Margaret river & sydvest kysten

Mandag 27 oktober

Da vores søndagstur ikke blev så vild, vågnede vi begge uden tømmermænd. Vi tog et hurtigt bad og sagde farvel til Tim, før vi forlod Perth.
Næste mål var den sydlige del af vest Australien, som mange australiere mener er det smukkeste område i Australien! Så vi var begge meget spændt på at se om vi også ville syntes det. Efter de sidste dages alkool, blev vi enige om, ikke at drikke før vi nåede Adelaide.

Possum skilt!

Possum skilt!

Vi havde vores første stop i Mandurah, en rolig og meget smuk by, som er mest kendt for sine pensionist boliger. Efter en hurtig frokost ved esplanaden, der bestod af wraps med dåsetun, blandet salat, dåse ananas og en dejlig dressing (vores favorit frokost når vi kører), kørte vi mod næste planlagte stop, som var ved en gratis rasteplads omkring 150 km længere mod syd. Vi mente at vi var nødt til at dele turen op i to, da vi begge var meget trætte.

AUS_5755

Men efter en lille god lur og lidt mere kørsel, nåede vi alligevel ned til området, hvor rastpladsen var. Her fik vi en god overraskelse – ligesom vi kørte rundt for at finde den gratis rasteplads, besluttede vi at tage en tur til stranden først, da vi stadig havde 2-3 timers dagslys tilbage. Lige da vi kom op fra stranden, dukkede en mand og hans datter op i deres 4 hjulstrækker og straks spurgte han, om vi ville slå lejr her. Det var bedre at køre  lidt længere ned ad vejen, da det var ulovligt at overnatte her, fortalte han. Vi fortalte ham, at vi var på vej til den gratis rasteplads, så vi ville ikke overnatte ved stranden.

Efter lidt snak frem og tilbage, endte han med at tilbyde os, at vi bare kunne slå lejr på hans jord, hvis vi ønskede det. Selvfølgelig ville vi gerne det. Nye eventyr er lige os og alle de rare og hjælpsomme australiere kan vi ikke få nok af. Vi fulgte ham ca. en km. ned ad en privat grusvej og endte foran hans hus.

Ians kæmpe store grund var fyldt med alt mellem himmel og jord.

Ians kæmpe store grund var fyldt med alt mellem himmel og jord.

Vi skulle bare se os omkring, mens han lavede te. Ian – den flinke mand – havde omkring 30.000 tønder land jord her, herunder en mindre grøntsags/frugtplantage til ejet brug og en dejlig sø lige uden for huset. Det er den slags ejendomme jeg altid har drømt om.
Efter at han havde vist os rundt i haven og huset, gjorde vi vores seng i bilen klar til natten og begyndte at lave vores aftensmad. Vi ville starte med en hurtig forret for første gang på turen, da vi begge var meget sultne… Lige da vi havde åbnet en dåse græskarsuppe, kom  Ian ud fra huset og sagde, at da skulle spise sammen med dem. Sådan en rar fyr! Hans samlever, Jude, havde taget en lur efter nogle hårde arbejdsdage. Så vi hyggede os med ham, og hans yngste datter – Courtney.

Jude, Ian og den yngste datter Courtney.

Jude, Ian og den yngste datter Courtney.

Det endte med at blive en fantastisk aften, med lækre lammekoteletter, salat og kogte kartofler i olie og fennikel. Og så fik vi den bedste vin på hele vores tur, en lokal fremstillet Barolo rødvin …. Jeg var solgt! Ohh yeah og til dessert frisk vandmelon med yoghurt ! Det var luksus. Kørte ialt 220 km den dag. Og vores alkohol stop, varede ikke mange timer.

Tirsdag den 28. Oktober

Efter en god nat søvn, et varmt brusebad og afsked med de søde mennesker vi havde boet ved,  startede vi vores tur i Margaret River regionen. Regionen, hvis ikke det bedste australske vinområde , så absolut et af dem. Der er vinmarker og vingårde overalt og imellem dem, er der små producenter af cider, nougat, honning, is, chokolade, ost, olivenolie…. de har alt! Bedst af alt er, at på næsten alle disse steder kan man få gratis smagsprøver.

Dyrelivet på vestkysten bliver bare ved med at overraske os!

Dyrelivet på vestkysten bliver bare ved med at overraske os!

Første stop var Busselton, hvor vi fik morgenmad og et kig på Busselton jetty, den længste træ- anløbsbro på den sydlige halvkugle… Det er muligt at se en masse maritimt liv, hvis man tager toget de 1,8 km ud af broen – men det kostede og vi ville nok ende med at blive skuffet, så vi nøjedes med at se på inde fra stranden. Der var generalt for mange turister og vi havde allerede set lignende steder i Australien, som var gratis – det her var bare at flå turisterne for penge, så nej tak!

Busselton Jetty

Busselton Jetty

Vi havde et hurtig stop ved en dykkershop i byen, for at høre mere om de 3 gode dykkersteder i området – men vi vurderede, at det ikke var værd at bruge penge på.

AUS_5839

Castle rock

Castle rock

Strandene blev bare smukkere og smukkere, for hvert stop vi gjorde.

Castle rock

Vores næste 4 stop, var på forskellige steder langs Geographe Bay, en meget smuk kyststrækning på toppen af Margaret River-regionen. Seværdighederne her var fine hvide sand strande og små til mellemstore kampesten spredt ud i det lavvandede turkisfarvede hav.

Eagle bay

Eagle bay

Eagle bay

Eagle bay

Eagle bay

Senere tog vi en en gåtur på 5 km omkring fyret på Northern Cape, kaldet Cape Naturaliste. Vi kørte derefter til Yallingup, en lille by kendt for nogle af Australiens bedste surf bølger. Men eftersom vi ikke så nogen surfere forsøge sig på bølgerne, fortsatte vi lidt mod syd, for at se om vi kunne nå en chokoladefabrik, før de lukkede. Vi nåede lige at smage nogle gratis prøver af deres varer.

Cape  Naturaliste

Cape Naturaliste

Cape  Naturaliste

Cape  Naturaliste

Vi endte med at se det vi ønskede i den nordlige del i dag. Det betød, at vi kunne køre 30-35 km  sydpå til en billig rasteplads, uden at skulle køre nordpå igen i morgen. På campingpladsen havde vi kænguruer til at hoppe omkring vores bord, mens vi lavede mad og spiste. Dyrene her var nogle af de sødeste  – og de forsøgte ikke at stjæle vores mad, som en masse af de andre dyr i dette land gør! 165 km den dag.

Yallingup beach

Yallingup beach

 

Onsdag 29 oktober

Jeg vågnede omkring kl 5 med alvorlig mavepine. Håbede at det snart ville gå over og forsøgte at få noget mere søvn. Men da solen begyndte at varme bilen op, måtte jeg op og til det nærmeste toilet. Ikke lang tid efter fik Lisbeth også nok af varmen  og vi begyndte at gøre klar til at køre igen  – det vil sige Lisbeth gjorde klar, mens jeg bare løb frem og tilbage mellem hende og toilettet …  jeg ville ikke være i stand til at deltage i nogle ting i dag. Jeg følte mig mere og mere syg for hvert minut, der gik. Lige da vi skulle forlade campingpladsen dukkede der en vagt op for at indsamle de 2 x 10 dollars for vores nat her. For pokker, hvis vi havde været to minutter hurtigere, ville vi have undgået ham og sparet 20 dollars!

Kænguruer fra morgenstunden!

Kænguruer fra morgenstunden!

Nå afsted med os og heldigvis så vi det meste af det vi ønskede i går, så i dag havde vi “kun” 5 eller 6 ting, vi ønskede at se. Vi startede med Prevally, en lille by med nogle store udkigsposter over kysten – perfekt til at sidde i bilen og have ondt af sig selv – ved siden af et offentligt toilet, mens Lisbeth spiste havregryn til morgenmad. Min privat chauffør kørte mig derefter til byen Margaret River. Men der var faktisk ikke noget at se, så efter en langsom køretur gennem byen, kørte min chauffør mig længere sydpå til det smukke Hamelin bay. En populær familie strand, fremragende til snorkel dykning, især når bugtens ikoniske attraktion kommer ind til kysten – rokkerne..
Vi kiggede os hurtigt lidt omkring, da jeg stadig ikke var helt på toppen. Vi endte vores rundrejse i Margaret River-regionen, med at køre til byen Augusta og videre ud til fyret på Cape Leeuwin – det  sydvestligste punkt i Australien. Der hvor det Indiske Ocean møder Sydhavet! Igen så vi nogle fantastiske, men grove landskaber, som tydeligt viste de store påvirkninger de vilde oceaner gennem tusinder af år, har haft på de store klippeformationer på land.

Margaret Mouth

Margaret Mouth

Margaret Mouth

Min chauffør forlod derefter Margaret River regionen for at finde et gratis campingområde til  eftermiddagen og natten. Så kunne jeg endelig give min ubrugelig krop det eneste, den havde  bedt om hele dagen – en seng og noget søvn… Det endte med at tage lang tid, da alle de gratis områder lå i den forkerte retning af hvor vi skulle hen. Men også fordi vi begge trængte til et varmt brusebad.
Så vi endte med at køre hele vejen til vores næste planlagte stop på ruten, Pemberton.
Her fandt vi en campingplads og en meget fin anvisning til morgendagens aktiviter. Efter at have besøgt herretoiletterne godt og grundigt, fandt jeg min store kærlighed, Lisbeth, på pladsens køkken. Klar med en sen frokost /tidlig middag og mit eneste måltid den dag. Wraps med tun, salat, avocado og dressing! Derefter tog vi de længste varme brusebade på denne rejse.

Der er virkelig gang i dyr og planter i denne del af Australien.

Der er virkelig gang i dyr og planter i denne del af Australien.

Vejret havde indenfor 3-4 uger ændret sig fra omkring 38 i nord-vest til en slags dansk sommer med 25-28 omkring Perth til kun mellem 20-25 her i den sydligste del af det vestlige Australien. Det er temperaturen midt på dagen, så når/hvis der er skyer og de stærke vestlige vinde ikke holder pause for natten, betyder det at eftermiddage, aftener og nætter er som dem, vi havde tilbage i Sydney, da vi startede vores lange tur med Augustini’erne… Kolde og vinter agtige.

Cape Leeuwin

Cape Leeuwin

Efter vores lange brusebade gik vi direkte i seng – Lisbeth med en film på den bærbare computer og jeg ledsaget af en hovedpinepille og en meget stærkere pille “Dolol”, som min kære mor gav mig et par ekstra af, da de besøgte os i Thailand i februar… Hvilket også var sidste gang, jeg var syg – jeg kan stadig huske den store forskel på, at have en natte søvn med og uden denne lille pille, når man er syg. Det tætteste, jeg kan sammenligne det med er: Fra helvede til himlen! Total km 278 kørt i dag.

Karridale, australien

Tæt på Karridale

Torsdag 30 oktober

Efter præcis den nat, jeg havde håbet på (sov ligesom en baby på sove medicin), følte jeg mig igen frisk. Det var tidligt, men det var godt, fordi vi ville klatre i det 61 meter høje karri-træ (The Gloucester træ), som denne lille by er kendt for, ja nok det mest berømte træ i WA!

the Gloucester tree

The Gloucester tree

Det gode råd, vi fik fra damen på pladsen i går, var, at hvis vi ønskede at spare nogle penge, skulle vi tage derhen tidligt, før opsynsmændene mødte ind eller sent eftermiddag, efter de er gået hjem … Og så tænkte jeg, at jo tidligere, jo større chance for at vi fik træet for os selv. Ikke fordi jeg ikke ønsker at dele erfaringer med andre, mere fordi der kun er én vej op og ned af træet. Og med Lisbeth, der ikke blir yngre eller mere frygtløs som dagene går – regnede jeg hurtigt ud, efter at have set billeder af træets trin, at hvis vi skulle klatre sammen, måtte der absolut ikke være folk der klatrede den modsatte vej af os!

the Gloucester tree
Vi var der omkring 7.30 og vi var de eneste … Første mission fuldført, men også den nemmeste… Da jeg så træet, var jeg ikke helt sikker på, at jeg ville klatre til tops alligevel, men jeg var sikker på at Lisbeth ikke ville nå mange trin op! Jeg tog fejl… meget.
De fleste gange, når jeg føler mig en smule presset, glemmer jeg det igen, når jeg ser frygten i Lisbeths øjne… Nå, hun ville have mig til at klatre forrest, men allerede da jeg var 6-8 meter oppe var Lisbeth kun kommet 3-4 meter op og den måde hun svarede på, da jeg spurgte om hun var okay og frygten  i hendes øjne, fik mig til at tro at hun allerede havde opgivet.

Nu var det bare et spørgsmål om tid, før hun ville kratre ned igen. Så kunne hun tage nogle gode billeder af mig oppe i træet. For selvom hun havde kameraet med op i træet var det ikke muligt at give slip med den ene hånd for at betjene det.
Nå, men jeg beroligede som sædvanlig. Denne gang om: Tag et skridt ad gangen – hold fokus hele tiden – aldrig se ned – sørg for at have et godt greb med begge hænder, før du tager det næste skridt – tænk over, hvor godt du vil have det, hvis du kommer til tops – samt husk på de gode billeder, du kan tage, når vi når op til platformen på toppen – og selvfølgelig altid svare: NEJ du vil ikke dø.

Grunden til jeg gør det: Jeg håber, at kunne flytte hendes grænser, hver gang hun står over for dem – som jeg ynder at gøre, fordi følelsen bagefter er ubeskrivelig god… Ligegyldigt hvilke slags grænser, vi taler om – så snart du føler dig lammet af frygt, er den største sejr bagefter, når du alligevel gør det!  Lisbeth er det perfekte eksempel på det og en god oplevelse for mig. Af flere grunde …

  1. Fordi hun flytter sine grænser!
  2. Fordi jeg var var med til at hjælpe hende til at gøre det.
  3. Når jeg fokusere på hende, så glemmer jeg min egen angst og flytter dermed mine egne grænser nemmere.
  4. Det er bareden bedste energi i verden, når det lykkes for os!
the Gloucester tree

Udsigten fra toppen!

Af en eller anden grund, som selv ikke Lisbeth kan beskrive, befandt vi os efter 10-15 minutter  på den øverste platform, i dette 61 meter høje Karri-træ. Med udsigt over den omkringliggende karri skov og dets trætoppe. Lisbeth fik et par billeder, men var stadig en smule bekymret over turen ned. For som ved mange af de andre ting, vi har gjort, er det at komme tilbage mange gange sværere end at komme frem/op – og det er sikkert tilbage jeg mener! Efter et stykke tid var vi sikkert nede igen. Men 3 sekunder før Lisbeth satte foden på fast grund igen, begyndte det at regne. God timing?! Igen gjorde vi det – ikke kun klatrede vi op og ned, men også før opsynsfolkene kom og ville have penge for det!

Video fra vores tur i Gloucester træet

Nu kan vi jo ikke få nok af gratis ting eller rabatter, så vi tog tilbage til campingpladsen for at få et dejligt varmt morgenbad – vi betalte jo for campingpladsen og check ud var ikke før kl 10. På vej tilbage stoppede vi i det lokale supermarked for at købe koldt mælk til vores morgenmad – men ændrede planerne og købte noget æg og bacon i stedet… Vi snublede over nogle kylling gordon bleu fra delikatessen, men datoen var overskredet dagen før, så vi tænkte, at hvis vi kunne få dem til halv pris, ville det være billigere og vi ville få mere mad! Da Lisbeth viste en ansat, at de havde nogle ting med udløbne datoer, blev han flov og tog det væk med det samme og undskyldte…
Han troede, Lisbeth var sur og irriteret over, at de havde sådanne sager i butikken. Ha ha. Så  spurgte hun, om han måske kunne sælge det til os billigere, da det var udløbet. Men han måtte ikke sælge os for gammelt kød – men vi kunne få det gratis, hvis vi ønskede! Tak… og så gik vi. Men før vi forlod butikken, købte vi en chokolademælk, bare for at betale for noget.

Tilbage på campingpladsen fik vi vores varme brusebad og specielle morgenmad bestående af kylling gordon bleu med pasta før vi var på farten igen. Vi glemte vores chokolade mælk i køleskabet, som vi forlod uden selv at smage på den!

Denmark

Det mindede os helt om Danmark her, bare uden regnen!

Første stop var faktisk ikke et stop, men en naturskøn 4×4 rute ad en usædvanlig kringlet vej gennem en karri skov. Vores første rigtige stop efter Pemberton var på Parry beach. Vi tog en gåtur omkring klipperne der adskiller stranden fra havet, tog nogle billeder og kørte videre – ikke noget særligt efter vores mening.

Denmark

Byen Denmark i Australien

Det næste sted var bestemt noget man ikke måtte gå glip af, når man er på disse breddegrader! Den lille by Denmark mest kendte attraktion: Elephant Rocks. Det er store elefant-formet kampesten der står i den lavvandede lille bugt.

Elephant rocks

Elephant rocks

Elephant rocks

Og blot et par minutters gang herfra, er Denmarks smukkeste strand, kaldet Greens Pool. Det er et stort klippe omkranset bassin fremragende til svømning og  snorkel dykning i det krystalklare vand. Vi brugte lidt tid her, fordi vi gik forkert på vores vej tilbage til parkeringspladsen, så vi endte ved Elephant Rocks igen, men de var lige så majestætiske anden gang  og vores dovne kroppe trængte til motion alligevel! Et virkelig smukt sted, et af de bedste vi har set, siden vi forlod Perth !

Ocean beach

Ocean beach

Kørte gennem den lille by, Danmark, mod Albany: Vi stoppede omkring halvvejs for natten på en gratis rasteplads ved Cozy Corner Beach. 286 km den dag..

Fredag 31 oktober

Nætterne bliver stadig koldere, det er nemt at føle. Om natten havde vi heldigvis noget læ fra havbrisen. Vi stod tidligt op og efter en vitaminindsprøjtning til bilen fra vores andet batteri kørte vi igen, på vej mod Albany. I løbet af de sidste to uger, er vores start-batteri blevet dårligere for hver dag, men der var stadig lige strøm nok til at starte den følgende morgen – men ikke længere. Ikke det største problem, både fordi vores andet batteriet stadig fungerer perfekt, som et reserve-batteri til at starte bil med og til at oplade alle vores elektriske ting med, såsom computere og kameraer. Vi havde allerede for flere dage siden planlagt at købe et nyt batteri, når vi kom til Albany.

Turtle, skildpadde skilt

Pas på disse sløve fætre, når de passere vejen!

Den næste store tur, vi havde i sigte var at krydse Nullarbor Plain, hvor der er 1181 km mellem de to nærmeste byer, så vi ønsker ikke at blive hængende med et dårligt batteri på denne strækning! Efter en times kørsel og omkring 100 vejarbejder på strækningen ankom vi til Albany. De næste par timer gik med at køre rundt til de forskellige autodele butikker, for at finde et batteri til den rigtige pris. Jeg fik et til 120 Dollars, monterede det og så startede Migaloo som et lyn igen!

torny devil

Første møde med en Tornede djævel, kaldet molok. Sekundet efter billedet var taget kørte en motorcykel over den.

Problem løst. Vi tjekkede det gamle batteri i butikken og det var faldet sammen, lige som jeg havde forventet… Ikke så mærkeligt med alle de hullede grusveje vi har krydset de sidste 20.000 km. Med Migaloo klar igen købte vi  noget mælk og fik sen morgenmad i bilen lige øst for Albany. Vi havde de sidste par dage haft let ved at gå hinanden på nerverne. Det talte vi om og kom til den konklusion, at vi begge var meget trætte af at se 5-10 nye ting hver dag, uden at være i stand til at akkumulere indtrykkene. Men også det faktum, at vi har været tæt sammen døgnet rundt de sidste 13½ måneder. Det kan godt være lidt hårdt.

På en meget øde rasteplads, ville vi tanke op med vand, og heldigvis for disse små fyre, kunne man ikke lukke helt for vandet, så der var også noget til dem.

På en meget øde rasteplads, ville vi tanke op med vand, og heldigvis for disse små fyre, kunne man ikke lukke helt for vandet, så der var også noget til dem.

AUS_6197

AUS_6202

Og afsted det gik efter de havde fået "tanket op".

Og afsted det gik efter de havde fået “tanket op”.

Så vi besluttede at køre direkte mod Esperance, hvor vi skulle forsyne os før den lange tur gennem Nullarbor ørkenen – og springe over et eller to steder i nærheden af Esperance, som vi  oprindeligt havde planlagt at se. Vi ville sætte noget musik på i bilen og ikke snakke i nogle timer, bare for at have lidt tid alene – selvom vi sad  lige ved siden af hinanden…
Ja, det er ikke, KUN en dans på roser at rejse verden rundt… Men næsten.

I Ravensthorpe fik vi mere brændstof på og fortsatte til den lille by Munglinup, hvor vi slog lejr for natten. En meget kold en var det  – og jeg havde nogle problemer med maven igen i løbet af aftenen og natten. Nok fordi jeg ikke havde spist meget de sidste par dage, men endnu mere, fordi jeg havde tvunget en dåse leverpostej ned, ledsaget af 600 ml. Coca cola… Det gav noget rumlen i sækken. Kørte 414 km den dag.

Roadtrains

Roadtrains stoppet for natten.

Lørdag 1. november

Stod op omkring kl 6 efter en meget kold nat. Kørte ind til Esperance og blev enige om, at vi fortjente noget særligt efter gårsdagens mavebesvær og den meget kolde nat, der fulgte. Så i stedet for vores normale mælk og havregryn til morgenmad købte vi frisk bagt brød, kødpålæg og en kakaomælk. Lisbeth er begyndt at have ondt i ryggen af at sidde ned hele tiden. Så vi fandt også en massage klinik, hvor hun kunne få noget hjælp. Vi tog morgenmaden i bilen og mens Lisbeth var til massage tog jeg en powernap på forsæderne.
Resten af dagen var allerede planlagt. KØRSEL!  Det var vores næste store udfordring… at komme over Nullarbor Plain ørkenen – som er en af de mest berømte og berygtede ture at køre i Australien.

Det er med at holde sig vågen her, så alle kommer uskadt fra a til b,  både os og dyrene!

Det er med at holde sig vågen her, så alle kommer uskadt fra a til b, både os og dyrene!

Fra vores udgangspunkt i Esperance til vores destination i Adelaide er der 2370 kilometer. Og selvfølgelig laver vi altid nogle afvigelser fra ruten, så vi sandsynligvis taler 2500 km for denne næste, men også sidste, lange tur af vores Australien rundtur. Fra Adelaide er der kun omkring 2000 km tilbage til Sydney.
Vi kørte resten af dagen, indtil vi løb tør for sollys. 557 km i alt.

Søndag 2. november

En endnu koldere nat igen. De sidste 3 nætter har vi lagt vågne i flere timer midt om natten, simpelthen fordi vi var for kolde til at falde i søvn igen. Næsten endnu mere belastende er det, at så snart solen står op over horisonten tager det ikke mere end maksimalt 2 timer, før det er så uudholdelig varmt i bilen, at vi nødt til at stå ud af den en gang imellem! Det er bare hårdt at køre i  ørkenen!

AUS_6248
I dag gjorde vi ikke meget andet end at køre og hælde brændstof på! I slutningen af dagen, da vi havde krydset grænsen til South Australia, stoppede vi til brændstof-optankning på Nullarbor rasteplads. Lisbeth havde læst at der skulle være nogle huler bag roadhouset, så efter at have fået dem  anvist, kørte vi de 10 km ud til den største hule, på en af de værste grusveje, vi har oplevet.

Isoleret og fladt = Nullarbor rasteplads

Isoleret og fladt = Nullarbor rasteplads

Hulen var midt i ørkenen, så uanset hvilken retning vi kiggede, var der bare helt fladt. Ikke at vi ikke har set det 1000 gange før på denne tur. Men det faktum, at vi var de ene steder og vi havde 307 km til den nærmeste by og vi var ved at kravle ned i hulen med vores pande lygter på, netop som solen var ved at gå ned over den flade horisont, gjorde det en oplevelse.

Det lugtede virkelig dårligt af flagermus dernede. Vi undersøgte noget af hulen sammen med edderkopper, firben og et par større “ting”, som vi ikke kunne se, kun høre, når de bevægede sig rundt i det høje græs lige ved siden til os. Da vi kom tilbage til bilen, lavede Lisbeth noget suppe  – ingen af os var ret sultne – nok på grund af for mange søde sager spist på turen… Selvom vi var midt i ørkenen og der var en ganske stærk vind, var det ikke så koldt. Vi havde en dejlig varm aften for første gang siden vi forlod Perth. Vi kørte 683 km.

Mandag 3. november

Endnu en dag på vejene, men mere vigtig end de andre, fordi vi besluttede at køre en 230 km omvej ned til Port Lincoln, verdens centrum for tunfisk!
Det har hele tiden været min plan at komme hertil, fordi det er det eneste sted i Australien, hvor du kan dykke og se store hvide hajer. Men desværre for mig, annullerede vi planen pga. af flere grunde – især prisen!
Ud over at være kendt i verden for at være det sted man kan dykke med store hvide hajer og det sted, hvor de mest skræmmende scener fra filmen “Dødens Gab” er filmet, er byen en stor fiskeri-by og kendt for sit sublime skaldyrs sortiment. Dette er grunden til, at vi tog herned alligevel. Lisbeth har talt om at få en god fiske middag på en restaurant, siden vi kom til vestkysten for mere end en måned siden. Det var ikke sket endnu, så nu havde vi besluttet at tiden var inde…

Endnu flere spektakulære udsigter mødte os denne dag!

Endnu flere spektakulære udsigter mødte os denne dag!

AUS_6285

Vi fik billig gas på bilen, da vi ankom i Port Lincoln. Autogas er et udbredt brændstof til biler i de sydlige stater, så nu kan vi få det overalt, modsat nordpå. Og priserne er næsten halvdelen af hvad vi betalt i Northern Territory. Det kunne vi lide! På tankstationen fik vi navnene på et par gode fiskerestauranter i byen og vi valgte Marina Hotel… ikke et dårligt valg.

Vi ruttede med pengene og fik hver et glas hvidvin. Lisbeth fik en stærk skaldyrsret med pasta. Kammuslinger og kongerejer indpakket i pancetta. Jeg valgte en atlantisk laks serveret på en bund af varm kartoffelsalat, citron smør sauce og friske asparges. Vi var i himlen! Betalte 65 dollars (338kr) ialt.

Fantastisk med noget ordentligt søfoder i Port Lincoln

Fantastisk med noget ordentligt søfoder i Port Lincoln

Vi var glade for at vi nu var nået 2500 km øst for Perth og solen gik senere ned om aftenen. Da vi nød vores middag på Marina hotel, havde vi sol indtil kl 20:30. Det er en ny rekord, siden vi begyndte at rejse… Yeehaa! Vi måtte køre omkring 80 km. nord for byen og mere end 8 km på en meget god grusvej, inden vi kom til en gratis lejrplads med toiletter. Den næste dag ville vi nå Adelaide. Denne dag kørte vi 799 km.

Video fra den sydlige del af vest kysten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *