Melbourne

Tirsdag 11. november

Vi rejste tidligt, pakkede de sidste ting i bilen og sagde farvel til Haley før hun tog på arbejde. Vi var på vej til Goolwa strand, hvor familiemedlemmet, Phil, fra festen sidste lørdag havde lovet  os en lektion i surfning. Han ville virkelig gerne have os til at surfe, lige så meget som han gjorde. Han var sikker på, at grunden til at vi ikke kunne lide at surfe, var fordi vi havde haft  dårlige instruktører.
Vi gav det en tredje chance og vi er glade for, at han ville bruge tid på os og forsøgte at få os til at lide det – og han gjorde det gratis.
På trods af de gode intentioner vi alle havde, havde Erik & jeg stadig ikke mod på det efter ca. en time i vandet. Phil ville næsten ikke tro, at vi ikke havde surfet mere før. Han sagde at vi var  natur talenter. Udfra vores kunnen, mente han at vi mindst havde fået 10 lektioner før. Selvom vi fik disse fine komplimenter og bølgerne var perfekte for nybegynder, nød vi det ikke som vi burde. Ingen af os fik den særlige fornemmelse af ren lykke når man fanger en bølge. Vi kender den følelse fra snowboarding, men ved surfing var den der bare ikke.

Surfing fik en tredje chance for a overbevise os, men uden held.

Surfing fik en tredje chance, men uden held.

Som skrevet før – der er for meget arbejde og du får for lidt sjov ud af det. Plus vi kan ikke lide at blive skyllet over af bølgerne hele tiden..
Nå, vi forsøgte det i det mindste og er nu 210% sikre på, at vi ikke vil bruge mere tid på det.
Tja, men Phil var en flink fyr og han tog os på en tur rundt i den lille by og viste os hvor Murray River munder ud i havet. Derefter kørte vi (os selv igen), lidt tilbage, ned til Victor Harbor (Ja, det er den korrekte stavemåde).
Lige ud for kysten var der en ø, Granite Island, som vi ønskede at udforske. Der var en træbro derover. Du kan komme derover enten ved at tage en hestetrukken sporvogn eller gå til fods.

Broen og den hestetrukket sporvogn.

Broen og den hestetrukket sporvogn.

Vi havde brug for noget motion, så vi valgte den sidste mulighed. Øen er kun 2,5 km i diameter og let at gå omkring på. Den vigtigste grund til at se øen, var at se de magiske små pingviner, men desværre er der ikke mange af dem længere. Der var tidligere tusinder, men antallet er desværre faldet drastisk det seneste årti. Uheldigt for os var der ikke store chancer for at se disse smukke skabninger. Under alle omstændigheder var øen storslået, med halvt begravede kampesten rundt omkring ved kysten. Igen facinerende at se bølgerne ramme stenene og igen se hvor magtfuld og fascinerende havet er.

IMG_2213

Granite island

Granite island

IMG_2216

Dette var det mest aktive, vi havde gjort i ugevis. Denne bil gør os dovne som f…! Resten af dagen kørte vi videre ned mod Melbourne.

London Bridge

London Bridge

AUS_6777Vores aftensmad var helt forfærdelig – uheldet skyldes min evige søgen efter nye smag og retter. Til at begynde med tænkte jeg at jeg kunne koge den dårlige smag af “kattefoder” væk, men det var stadig næsten uspiseligt. Hvad andet er der at gøre, end at tvinge det ned, og tænke på noget rart i mellemtiden!?
Tilsyneladende havde vi set skræk-filmen Wolfe Creek for tidligt. Et ældre par, der camperede ved siden af os, syntes jeg var sære. Jeg havde ikke nogen særlig grund til at tro det, men de hilste ikke på os da vi ankom og det var, hvad jeg baserede min mistænkelighed ud fra. Jeg vidste bare, at jeg ikke skulle have set den dumme film.

Onsdag 12. november

Heldigvis overlevede vi natten… Ha ha. Erik var optaget allerede i morges af folk der kontaktede ham om bilen, han havde sat til salg online. Der var en masse mennesker der var interesseret i den og han aftalte at mødes med købere allerede torsdag eftermiddag og fredag formiddag. Men på den anden side, vi ville ikke haste igennem den mest storslåede og fantastiske rute i Australien – Great Ocean Road.

IMG_2227

AUS_6802

Bortset fra at have verdensklasse surfing langs kysten (vi elsker at se på surfere) og rolige kystbyer, er ruten kendt for de verdensberømte stejle kalkstensklipper lige ved kysten (det er klipper du ikke kan  undgå at se i brochurer og på postkort fra Australien). Desuden har området Australiens største bestand af vilde koala-bjørne. Her var meget at se.
Umpherston sinkhole

Umpherston sinkhole

AUS_6744

Før vi passerede SA-Victoria grænsen besøgte vi Umpherston Sinkhole nær Mount Gambier. Denne sænkning opstod, da loftet i en kalkstenshule faldt sammen, forårsaget af bølger og vand fra havet. Mennesker har anlagt en naturlig forsænket have i sænkningen. Det er fantastisk flot og absolut en afstikker værd.

The Great Ocean road

The Great Ocean road

AUS_6819

IMG_2228

AUS_6766

Ja.... regn lige den ud.

Ja…. regn lige den ud.

Bagefter krydsede vi grænsen og begyndte vores tur på ‘The Great Ocean Road “. Vi gjorde seks stop ved kysten, hvor de tolv apostle er de mest berømte. Det er høje klipper, der er blevet tilbage efter havet har eroderet kysten. Alle steder vi standsede, bød på fantastiske udsigter. Ved synet af solnedgangen fra et udsigts punkt, syntes vi at vi havde fået så meget ud af det, som vi  kunne. Mens jeg skrev blog sørgede Erik for at vi fandt en god lejrplads ved Johanna strand. Vi gik i seng med det samme.

The twelwe apostles

Nogle af de tolv apostle

AUS_6830

Vi var desværre ikke helt enige med skiltet...

Vi var desværre ikke helt enige med skiltet…

Torsdag 13. november

Om morgenen fik vi kun børstet tænder, før vi forlod Johanna igen. Vi var igen på jagt efter mælk til vores morgenmad. Jeg trængte også voldsomt til et morgenbad.
The Great Ocean Road havde ændret sig fra udsigt over stejle kalkstensklipper til små blæsende bjergveje med stenede strande. Vi stoppede ved Kenneth River af to grunde: 1. For at få øje på de vilde koala-bjørne i området. 2. For at få et brusebad i Holiday Park.
Netop da vi ankom til den søvnige landsby troede Erik, at han så en hund i vejsiden. Men på den måde den gik, måtte det være noget andet. Til vores store overraskelse så vi, at det var en koala, der havde vovet sig ud til vejen.

Den sødeste lille lodne fætter vi nogensinde har set!

Den sødeste lille lodne fætter vi nogensinde har set!

Vi stoppede straks og jeg sprang ud af bilen for at tage billeder. Jeg ville ikke skræmme eller stresse den stakkels fyr, så jeg holdt en rimelig afstand til den. Der var hegn ind til campingpladsen bagved, så koalaen havde svært ved at at flygte. Men den fandt en lille sti, der førte ind på campingpladsen, og der kunne den kravle tilbage op i træerne, hvor den hørte hjemme. Jeg var målløs – det var præcis, hvad vi gerne ville se – VILDE koalaer.

AUS_6960

AUS_6930

Vi parkerede nær campingpladsen og gik derind for at prøve at se flere af disse lodne, fantastiske og desværre uddøende skabninger. Erik så endnu en oppe i et træ – vi brugte ganske lang tid på at se på den. Det var fantastisk. Vores brusebad var ikke så stor en succes. Dørene var låst, vi skulle betale for det! Høje på oplevelsen med koalabjørnene forlod vi parken uden et brusebad.

AUS_6981

Farverige fugle var der også nok af.

Farverige fugle var der også nok af.

AUS_6991

Næste stop var vores morgenmads stop, og vi fandt en “billig” $ 3,2 (16,5 kr) mælk til vores havregryn. På ferie centereret bag kiosken gik jeg ind for at betale for et brusebad. Men her var heldet heller ikke med mig. Jeg fik ikke mit tiltrængte brusebad, fordi der ikke var adgang for folk, der ikke boede på feriecenteret. Kort tid efter reserverede Erik et vandrehjem til os i Melbourne. Gode nyheder – nu blev vi da vasket på et tidspunkt!
Efter en lidt kaotisk tur gennem byen i myldretiden, fandt vi til sidst Hotel Oslo i St Kilda, Melbourne. Et sært hotel med en meget uindbydende facade og ingen medarbejdere til at modtage os. Vi spiste vores frokost i det fælles køkken, mens vi ventede på at personalet kom tilbage. Da de kom tilbage fra deres kaffepause, fik vi tilbudt et dobbeltværelse til bare $ 6 mere end sengesals-senge (50 $ i alt = 260kr). Det var perfekt, da vi var nødt til at tømme bilen, for at få den rengjort og klar til de fremtidige ejere. Efter lidt køren rundt i St. Kilda i et stykke tid, fandt vi til sidst en bilvask, hvor vi fik vasket bilen og tørret den over, så den skinnede som en splinterny – der var ikke et øje tørt, da vi var færdige.

Australierne påstår at de kører i den rigtige side af vejen, men hvorfor skal de så vise skilte der fortæller hvilken side du skal køre i ??

Australierne påstår at de kører i den rigtige side af vejen, men hvorfor skal de så vise skilte der fortæller hvilken side du skal køre i ??

Aftenen tilbragte vi i vores nye hjem/værelse, hvor Erik begyndte at blive nervøs for om vi kunne få den fulde pris for bilen. Nogle interesserede havde meddelt, at de allerede havde købt andre biler. Så der var færre købere, hvilket betød at det ville være svært at sælge bilen til den fulde pris.
Vi var begge spændte på den næste morgen, hvor Erik havde arrangeret at mødes med tre par, der stadig syntes meget interesserede. Vi fik kebab som sen aftensmad og gik i seng opsat på at komme af med Migaloo den næste dag.

Video fra the Great Ocean road

Fredag 14. november

Erik var ikke engang sulten om morgenen- han var alt for spændt. Vi mødtes med de første interesserede kl 9:30. Et ungt tysk par, der boede i Melbourne i øjeblikket, men ville starte deres rejser rundt i Australien i begyndelsen af December. Vi vidste allerede, at de havde set andre biler, så vi troede, at de ville være kræsne. Især da der stadig var et par uger indtil de havde brug foren bil.

Vi viste dem, hvordan sengen var indrettet og de prøvede den og heldigvis var de ikke højere end os. Så den passede dem lige præcis. Vi viste dem lagerpladsen i bilen og alt udstyr, der fulgte med. Den tyske fyr fik en prøvetur med Erik ved sin side. Og bagefter prøvede den tyske pige den, med mig som passager… Da vi kom tilbage til fyrene, kunne vi se, at begge tyskere havde svært ved at skjule deres begejstring. De vidste, at de var nødt til at beslutte sig hurtigt, da Erik allerede havde fortalt dem, at der kom flere, der skulle se bilen. De udvekslede hurtigt lidt tysk, vendte sig mod os og sagde, at de ville købe bilen.
Jeg spurgte, om de var sikre, men de syntes sikre på deres beslutning. Jeg spurgte også, om vi skulle mødes i morgen og ordne papirarbejde og pengeoverførslen – men Erik greb hurtigt ind og sagde, at hvis de havde tid nu, så troede han at vi skulle gøre det samme. Hans  erfaringer har lært ham, aldrig at give folk tid til at genoverveje, når de allerede har besluttet sig… Heldigvis var det i orden med dem, at finde ud af det med det samme. Mens Erik og den tyske fyr gik, kørte jeg og pigen bilen til banken. Da de havde hævet pengene ($ 5000), tog vi til deres hus og ordnede papirarbejdet. Vi gav hinanden hånden og ønskede dem det bedste for deres rejse.

Farvel til Migaloo

Farvel til Migaloo

Vi var lettet over at slippe af med bilen så hurtigt, og endda tjene penge på den (vi tjente lidt mere end $ 2000 på den). Det har været en hård og lang rejse rundt  i det kæmpe store land. Verdens længste motorvej, hovedvej 1 er 14.500 km. Når du kører turen mod uret, som os, er den  6,5 km kortere, fordi man kører på den indre vejbane hele vejen rundt. Med alle vores omveje og små ture væk fra motorvejen, endte vi med at køre ca 25.000 km i Migaloo.

Det var ikke bare glade dage. Til tider var det som om vores køretur var en for stor mundfuld for os, og den føltes uoverskuelig fra tid til anden. Nu vil vi ikke være uden den og vi ville ikke have været i stand til at afgøre, hvilke ting vi ønskede at se – fordi vi ville se dem alle, ligesom vi gjorde. Så det har været den rigtige beslutning for os, og næste gang vi kommer til Australien, ved vi, at VESTKYSTEN ER BEDST..

Vi forlod Migaloo og dens nye ejere. Det var tid til offentlige transport igen. Vi købte et par billetter til sporvognen og til sidst fandt vi vejen tilbage til Grey street i St. Kilda. Vi stoppede ved en bottleshop på vejen til vandrerhjemmet og købte 4 liter billig rødvin – det var tid til at fejre. Mens Erik stod ved skranken for at betaler, mindede  jeg ham om at få kontanter hævet, så vi kunne betale for vores indkvartering. Erik sagde det ikke var nødvendigt, selvom vi begge talte om det i morges. Han gav mig tid til at gennemtænke situationen, men det hjalp ikke. Det var ikke før han mindede mig om, at min pung var fyldt med 50 og 100 $ sedler, at jeg kom i tanke om, hvorfor det ikke var nødvendigt at skaffe kontanter  … dumme mig, jeg rendte jo rundt med 5000 dollars!

Tilbage til den offentlige transport igen.

Tilbage til den offentlige transport igen.

Vi gik tilbage til vandrerhjemmet, og mens jeg tilberedte vores sidste dåsemad fra bilen, gik Erik  til den nærmeste Westpac Bank med de fleste af pengene fra bilsalget. Aftenen gik med at drikke vin og skype med min ven Musse. Vi var virkelig glade for, at vi endte med at tjene penge på bilen, selv om vi havde haft den i 5 måneder og kørt over 25.000 km er i den.
Vi endte aftenen på Carlisle Street, hvor der var feststemning i gaden. Erik slugte en stor burger og jeg fik fish’n chips, inden vi flygtede fra den støjende gade og tilbage til vores værelse.

Melbourne's kystfront

Melbourne set fra St. Kilda’s lange bro.

Lørdag 15. november

Vi startede dagen med at skype med mine forældre. Vi var 10 timer foran nu, så det var sværere at komme i kontakt med hinanden, ikke umuligt, det behøver blot at være arrangeret forud. Det var allerede middag før vi fik morgenmad, så halvdelen af dagen var allerede gået, men det var godt at blive opdateret med nyheder hjemmefra og vi havde ikke planlagt at lave meget alligevel.

De små nuttede pingvinunger.

De små nuttede pingvinunger.

Vi gik en tur i St. Kilda. På molen er der en koloni af over 1000 små pingviner, så selvfølgelig gik vi derude, med håbet om at få øje på nogle af disse søde dyr. De lever under de store sten, som danner St.Kildas boldværk. Undervejs derud fandt vi ud af, at det bedste tidspunkt at se pingvinerne på, er omkring solnedgang og solopgang. Grunden til dette er, at de voksne svømmer ud om morgenen for at fange fisk hele dagen, til sig selv og deres unger. Ved solnedgang vender de hjem og mader ungerne. Det var midt på dagen, da vi var der, så ikke store chancer for at se pingviner.

Hurtigere end lynet/blitzen!

Hurtigere end lynet/blitzen!

AUS_7040Men det gode var, at der ikke var nogle mennesker derude, så vi havde masser af tid til at se efter ungerne mellem alle klipperne – og vi fandt faktisk 5-6 pingviner, så vores mission var udført.

St. Kilda broen

St. Kilda broen

Vi forlod derefter den kolde vind på molen og vandrede gennem gaderne i St. Kilda. Vi så den lille forlystelsespark på Esplanaden, kaldet Luna Park – ikke spændende overhovedet!

Luna park.

Luna park.

Vi havde endelig spist resten af vores dåsemad, så i aften var det tid til at lave mad igen. Jeg lavede en stor portion grøn karry til stor misundelse for alle de andre backpackere i det fælles køkken. Mange af dem ved knap hvordan man koger pasta eller ris. Så de gik helt i stå i et par minutter, da jeg pakkede alle grøntsagerne til vores thailandske ret ud og begyndte at tilberede det.
Vi endte med at spise på samme tid som de andre, der kun lavede pasta. Mange af disse unge mennesker havde sandsynligvis aldrig lært madlavning, før de begyndte at rejse!
Så selv det at lave pasta er lidt svært for dem… Dagen før så jeg en ung pige koge pasta, men da hun skulle salte det (som en masse aldrig gør), hældte hun to håndfulde salt i pastaen …

Jeg ville godt have set deres ansigter, når de smagte på det! Min grønne karry var den bedste til dato. Jeg prøver stadig på at  forbedre den,

Natten blev brugt på at drikke den anden halvdel af vores 4 liters rødvin og flytte rundt på vores ting. Det var begyndt at regne udenfor og vi havde tilsyneladende et par utætheder i loftet.

Søndag 16. november

Vejrudsigten forudsagde overskyet vejr og regn – som gav os den perfekte mulighed for at få opdateret vores rejseblog. Vi tilbragte dagen på Peter Pan’s rejsebureau og brugte deres gratis wifi-forbindelse.
Erik reserverede fly billetter til Fiji og undersøgte alt muligt, mens jeg gjorde det hårde arbejde – at få opdateret bloggen på nettet. Desværre er det ofte et mareridt. Mest på grund af at jeg nogle gange ikke kan sætte tekst ind til billederne, billederne bliver fjernet uden grund og skrifttypen ændrer sig fra den ene til anden osv. osv. Det er virkelig frustrerende og med mit temperament, en dårlig kombi!

På aften tur i Melbourne.

På aften tur i Melbourne.

Klokken blev næsten 17, før vi fik vores frokost, som bestod af rester fra dagen før. Da var jeg allerede blevet sur over problemerne med bloggen og det blev ikke bedre af at vores frokost var blevet udsat. Det gav lidt unødvendig diskussion, som ikke stoppede,før jeg havde fået noget at spise.
I meget bedre humør, efter at have spist, besluttede vi at se noget af byen. Vejret var ændret til det bedre og vi havde stadig 3-4 timers dagslys, masser af tid til at kikke os omkring og se en anden forstad. Vi tog den gammeldags sporvogn til Richmond.

Richmond

Richmond

AUS_7092

Det er lidt kompliceret at rejse i denne by, i forhold til andre store byer, fordi de fleste af sporvognene ikke har nogen højttalere, der annoncerer navnet på næste stop og kortene viser ikke alle stoppestederne. Når vi kørte med sporvogn, kunne vi ikke finde ud af nogen anden måde, end at fortælle chaufføren, hvor vi ønskede at stå af og samtidig kontrollerede Erik vores position på sin telefon. På den måde lykkedes det os at komme af på de rigtige steder. Selv på en kold søndag eftermiddag, var hovedgaden i Richmond livlig og der var masser af liv på barerne (søndags sessions igen).

AUS_7084

AUS_7085

Melbourne kunst!

Vi gik på gaden og fik iagttaget en masse mennesker. Vi var faktisk lige i stemning til en lang spadseretur, men billige drinks fik os til at stoppe ved en bar og sidde ned en stund. Efter endnu en lille spadseretur, var vi begge blevet sultne, men kunne ikke beslutte hvor vi skulle spise.

AUS_7093

Restauranterne var ved at lukke, så vi havde ikke alle de muligheder, vi havde håbet på. Endelige beslutning faldt på Nandos (en portugisisk fødekæde). Det var okay, men vi huskede det som bedre, sidste gang vi fik det i Kuala Lumpur. Sporvognene stoppede før midnat og vi nåede hjem med en af de sidste.

Mandag 17. november

Jeg var ivrig efter at prøve Restaurant Sporvognen, der kører dig rundt i byen, mens der serveres 3-4 retters aftensmad eller middagsmenu ombord. Til min skuffelse var den fuldt booket hele ugen ud. Det var en skam, men der var ikke noget at gøre ved det. Vi kunne ikke have reserveret det på forhånd, fordi vi ikke vidste det eksisterede, før vi kom her. Jeg bebrejder bogen Lonely Planet!
Under alle omstændigheder kom vi tidligt op, omkring kl 8, fik vores dejlige morgengryn og kørte  med sporvogn til bymidten. Touristbureauet havde små kort over gåture i byen. Vi var især interesseret i ”laneway”-turen og ”arkade”-turen, som så vidt jeg vidste, var Melbournes “varemærker”. På turene passeres de store café miljøer. Vi var ikke ligefrem sultne endnu, så vi begyndte på Federation Square, hvor vi besøgte det australske center for levende billeder. Et center dedikeret til levende billeder i alle former fra de sidste par århundreder. Da vi kom tilbage ud i dagslyset, tog en tur langs Yarra-floden og krydsede de forskellige broer. På den ene af dem var der en tavle med oplysninger om den udenlandske befolkning i landet. Sidst opdateret i 2001. Den danske befolkning dengang var 47.666 personer.

Broen over Yarra floden.

Broen over Yarra floden.

Det var svært at finde ud af vejret den dag. Vi pakkede vores jakker ud flere gange, men kun for at pakke dem væk et par minutter efter. De siger, at Melbourne kan have fire sæsoner på én dag, og der er helt sikkert noget om det. Vi startede vores laneway-tour nær floden og den førte os gennem hjertet af byens restaurant og caféområde, som også er hjemsted for nogle af de bedste gallerier og barer i byen. Vi vandrede ind og ud af små gader, passager og under arkader. Her var fyldt med caféer, byens største café miljø lå derinde. Nogle af caféerne er så små, at du næsten ikke kan vende dig rundt derinde. Det var meget intimt og man glemte alt om personlige rum, når man spiste og drak.

AUS_7094

IMG_2343

Vi sad på en af disse caféer (Olio) ved siden af passagen og caféen på den anden side, var ikke  mere end en meter væk, så det giver en idé om, hvor knebent det var, når folk gik forbi. Maden var lækker. Erik fik en pizza og en øl, og jeg en reje/chorizo salat og hvidvin. Folk kunne ikke lade være med at kikke på vores mad, når de gik forbi. Det er et menneskeligt instinkt tror jeg og overraskende nok, blev vi ikke irriteret over det.

AUS_7099

AUS_7100
Der var travlt på hvert lille café og tjenerne arbejdede for lønnen. Du ville bebrejde dig selv, hvis du kom søvnig eller uoplagt på arbejde som tjener her. Det må ikke være sjovt! Den service vi fik, var i verdensklasse i forhold til den pris, vi betalte (59 $ = 307kr). Denne madoplevelse var bedre end jeg havde turdet håbe på.
Bagefter gik vi videre langs flere smukke og særprægede gader og gyder. Vi endte vores tur tilbage ved besøgs centeret på Federation Square. Solen dukkede endelig op og bortset fra at vi havde for meget tøj på, var det rart at sidde i solen og nyde den lidt.

Mere kunst...

Mere kunst…

AUS_7112

AUS_7102

og flere hyggelige gader og stræder.

Tilbage på vandrehjemmet, efter at have stået af sporvognen et stop for tidligt, hvilede vi vores gamle kroppe i sengen med en film. Mit knæ er begyndt at gøre ondt, når jeg går langt. Måske fordi vi ikke træner i øjeblikket, så mine såkaldte muskler er blevet til fedt, efter at have siddet i en bil så længe … Eller måske bare fordi der er noget andet galt .. Alder! Det er helt sikkert tid til at blive lidt mere aktiv igen!
Vi havde ikke fået nye venner eller kontakter på vandrehjemmet. Det har været lidt svært, fordi de fleste talte fransk og de har tendens til at være sammen med deres egne. De fleste af dem var også absolut dårlige til engelsk. Så for os krævede det en stor indsats, fordi de næsten ikke forstår, hvad vi siger. Vi havde bøvl med at snakke med dem hver eneste gang vi forsøgte.

Resten var tyskere og de syntes også at rejse sammen, så de var også svære at komme i kontakt med. Vi orkede ikke at prøve!
Ved solnedgang gik vi, mig lidt haltende, ned til St. Kilda Pier for at se pingvinerne komme på land med deres fangst og gylpe det op til deres unger, som havde ventet hele dagen. Der var tæt pakket med folk, så efter at have set et par pingviner komme ind fra bugten, forlod vi stedet igen.
Aftenen gik med at pakke vores ting i indkøbsposer. Gennem en besked som Erik havde lagt på nettet på Gumtree.com, havde han fundet kørelejlighed fra Melbourne til Sydney næste morgen. Det var en fyr, der skulle i samme retning som os. Han ville bare dele udgifterne til transporten. Han havde planlagt at leje en bil og køre til Sydney, fordi han hadede at flyve. Vi skulle ikke betale 2/3, men kun $ 50 hver. Så ville han være glad. En bus ville have kostet os $ 90 hver og ville have taget meget længere tid, så det var en god løsning for alle.

Tirsdag 18. november

Det var næsten pinligt at forlade vandrerhjemmet med alle vores sigøjner-tasker. Heldigvis sov de fleste stadig på det tidspunkt, vi rejste. Den kinesiske fyr, Gen, der hentede os kikkede lidt mærkeligt på vores poser, men var høflig nok til ikke at sige noget. Erik fortalte ham, hvorfor vi havde poserne, men det hørte Gen ikke, for lidt senere sagde han høfligt, at han troede det ville være lettere for os at rejse, hvis vi købte en kuffert stedet for otte poser. Vi fortalte ham så om vores situation, og hvordan vi solgte bilen hurtigere end forventet og at vores rygsække var i Sydney. Så forstod han pludseligt det hele meget bedre…
Vi var glade for, at vi ikke skulle ses udenfor med vores ting mere end én gang mere, før vi kommer tilbage til vores elskede rygsække. Gen var en dejlig fyr, der havde boet 16 år i Australien nu, selvom han ikke har glemt alle sine kinesiske manerer. For eksempel satte han sit brugte tyggegummi på instrumentbrættet i den lejede bil og mærkatet fra æblet han spiste, blev placeret på rattet…

Vores flinke chauffør fra Melbourne til Sydney

Vores flinke chauffør fra Melbourne til Sydney

Vi ankom til Malene’s hjem i Sydney forstaden Ashfield omkring kl 19.30 og blev godt modtaget af hende. Så rart at være tilbage! Malene havde en anden dansk backpacker boende hos sig, i det værelse vi boede i sidste gang, vi var her. Nu havde hun bedt sin søn, Adam, om vi kunne låne hans værelse i 1½ uge? Det havde han accepteret.

Efter at vi havde båret alle vores sigøjner tasker op til værelset, var Malene klar med en flaske

rødvin til os… Den flaske varede ikke længe, så en anden blev åbnet – og så kom en af Malenes venner sammen med en tredje flaske rødvin, så aftenen endte i en fest, hvor vi fik løst alle verdens problemer. Malenes ven Mary var en af de sjoveste personer, vi har mødt i lang tid. Vi grinede vores lunger trætte, på grund af alle hendes skøre historier og ikke mindst den måde, hun fortalte dem på… Sådan en god aften – der endte med en god fordeling : 4 personer = 4 flasker rødvin.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *