Tiden flyver afsted, vi arbejder om dagen og hygger med kortspil og film om aftenen, så strandlivet går allerede sin vante gang. Men efter 2 hele uger på stranden, følte vi også det var på tide at komme ud og opleve lidt andet. Så vi tog et afbræk i den ”normale” hverdag og kørte med Alex ind til byen. Egentlig først og fremmest for at få styr på vores visum på immigrations kontoret. Hvordan det gik, kan du læse meget mere om lige her. Men også for at se lidt nærmere på byen på egen hånd.
Den gamle smadrede jeep – ladet med europæere
Paula og jeg
Vores dag startede ud med et behageligt besøg på restaurant Starfish, som ligger lige overfor immigrationen. Her sad vi og spiste brunch mens vi nød udsigten over Pemba’s havn og den turkis farvede bugt. Vi fik fyldt maverne godt op, inden Paula, Erik og jeg derefter gik på sightseeing.
På vej ud og opleve Pemba til fods
Det gamle marked som var byens midtpunkt da Portugiserne kom til byen står nu øde hen
Der er egentlig ikke det store at se i Pemba, men bare det at gå lidt rundt i byen og komme lidt væk fra lodgen var alletiders. Vi tullede rundt i en lille landsby, som kun er hævet få meter over havet. Ved højvande resulterer det i, at byen går i et med bugten, og alt affaldet, som til dagligt bliver smidt ned på stranden, ender oppe i Pemba’s gader. Men på en dejlig solskins dag, som den dag vi var der, var der kun en masse tør støv som vinden blæste rundt. Børn og voksne var meget venlige og hilste alle på os med smil og vink, og vigtigst af alt uden at overbeglo os.
En lille dreng tog Erik i hånden flere gange, og fulgte med os rundt på vores færden i de små tørre stræder. Vi så masser af biler, men ingen der på nogen måde ville kunne køre, de stod bare som pynt på gade hjørnerne. De blev brugt som et hæng ud sted for de voksne, og legeplads for børnene. Her er der ikke tusindevis af legesager at vælge imellem, så man må være lidt kreativ og få det bedste ud af det der nu er. Det var et interessant besøg for os, da det var første gang vi oplevede hvordan de lokale bor og lever.
Vi mødte masser af glade vinkende børn
Det er så sørgeligt at de ødelægger deres fine strand med affald
Jeg er vild med de små ler huse
Mit favorit billede fra Mozambique indtil videre
Dagens højdepunkt, både for mig og børnene
Erik’s ukendte søn, som absolut ville holde ham i hånden
I den bagende sol, gik vi videre på oplevelse ind imod Pemba ”midtby”. Vi besøgte det lokale frugt og grøntsags marked. Det var tydeligt at sælgerne kunne genkende mig fra de par gange jeg har været der med Alex, så vi fik næsten lov til at gå rundt i ro og fred.
På vej på det lokale frugt og grøntsags marked
En stak tomater kostede 6kr. Vi fik desværre ikke spurgt den rare mand, men gad vide hvor mange man skal sælge af dem, for at tjene til dagen og vejen?
En lukkede coca-cola butik.. Hmm.. Kan de være rendt tør?
Vores plan var at gå ud til Wimbe stranden. Det er Pemba’s mest populære strand, og som ”normal” turist, stort set det eneste der er værd at se i byen. Men hvis man er mere til den autentiske oplevelse af et land, så er Pemba et helt ideelt sted. Vi fandt hurtigt ud af, at gåturen derud var længere end forventet (ca. 4 km), så vi fulgte Alex’ råd om at blaffe. Det viste sig at være super nemt. Vi fik et lift af nogle meget velhavende og flinke somaliere, de kendte godt til Danmark.
Luksus lift i bil med air-con og et par venlige somalier
Vi var de eneste turister på den postkost-perfekte strand, de få andre hvide vi så, var tydeligvis expats eller lignende. Det var fedt at besøge en så lækker strand, som ikke er invaderet af turister, liggestole, parasoller og irriterende sælgere.
Stranden der både staves Wimbi og Wimbe
Et par drenge var travlt beskæftiget med at lege med balloner (læs; kondomer).
Senere blaffede vi igen, nu skulle vi ud til et foredrag om myrer på en australsk ejet bar. Meget anderledes, men sådan et foredrag kunne åbenbart skrabe folk sammen på en almindelig onsdag aften. Det fortæller måske lidt om hvor lidt der sker i byen.
Til foredrag om myrer
Russell’s bar er mest besøgt af expats som arbejder i olie selskaberne eller minerne, plus de selvstændige der har deres forretning i og omkring Pemba, alle er hvide der. Så det føltes ikke rigtig så anderledes end på en hvilken som helst bar derhjemme. Det er et forholdsvis lille lokal samfund de har. Alle kender alle, så alle vidste også, at vi var ”de nye” i byen, da vi ankom. Det var ice-breakeren til at komme i snak med folk. Og hold nu op vi fik mange gode råd til steder vi skal opleve i Afrika, så vi er bestemt ikke færdige her endnu.
Havde det ikke været fordi at vi fik en af Alex og Gianni’s velkendte chauffører til at køre os hjem, så havde vi godt nok været noget nervøse for hvor han ville tage os hen. Det virkede mystisk at vi blev ved med at køre i de små øde mørke landsbyer, men da Paula spurgte ham “hvorfor”, gav det god mening. Det viste sig at han havde fået rigeligt inden for vesten og ville undgå vejpolitiet på hovedvejen.
Med det i tankerne ville vi også hellere blive på de ekstremt hullede veje, hvor det var umuligt for ham at køre mere end 30km/t. Det var ikke særlig farefyldt, i forhold til at komme ud på hovedvejen, hvor han sikkert ville give den fuld rebecca. Så vi satte pris på hans bumpede omvej, og var lettede da vi begyndte at kunne genkende omgivelserne igen.
Jeg kan godt genkende meget af Afrika fra da jeg var der i 1970 erne. De havarede biler og lastbiler tilfældige steder i byen, der blev brugt til husly. Også stråhytterne og de gamle kolonirester (mere om dem) der forfalder. Der er ikke sket de store forandringer. Her er forandringsparathed ikke nødvendig, alt ved det gamle. Og det langsomme tempo, det har alt sin charme og er så fremmed for os. Stress er nok ukendt for de lokale. Det er godt at høre i kan færdes sikkert og ugeneret i byen. Er der varer i butikkerne, el i nettet og vand i hanerne ? Vi glæder os til flere beretninger fra Det sorte Afrika, ja det kaldte man det engang. Det er nok ikke politisk korrekt længere !
Hej Peder, nej det lader ikke til at meget har ændret sig her siden kolonitiderne, men der er dog fyldt op på hylderne i de såkaldte supermarkeder, samt el i ledningerne (selvfølgelig med udfald en gang i mellem). Vandet kommer i de fleste tilfælde stadig fra egne brønde, eller fra landsby brønde… Også her i vores tilfælde, og drikkes kan det ikke her, så vi henter drikkevand hos et nabo lodge 3 km væk, et par gange i ugen.
Uh, jeg får jo helt lyst til at udforske mere af Afrika. Det er bare et fantastisk kontinent! Ærgerligt med alt det affald, men sådan er det jo desværre mange steder hvor de har flere større sociale problemer, men det har I sikkert også stødt på et par gange i Asien…Jeg kan også anbefale Sydafrika på jeres videre tur rundt i Afrika 🙂
Hej Tine, ja vi bliver også mere og mere forelsket i Afrika som dagene går. Vi bliver også konstant fortalt om steder, som vi bare ikke må undgå at se, nu vi alligevel er i denne del af verden. Så som tingene ser ud lige nu, så bliver vores Afrika eventyr nok en del længere end først antaget… Indtil nu har vi Sydafrika, Namibia, Botswana, Zimbabwe og Zambia på programmet… I dag tager vi på vores næste tur, vi skal i denne uge besøge Quirimbas området, nogle få hundrede kilometer Nord for Pemba… Det skulle efter sigende, være et af de aller mest uberørte og smukke steder tilbage i hele den sydlige halvdel af Afrika. Tak fordi du følger os og kommentere 🙂 Ha en dejlig mandag 😉
Ja, den effekt har Afrika lidt. Det kryber langsomt ind under huden på en 🙂 Det lyder spændende! Det vil jeg glæde mig til læse om. Måske jeg har mere lyst til at komme til Mozambique jo mere I får skrevet 😉
Det vil vi da på en måde håbe, for én ting er at de fleste folk siger, at Mozambique er det sværeste land at rejse i, her i den sydlige del af Afrika, dette er måske ikke så positivt et salgs argument, men det betyder til gengæld så, at rigtig mange mennesker går en stor bue omkring landet og i stedet rejser til de omkring liggende lande. Dette er så det positive, for når så først du er kommet hertil, så er det ene sted efter det andet, som du oplever, mere eller mindre uberørt i rejse og turist sammenhænge – og det er jo noget mange af os rejsende godt kan lide. 🙂