Sidste uge i Danmark!

Én uge til afgang…

Der er nu en uge til vores endelige afrejse fra Danmark. Vi har siden vores første backpacker rejse haft en enorm stor udlængsel til at komme afsted igen.

Den første tur har plantet et stort frø i os, det har spiret og vokset sig større dag for dag. Vi har haft svært ved at falde til ro herhjemme, og efter mange overvejelser om hvorvidt vi skulle følge strømmen med at få børn, bil, hus og sidde i lån til op over begge ører, fandt vi ud af, at der er ting som er vigtigere for os, nemlig at rejse.

Så denne gang rejser vi afsted uden en retur billet. Vi har en drøm om at skabe en levevej ude i verden, en fælles drøm om på sigt at købe et stykke jord og opbygge vores egen restaurant, guesthouse, dykkerbutik eller måske endda et slags resort. Men til at starte med, vil vi arbejde som frivillige på forskellige destinationer verden over. På den måde får vi et godt indblik i hverdagen, kulturen og reglerne/lovene i de pågældende lande.

DSC00815Et af de første skridt på vejen, er at uddanne os til dykker instruktører, da vi deler en kæmpe passion for havet og alt hvad dette rummer.

Vi har rent ud sagt, ingen intentioner om at vende hjem til hverdagslivet i Danmark, men vi ved samtidigt heller ikke hvor vi ender, og hvad vi helt præcist kommer til at lave. Vi ved kun, at vi bliver nødt til at afprøve drømmen om at skabe et liv et andet sted. Vi vil hellere se tilbage og tænke, at det var vildt vi gjorde det, end at tænke tilbage og fortryde, at vi aldrig gjorde det.

At forlade Danmark på denne måde, er et stort skridt ud i det ukendte, når man ingen ide har, om hvor man ender. Det er en kæmpe beslutning og uvisheden er både dragende og skræmmende, ikke bare for os hver især, men også som par!  Vi skal nu finde os selv, i en verden uden vores venner og familier. Men samtidigt også have parforholdet til at fungere, på trods af at vi nu kommer til at være sammen 24/7.

Det sidste halve års tid, har vi solgt mere eller mindre alt hvad vi ejede af møbler, køkkenredskaber, pynteting, cykler… Alt! Der er ikke noget der ”holder os tilbage” mere. Vi har prøvet at have hus, bil, båd og alt det man nu har, så det er ikke fordi vi ikke ved bedre, men følelsen af ikke at eje noget og kunne udleve vores drøm, er enormt befriende. At gøre oplevelser og eventyr til en større del af vores liv, er det eneste vi kommer til at købe som vi føler os rigere af.

Vi har begge sagt vores job op, henholdsvis som ernærings assistent og mekaniker/handyman og vi siger hermed endeligt farvel, til det grå og stressede Danmark, og hej til et liv i skiftevis sandaler og svømmefødder.

singapore

Et liv hvor man ikke kun ”lever” i weekenderne, men hvor man nyder hver eneste dag livet bringer. Et liv med ingen destination…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *