Italien – Tanzania – Mozambique, 3 vilde rejsedøgn!

Tag med på vores vilde tur fra Dar Es Salaam i Tanzania til Pemba i Mozambique.

Læs om vores værste rejsedag til dato!

Selvom det er godt en måned siden vi rejste fra Danmark, så har vi ikke sådan rigtig haft en følelse af at være væk hjemmefra. I Tyskland og Østrig følte vi os nærmest på hjemmebane, og selvom støvlelandet var nyt og spændende for os, så var det først da vi stod i lufthavnen i Rom, at vi følte at vores rejse for alvor begyndte.

Backpacking Afrika

Så klar til Afrika som man kan være!

Søndag nat fløj vi med Ethiopian Airways. Det var en lang nat med gentagne forstyrrelser af nattesøvnen, mest chokerende var det at der blev serveret mad midt om natten, lige som størstedelen af flyet var faldet i søvn.  Trætte og udmattede ankom vi til Addis Ababa (hovedstaden i Etiopien), hvor forventningerne til lufthavns faciliteterne ikke var høje, men at vi ligefrem skulle sjoske rundt i store vandpytter indenfor på grund af utætte tagkonstruktioner, den havde vi alligevel ikke lige set komme. Vi blev dog gladelig overrasket da vi kom længere ind i transfer området og opdagede at der var liggestole til fri afbenyttelse. Her fik vi begge en god lur inden vi skulle med næste fly til Dar Es Salaam i Tanzania ca. 4 timer senere.

Addis Ababa Lufthavn

Lufthavnen i Addis Ababa, her blev ventetiden brugt meget fornuftigt 🙂

Der var betydeligt flere hvide ombord end vi havde regnet med, størstedelen skulle højst sandsynligt til Zanzibar og/eller Kilimanjaro. Jeg kan vidst godt sige med 110% sikkerhed, at ingen af dem skulle rejse over land til Mozambique. Det er vidst kun sådan nogle skøre eventyrlystne rygsækrejsende som os, der kan finde på det.

Tanzanian shilling

Tanzanian shilling

I Dar Es Salaam var der knald på varmen, lige fra døren i flyet blev åbnet op, og der gik ikke mange minutter før vi var badet i sved. Det føles godt og velkendt, på den svedige måde! Før vi kunne gå til bagagebåndet skulle vi selvfølgelig først have et visum, og det var ingen overraskelse at det godt kunne tage lidt tid, da vi skulle igennem flere led. Først blev vi, i køen, tjekket for om vi havde vaccinationen mod gul feber, så skulle vores immigrationspapirer afleveres et sted, et andet sted skulle vi betale 50$ hver for visummet (det behøver man ikke søge om inden, det gives ved ankomst), så var der ventetid på at få vores pas tilbage med gyldigt stempel og til sidst kunne vi så gå igennem paskontrollen og blive godkendt.

Royal Giraffe Hotel, Dar Es Salaam

Vores oprindelige plan var at finde frem til vores hotel med offentlig transport, men efter at have spurgt en lokal gut om hvordan vi kom til bydelen Temeke, hvor vores hotel var, og han efterfølgende spurgte om vi var sikre på, at vi ville med offentligt transport, blev vi alligevel lidt i tvivl om det nu også var det rigtige at gøre. Vi havde læst, at grunden til det er en dårlig ide, er på grund af pladsen, eller mangel på samme i de små busser. Busstationen var ikke lige til at se da vi kom ud af lufthavnen, og lige pludselig følte vi os rimelig usikre og totalt meget på udebane. Det lå i kortene at det blev en taxa vi skulle med. Vi fik forhandlet en rimelig pris synes vi selv: 25.000Tsh(75dk). Royal Giraffe Hotellet var udelukkende booket i Temeke, fordi busstationen hvor vi skulle videre fra næste morgen, lå lige overfor. (Man kan også tage bussen fra Ubungo busstationen i nord, men den er tilsyneladende meget stor og uoverskuelig).

Dar Es Salaam, Temeke, Tanzania

Der blev holdt godt øje med os!

Temeke skulle vise sig at være noget af et slumkvarter, så vi var lykkelige over vores beslutning om at tage en taxa. Det havde ikke været rart at skulle finde derhen i offentligt transport og tilmed have alle vores ejendele på os. Det havde været en noget hård måde at starte ud på. Hotellet var i sig selv fint nok, og det er uden tvivl et perfekt sted, hvis man som os, skal videre med bus sydpå kl. 06 dagen efter.

Temeke, Dar Es Salaam, Tanzania

Dette var synet fra vores hotelværelse.

Efter at have bragt vores ejendele i sikkerhed bevægede vi os over til bus kontoret for at booke vores billetter til bussen. Vi blev studeret nøje og det gik vidst ingens næser forbi, at vi tullede lidt rundt i gaden. Vi kunne tydeligt mærke at vi lige skal vænne os til det her liv igen, det føltes lidt utrygt på det tidspunkt, så vi vendte hurtigt snuden mod hotellet igen.

Temeke, Dar Es Salaam, Tanzania

Der er gang i gaden konstant, ingen kedelige øjeblikke her!

To teenagedrenge konfronterede os foran hotellet, og da de pegede på det kamera jeg havde i hånden og spurgte om et billede, blev Erik skeptisk. Han troede straks de ville have penge for at tage et billede af os, men det viste sig at de søde drenge bare ville have et ”selfie” med os alle 4 på, med deres smartphones. Det var en dejlig oplevelse efter vores lille vandretur.

Selfie med fremmede i Dar Es Salaam, Tanzania

Selfie med de 2 drenge

Med bus fra Dar Es Salaam til Mtwara

Kl. 06ish mødte vi op på bus kontoret og en flink fyr fulgte os hen til busstoppestedet. Bussen ankom cirka en halv time efter. Heldigvis havde vi plads reservering, så vi behøvede ikke at storme ind for at få to pladser ved siden af hinanden. Turen tog cirka 8 timer, med én kort tissepause midtvejs. Det var en lang og varm tur. Temperaturen i bussen svingede mellem 27 og 36 grader. Så det var varmt nok, dog kunne vi åbne og lukke vinduet som det passede os, så vi kunne selv regulere varmen lidt.

Guesthouse i Mtwara, Tanzania

Vores guesthouse i Mtwara

Billede med fremmede piger, Tanzania, Mtwara

2 piger der spurgte om de kunne få et billede med Erik.

I Mtwara takkede vi nej tak til alle svindlerne, der gjorde alt hvad der stod i deres magt, for at logge os i en taxa. Vi var blevet fortalt, at man sagtens selv kunne finde et guesthouse i nærheden, så det gjorde vi.

Gade køkken i Mtwara, Tanzania

Vi fandt et lille gade køkken da vi kom til Mtwara, her fik vi en afrikansk specialitet.

Chips my eye

Chips my eye, hedder specialiteten, og er hjemmelavede pommes, bagt ind i en omelet – smagte fantastisk. Pris: 2500 Tsh = 7,5 kr.

Et døgn i helvede

Vi var blevet vejledt om at møde op på busstationen tidligt om morgenen, for at komme med en minibus til floden, hvor en båd ville sejle os til grænseovergangen, så vi mødte op klokken kvart over 6, og her startede det hele dårligt ud. Vi blev omringet af folk der ville hjælpe os hen til den rigtige bus, mod betaling selvfølgelig, hvilket vi selvfølgelig ikke var interesseret i. Da vi på egen hånd efterfølgende fandt en minibus med navnet ”Kilamb” på forruden, gik vi ud fra der skulle have stået Kilambo, som var vores første milepæl, men der var ikke lige plads til O’et på ruden. Chaufføren vågnede op fra hans brandert lige som vi gik forbi ruden, og med rødsprængte øjne, og værtshus ånde, tilbød han os en plads i bussen. Det blev et klart afslag fra vores side. I stedet blev vi, efter noget tid, hjulpet frem til en anden bus, her ventede vi knap 2 timer på afgang, da minibussen først skulle være fyldt. I en meget fyldt minibus, en normal 10 personers, var vi nu 20 med fuld oppakning. Den tur havde vi regnet med skulle tage max en halv time, i virkeligheden tog det lige over 2 timer, på en usædvanlig hullede vej. Det var sån’ at man til tider var bange for om bussen skulle vælte om på siden, da vejen var så ujævn.

Bus Mtwara - Rovuma river

Første bus: Fra Mtwara til Rovuma floden

Vi blev sat af ved floden Rovuma vi skulle krydse, og blev omringet af svindlere, som alle prøvede at få så mange penge ud af os som muligt. I reglen skulle båden kun koste os max 10000Tsh (30kr) til sammen, men eftersom at vi SKULLE med den båd for at komme videre, så det var umuligt at prutte særlig meget med prisen som de vi krævede. De ville have 30.000Tsh (90kr), men vi havde kun 22.000Tsh (66kr) tilbage, så det var det de fik. Båden blev fyldt op til randen, jeg fik associationer til hvordan bådene blev fyldt i Titanic, men prøvede at lade være med at tænke for meget over det. Det var alligevel også svært med alle de mænd der stod og diskuterede højlydt om hvordan det hele skulle arrangeres. Bådturen kan tage alt fra 10 min til 1 time, afhængig af sæsonen og flodens bredde. Vi havde et kort afbræk i vores tur, pga. lavvande, vi blev sat af på en lille ø, og gik til den anden side af øen, hvor båden igen samlede os op. På fastlandet i ingenmands land, var vi endnu engang forvirrede over hvad vi skulle. Der var fyre der tilbød lift bag på deres motorcykler, og der holdte også en minibus, men der var ingen synlig chauffør til den. Vi var blevet fortalt af andre vestlinge at der gik minibusser fra floden op til grænsen og videre til næste store by, Mocaimboa de Praia. De havde samtidig sagt at vi nemt kunne gå til grænsen, så det besluttede vi os for og ville så arrangerer en minibus derfra.Vi gik lige i middagssolen, så det var bagende hedt. Det der skulle have været 1 km, viste sig at være lige over 5 km, uden nogen form for skygge og i bakkede terræn i løst sand. Heldigvis havde vi vand nok med til turen. Det var naturligvis en kæmpe lettelse, da vi endelig kunne se grænseposten. Nu skulle vi bare have den overstået, så skulle det hele nok gå.

Backing i Afrikas sol

5 km. march i Afrikas middags sol, med ca. 30 kg. hver

Den første mand som tjekkede vores pas, virkede sød og snak salig, og det gik smertefrit. De næste to vi mødte var nogle magtliderlige lømler, som bare ville have bestikkelse, vi spillede dumme og lod som om vi ikke vidste hvad de mente da de sagde ”soda” og ”juice”, som er kodeord for bestikkelse. Jeg hev vores tomme vandflasker op af tasken og sagde, at vi ikke engang havde vand til os selv. De bad os om at tømme vores små tasker, men de var ikke det fjerneste interesseret i hvad der var i taskerne, de prøvede bare at gøre livet besværligt for os, i håb om at vi så ville give dem noget ”juice”. Det skete ikke. I øvrigt havde vi også kun 800Mt (96kr), som vi skulle bruge på bussen. Den bus som ikke var der, da vi kom ud fra immigrationen!! Der var ingen hjælp at hente hos nogle af menneskerne omkring os. En flok unge knejte samlede sig foran os og tilbød motorcykel lifts indtil nærmeste by, Palma 45km væk. I følge Lonely Planet, var der ingen hæveautomater eller veksel steder der, så det var til ingen nytte for os. Desuden nægtede jeg også at sidde bagpå en motorcykel, i bagende sol, med 30 kg. oppakning, på noget man ikke engang kunne kalde for en vej. Kun for at komme ind til en lille landsby, hvor vi ikke vidste om vi kunne komme videre fra samme dag. Men på den anden side, vidste vi heller ikke hvordan vi skulle komme videre derfra hvor vi var. De magtliderlige lømler fulgte nøje med i hvad vi lavede. Vi stod noget tid og overvejede situationen. Håbede inderligt på at der ville komme et køretøj forbi vi kunne få et lift med, men der skete intet. Der var dødt i det lille samfund her ved grænseovergangen. Vi satte os op i skyggen og drøftede vores muligheder, som der ikke var mange af. Enten måtte vi betale os fra det i dollars og få nogle af alle de mørke øjne der stirrede på os, til at køre os i bil til nærmeste større by Mocaimboa de Praia, eller vi måtte væbne os med tålmodighed og håbe på at en minibus snart ville komme forbi igen. Bil muligheden var usikker og der kunne ske alt muligt på en sådan tur, afpresning osv. var det der gik igennem hovedet på mig. Men at vente på en bus var også risikabelt, for jo længere tid vi ventede, desto mindre var chancerne for at ville nå frem til en større by med overnatningsmuligheder, inden solnedgang. Det var virkelig en ubehagelig situation. Vi var så meget på udebane som vi kunne være. Vi følte ikke at det var til nogen nytte og spørge de mennesker omkring os, de arbejdede helt sikkert alle sammen sammen, og uanset hvad, ville de snyde os. Til sidst tog jeg mig sammen og gik op og spurgte ham fyren der havde tjekket vores pas, omkring en minibus. Hans svar var kort og kontant ”Vent, måske en time”. Hmm. Okay. Tørsten var begyndt at melde sig, men vi havde jo kun de 800Mt som var beregnet til bussen, og det ville være dumt at bruge nogle af dem. Så også der måtte vi lige væbne os med tålmodighed. De tanker der gik igennem ens hoved på det her tidspunkt, var kun overlevelses tanker. Det er uden tvivl den værste situation vi nogensinde har stået i, og vi har efter egen mening prøvet lidt af hvert. Tiden sneglede sig afsted, men lige pludselig ud af det blå kom der 4 biler nede fra floden af, som skulle i vores retning. Det var vores eneste og sidste håb om at blive reddet fra den her lorte situation vi var havnet i. Anden gang jeg bad om hjælp til at komme videre blev der først sagt nej, men da jeg sagde vi selvfølgelig gerne ville betale for det, var der straks en hjælpsom kvinde der sagde ja. Det var en privat hyrede bil, så hun kunne ikke fortælle mig hvad det ville koste, men hun lød meget sikker på at vi kunne komme med. Jeg turde ikke tro mine egne ører, slet ikke da hun sagde at chaufføren faktisk skulle til Pemba, vores endelige destination. Det var for godt til at være sandt. Vi slæbte vores baggage over til bilen og ventede spændt på at chaufføren kom ud fra immigrations kontoret, det her var virkelig vores eneste håb, og tanken om at han ville sige nej, gav mig tårer i øjnene, det ville jeg ikke kunne bære. Det tog noget tid inden han kom, men han var villig til at tage os med.

Mozambique, privat chaufør

Det var et mirakel! Vi var komplet ligeglade med hvad det ville koste, det havde ingen betydning, vi skulle bare væk herfra. Alle i bilen var imødekommende, specielt de 3 piger der var med, var ekstra snak salige.

Privat taxa, Mozambique

En af pigerne i den private taxa.

Vi pjattede og tog selfies med dem, og der var liv og glade dage. Kort efter afgang blev bilen sat på noget af en prøve. Den forholdsvis stejle bakke vi skulle opad havde en bund af løst dybt sand, og vores chauffør prøvede ihærdigt på at komme op, men uden held. Flere kom til for at hjælpe med at skubbe, men det var umuligt. Vi måtte ud af bilen alle mand og Erik og en anden lille gut løb så efter bilen og skubbede den op til tops.

Mozambique privat taxa

Vejen til Palma var i forfærdelig dårlig stand, det tog os lige knap to timer at køre de 45km, hvorefter vejen blev noget bedre. De rare piger stod af i Mocaimboa de Praia, og derefter var vi alene med chaufføren og en anden passager. Det havde været en hård tur for bilen på den hullede vej, så det kom ikke som nogen overraskelse, da venstre baghjul var løst og en hjulbolt var brækket. Dette forsinkede os endnu mere, da vi først skulle finde en mekaniker der kunne reparere det. Erik prøvede at forklare ham at vi godt kunne køre videre uden, bare de andre blev spændt godt, men han ville have den skiftet med det samme. Vi kørte lidt ud af byen for at få det fikset, og i takt med mørket faldt på fik vi pludselig en lidt mærkelig fornemmelse mht. til vores chauffør. Nu var de søde piger der jo ikke mere til at vi følte os trygge. Efter at have spurgt gentagne gange, fik vi langt om længe lov til at låne hans mobiltelefon. Vi fik kontakt til vores værter Gianni og Alex og meddelte dem at vores kreditkort og penge var blevet stjålet, og at vi håbede på at de kunne låne os nogle penge (3000Mt = 360kr.) til at betale for turen, når vi nåede frem. Dette sagde vi udelukkende fordi vi var utrygge i situationen, og vi ville virke mindre interessante når vi ikke havde nogen penge på os. Vi forsikrede dem ligeledes om, at vi var okay og var på vej, men det ville blive midnat inden vi nåede frem. Der var stadig 5-6 timers kørsel foran os på dette tidspunkt. Det var som om forsinkelserne slet ingen ende ville tage. Det korrupte politi holdte os hen, pga. bilen var registreret i Tanzania (men han havde jo fået den over grænsen, så det burde ikke være noget problem, men de skulle naturligvis have nogle flere penge ud af ham), så han fik en bøde, betalte og vi kørte videre i 10 min, inden han opdagede at han ikke havde sit kørekort på sig længere. Bilen blev gennemrodet, men vi fandt det ikke, så vi kørte tilbage til politiet for at finde kørekortet. Men uden held. Det var en mindst lige så træls dag for ham, som det var for os. Det var en mega lettelse endelig at se et skilt til Pemba, nu var der ikke langt igen – kun 200km. Aftalen var at han skulle sætte os af på Nzuwa Lodge, og det vidste han præcis hvor var, sagde han. Derfor kom det som en træls overraskelse at vi pludselig holdte inde i en lille mørklagt gyde midt inde i byen klokken 02 om natten. Det var her han boede og han regnede med, at vi blev hentet der. Han gik ind i huset og lod os vente i bilen i 20 min, hvor der gik de værste tanker igennem hovederne på os. Vi havde ingen telefon, så vi var jo nødsaget til at låne hans, for at høre om vi kunne blive hentet. Det fik vi heldigvis lov til, da han kom tilbage. Det viste sig at vi skulle være blevet sat af 10km ude af byen, for at komme ned til lodget. Han fik på portugisisk arrangeret med Alex hvor de skulle mødes, så han kunne få hans penge og vi kunne blive sat af. Shit en lang dag med mange op og nedture, mest det sidste. Men nu var vi i trygge hænder og det var ufatteligt befriende. Den dag fik vi nok af offentlige transport midler for det næste lange stykke tid. Det var godt nok det værste vi nogensinde har prøvet, og synes da vi har prøvet en del efterhånden.

Pemba beach, mozambique

Stranden ved Nzuwa Lodge

Det er dage som denne, som vi vil huske meget længe og sikkert tænke tilbage på med at smil på læben, når den kommer lidt mere på afstand. Det er samtidig disse oplevelser der minder os om, at backpacker livet ikke bare er strand, sol og kolde øl. Der er en bagside af medaljen. Så til alle jer derhjemme, som tror vi lever et liv i sus og dus, så er det her et godt bevis på, hvordan vores hverdag også kan se ud.

 Her er videoen fra disse 3 sindsoprivende døgn!

Hvis du skulle være af den meget eventyrlystne type og nu sidder hungrende tilbage og gerne selv vil prøve denne tur, så er her er mere detaljeret plan over hvordan vi gjorde, hvor vi boede, hvilke busser vi tog, hvad det kostede osv.

4 tanker om “Italien – Tanzania – Mozambique, 3 vilde rejsedøgn!

  1. Bettina Arknaes

    hold da op. Jeg sidder helt blæst tilbage i stolen herhjemme i stuen. Sikke en fortælling fra det virkelige rejseliv. Det er meget spændende for jer. Pas god på hinanden 🙂 og forsat god rejse.

    Svar
    • ingendestination Forfatter

      Tak Bettina, og ja det var også noget af en tur. Det var en af dem man husker længe.
      Vi har nu mødt flere rejsende og vi kan konkludere at vores tur var vildere end sædvanligt, hvilket giver os lidt mere mod på at rejse ud og se noget mere af Mozambique, når den tid kommer 😉

      Svar
    • ingendestination Forfatter

      Ja, det var nu også lige i overkanten af hvad vi var klar til, men det gik jo. Og nu er det, som med så mange andre mindre gode oplevelser, altid fint nok og måske også lidt sjovt – her bagefter! 😉

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *