve dyrelivet på.

Alle de lokale advarer os mod natkørsel, men det er bare et spørgsmål om at køre forsigtigt nok, så du ikke risikerer at ramme de vilde dyr. Selv med en besværlig bil, formåede vi at at køre 706 km i dag.

Den næste morgen efter en god nats søvn nåede vi Halls Creek og Migaloo – vores bil fik den autogas den havde tørstet efter – vores tegnebog var også glad. Ha ha, fordi autogas koster kun  omkring 2/3 af hvad benzin koster.
Det var lidt af en skam, at vi ikke så Lake Argyle og Bungle Bungle Ranch i Kimberley – begge steder skulle være spændende, men med bil problemerne i baghovedet, ville vi ikke have været i stand til nyde dem alligevel.

Onsdag 1. October – Lørdag 4. Oktober

Vi ankom til Broome, den vestlige del af Kimberley. Det havde været en kort tur på vejen, kun 248 km. Broome er en storslået by, der eksporterer perler til hele verden. Perlerne produceres på havbrug. Der er godt 2000 km til den nærmeste større by og turen er et sandt naturvidunder. Der er mangroveskov, mudderbanker og krokodiller på den ene side. Den anden side har turkisblåt vand og en smuk lang bred strand strækning, kaldet Cable Beach.
Vi havde fået at vide, at der var en campingplads i byen, hvor man kunne få en plads, til gengæld for et par timers arbejde om dagen. Så vi kørte rundt og spurgte på de forskellige steder for at finde stedet. Til sidst fandt vi det. Den lå tæt på Cable Beach og var uden el og kostede normalt $35 per nat, men for 1 time og 15 min’s bladrivning hver om dagen, kunne vi bo der gratis. For os var det en god deal.

Ankommet i Broome.

Ankommet i Broome.

Bladrivning til gengæld for en gratis camping plads.

Bladrivning til gengæld for en gratis camping plads.

IMG_2001

Det var et smukt område at bo i og vi slappede af og nød faciliteterne på campingpladsen. Selv i skyggen var det meget varmt og på grund af denne varme, tog vi os endelig sammen og fik vores myggenet brugt. Så kunne vi sove med åbne vinduer foran og bagsmækken oppe og undgå at blive spist af myg og andre små djævle.

Cable Beach var fantastisk, selv om vi ikke kunne lide de mange brandmænd i vandetog på stranden. De kan være virkelig farlige. Der var en masse mennesker der badede og ikke syntes at bekymre dem, men jeg ville ikke ud i vandet –  ville ikke møde en brandmænd. Erik tog en hurtig dukkert og var heldig at overleve! Haha! Det er ikke sæson for de dødelige brandmænd i øjeblikket (box gellyfish’en), men alligevel!

Cable beach

Cable beach

AUS_4139

Vi nød et par drinks og udsigten fra strandbaren og senere spiste vi usunde burgere.
Fredag kørte vi ud til Gantheaume Næsset – et udkigspunkt med fabelagtige røde sandstensklipper og med udsigt over det turkis-farvet Indiske Ocean

AUS_4326

Gantheaume Næsset

AUS_4311

AUS_4297

AUS_4273

For at nå Karijini National Park mandag, måtte vi rejse fra Broome og køre nedad og vi håbede at fyrene i parken havde plads til os på canyoning turen, som vi forsøgte at reservere. Vi kørte det meste af lørdagen og planlagde at bo på Eighty Mile Beach. En knoldet grusvej førte os til autocamper pladsen og det var smukt derude, men vi fandt campingpladsen for dyr.

Eighty mile beach

Eighty mile beach

AUS_4367

Før vi kørte mod landevejen igen stødte vi ind i den familie, der trak os første gang bilen klagede over varmen. Det var mærkeligt at møde dem igen omkring 3000 km fra det sidste sted, vi mødtes og ca 4 uger er gået siden… Efter det fik vi bekræftet, at Australien er ikke så stor som alle siger!!

Tilbage på de øde veje blev vi  overrasket over hvor god net-forbindelsen var. Erik fik skypet med sin ven Ib i lang tid, faktisk det meste af aften. Vi gik tidligt i seng, når vi sov i bilen for det blev tidligt mørkt, omkring 19-20 tiden og da vi kun kunne være enten i bilen eller udenfor sammen med alle de underlige insekter, foretrak vi at gå tidligt i seng og derefter op med solen om morgenen. Det er umuligt at sove rigtigt alligevel. Alt er skide varmt og lyst!
Vi trak ind nord for Port Hedland og opholdte os der for natten. Lørdag kørte vi 572 km.

Lidt leg med kameraet ved solnedgang

Lidt leg med kameraet ved solnedgang

Søndag 5. Oktober

De fleste dage når vi kører, planlægger vi at sove nær ved en rasteplads eller en by, hvor vi sandsynligvis kan købe en liter frisk mælk om morgenen. Vi elsker at få havregryn om morgenen. Af alt mad og drikke, er det det eneste, vi vil have koldt, når vi spiser det. Så vi ber ikke om meget! Vi fik vores $2 friske kolde mælk i Port Hedland.

Morgenmad med vilde kvæg i baggrunden.

Morgenmad med vilde kvæg i baggrunden.

Dette er et typisk australsk set-up... Der mangler intet!

Dette er et typisk australsk set-up… Der mangler intet!

Selve byen Port Hedland er ikke interessant at udforske. Det ligner en spøgelsesby. De eneste mennesker, der bor der er minearbejdere. Så vi kørte hurtigt videre sydpå og mod Karijini National Park.

Salt mine i Port Hedland

Salt mine i Port Hedland

Vi fik en besked om, at der var plads på den eventyrlige tur, som vi havde bestilt. Så vi var glade og begejstrede. Køreturen derned var forfærdelig på grund af alle de vogntog, der kørte forbi i modsat retning og ramte vores forrude med sten. Meget irriterende!
Vi stoppede ved Munjini Rastepladsen lige før parken. Vi tilbragte nogle timer der, fordi Erik virkelig ønskede at se Formel 1 på deres TV. Da det endelig var overstået, havde vi delt et stort måltid og ingen af os var sultne til middag.

Alt har samme farve i outbacken...

Alt har samme farve i outbacken…

Vi kørte ind i nationalparken, betalte entré og langsomt kørte vi op til Eco Retreat Resort (det sted, hvor turen startede den næste morgen). Vi kørte på en meget dårlig grusvej i cirka en time, i blændende sol, hvilket næsten gjorde os blinde. Vi kunne ikke se noget som helst foran os! Det var forfærdeligt!

På vej til Karijini

På vej til Karijini

Da vi havde betalt for indgangen og canyoning turen ialt 255 dollars hver, tog vi risikoen og slog lejr gratis på en af parkeringspladserne i parken, selvom vi vidste, at det var ulovligt. Vi regnede med, at chancen for at blive fanget var meget lille, da vi ikke havde set en bil i over en time. Og hvem ville patruljere på de dårlige veje ! Kørte 477 km den dag.

Klar til natten, i Karajini national park

Klar til natten, i Karajini national park

Mandag 6. Oktober

Det var en stor dag for os. Vi var spændte på canyoning turen (kaldet The Red Gorge Adventure). Det var tid til at teste, om vores adrenalin pumpe stadig virkede eller om der var behov for en genopladning! Canyoning er et ord for både klatring og rafting!

Alle mand klar!

Alle mand klar!

Dagen startede tidligt med at vores guider udstyrede os med våddragter, vådsko, seletøj, hjelme og bilslanger. Vi gik til den første slugt (Knox Gorge) og dyppede vores varme kroppe i det iskolde vand i en lille sø. Efter en gåtur i solskin kom vi til selve kløften, der hurtigt smallede ind til én persons bredde. En anden guide havde sat et 5 meter langt reb fast. Vi gik med rebet forsigtigt på en skrå og glat overflade, før vi kom til en naturlig sliske, hvorfra vi gled og faldt 3 m ned i en anden sø. Det havde vi meget sjov ud af og vi ville elske at gøre det igen. Men når du er ude over kanten, er der ingen vej tilbage op.

Vi kontrollerede vort eget klatreudstyr, før vi firede os ned i den næste sø. Der var skygge og koldt, vi kom op ved at kravle op imellem nogle klipper på den anden side, vi hoppede i vores bilslanger og padlede hen imod en lille solrig”ø”. Tid til frokost.

Snart var vi tilbage på vore bilslanger, og vi padlede over lange og rolige søer. Vores omgivelser var absolut spektakulære – de lodrette røde slugters vægge rejste sig 100m over os. Det var storslået. Vi havde en lille pause før vi blev ført ind i Hancock Gorge. Vi fulgte et opsat reb, der førte gennem Centret af Jorden ( det kaldte de dette sted) og vi klatrede op ad den stejle, snævre og glatte kløft.

Vi gik gennem små søer og smalle sprækker. Da vi havde klatret 9 meter op var vi alle en smule forpustede. Langs et reb fastgjort i klippesiden, som vi satte vores sikkerhedskrog i, kom vi langsomt op til Kermits sø, vores endelige svømmetur.
Snart var vi gennem den sidste slugt og sluttede på parkeringspladsen. Klokken var 16. Vi havde været på turen hele dagen og det har været en actionfyldt og adrenalin-ladet dag. Det er uden tvivl den bedste dag vi har haft i lang tid.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Bagefter hyggede vi os med et par, vi mødte på turen – de var mega flinke. De kom fra Perth, en god kontakt for os at have, da vi alligevel så småt var på vej til samme by. Vi var temmelig brugte efter den lange dag og de drikkevarer, vi fik bagefter, men vi ønskede ikke at sove ulovligt igen eller betale lejr gebyr i parken.
Vi kørte lige udenfor parken og fik vores skønhedssøvn, på en gratis campingplads. 70 km den dag.

Video fra vores canyoning tur i Karijini

Tirsdag 7.- onsdag 8. oktober

Det var meningen at vi skulle på en minetur nær Tom Price. Ville være dejligt at lære om alle de miner, vi passerer hele tiden, men desværre laver de ikke turen for mindre end 10 personer. Og vi var de eneste der var tilmeldt. I stedet startede vores rejse videre mod vestkysten.

Vores lille transportable hjem!

Vores lille transportable hjem!

Vi nåede Exmouth om eftermiddagen. Jeg skypede med min ven Musse. I mellemtiden var Erik optaget af at søge efter oplysninger om nationalparken og dykkersteder. Australiens største og mest tilgængelige rev, Ningaloo Reef ligger lige nord for byen. Det strækker sig 300 km mod syd. Der er en række snorkel-steder kun 50 m fra land og der lever mere end 500 fiskearter, hvilket gør det til et sted man må se, hvis man er snorkeldykker, dykker eller bare naturelsker.

Endnu en ko har tabt kampen til et roadtrain!

Endnu en ko har tabt kampen til et roadtrain!

Erik planlagde vores ophold i dette område. Vi startede tæt på Cape Range National Park ved at se solnedgangen fra Vamingh Head fyret. På toppen af bakken havde vi en strålende udsigt  selvom solnedgangen ikke var noget særligt. Vi kørte ind i nationalparken lige bagefter. De vilde dyr vi oplevede på vejen, gik ud over vores vildeste fantasi. Vi troede ikke, at mængden af kænguruer kunne være så stor i det “lille” område. Det var imponerende.

Dyrelivet her, var det største vi havde set.

Dyrelivet her, var det største vi havde set.

AUS_4467
Da vi kom til vores strand-campingplads fik vi følgeskab af en kænguru mor med sin lille Joey (det er hvad baby kænguruerne kaldes) i sin pung. Hun opholdte sig omkring vores campingplads det meste af natten, sammen med en masse lysende edderkopper i det lave græs. Vejret var igen køligt om natten og vi var glade for de koldere temperaturer – det samme var bilen – ikke mere “køre på benzin” problemer. Vi kørte 732 km.

En lille Joey, som lige er kommet ud af moderens beskyttende pung.

En lidt ældre Joey i vejsiden.

Den næste morgen snorklede vi og så en masse farverige fisk ved det populære Turquoise Bay. Vi drev med strømmen langs stranden, men måtte passe på og sørge for at strømmen ikke fik os væk fra kysten. Ved middagstid fik vi igen forbindelse med telefonen og  reserverede en dykkertur ved Navy Pier. Stedet er med i top 10’en over de bedste dykkesteder i verden, som kan nåes uden båd! Det lød meget lovende for os.

Kæmpe fugl! En australsk trappe!

Kæmpe fugl! En australsk trappe!

Dykkeområdet var ganske lille, let at finde rundt i og man kunne ikke fare vild. Vi fik alle mulighed for at dykke selv uden guide. Vi fandt det som en perfekt mulighed for at prøve det for første gang, sammen selvfølgelig! Under molen så vi en masse liv, som vi aldrig har set før, selvom det kun var et lille område.
Der var som sædvanlig en del store groupere. En af dem hed George, han var meget venlig og vant til dykkere. Det er den eneste fisk, vi havde lov til at røre ved, hvis vi fik muligheden. George kunne lide at blive kildet på hagen og nogle gange vil han ikke lade dig være alene, hvis du ikke kilder ham. Det var en mærkelig fisk, men selvfølgelig ønskede vi at møde denne fyr. Trods de mange historier, var han ikke i humør til at blive kildet, selvom vi forsøgte at friste ham. Under dykningen var Erik mest fokuseret på at filme og jeg styrede os omkring ved molen. Vi havde et fantastisk dyk.
Om eftermiddagen fortsatte vi vores rejse sydpå og væk fra de dyre nationalparker. Kørte 138 km den dag…

Video fra vores dyk ved “Navy Pier” i Exmouth

Torsdag 9. October

Vi stod tidligt op for ikke at blive fanget i at sove ulovligt på en rasteplads. Vi kørte til Coral Bay, en helt fantastisk bugt, meget familie venlig og meget idyllisk. Vi tilbragte halvdelen af dagen på stranden ved det krystalklare vand.

Afslapning ved Coral bay

Afslapning ved Coral bay

AUS_4573

Det fantastiske ved dette sted er, at der er verdensklasse snorkling lige ved stranden ved Ningaloo Revet og på samme tid hvidt sand og lavt vand i bugten.
Det var et perfekt sted og vi ville gerne være blevet der lidt længere, men dagen før fik vi bekræftet, at vi kunne få arbejde som frivillige ved et delfin sted længere sydpå. Så for at nå Monkey Mia (delfin-stedet) skulle vi tilbage på vejen igen samme eftermiddag.
Vi fyldte bilen op med mad og fornødenheder i Carnarvon og kørte så videre sydpå. Torsdag fik vi kørt 412 km.

Stenbukken skulle lige have et lille hop, da vi nåede stenbukkens vendekreds.

Stenbukken skulle lige have et lille hop, da vi nåede stenbukkens vendekreds.

Fredag nåede vi til Monkey Mia lige i tide til vores aftale. Vi besluttede at arbejde der frivilligt i 5 dage. Kørte 281 km den dag.

Video fra den nordlige halvdel af vest Australien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *