Selvom om der er lækkert på nZuwa lodge og Murrebué strand er fantastisk, så er vi jo altid sultne efter at opleve noget nyt. Vi var så heldige at vores værter gav os 5 dages fri, til at besøge det smukke øhav Quirimbas i den nordlige del af Mozambique. Det ligger omkring 200 km. nord for Pemba.

Vi fik tilbudt at køre med en privat taxa derop, da der var nogle gæster på nabo resortet der også skulle derop. Det blev til vores store ærgrelse meget dyrere end vi troede. Vi betalte 40$ hver (260kr). Det var sure penge at betale, når vi vidste at den lokale transport kun ville have kostet 350Mt for bus + 70Mt for båden (45kr). Vi sad fire på bagsædet, så det var bestemt ikke pengene værd.

Før hver vejkontrol bad chaufføren vores franske medpassager, om at tage hans trucker arm indenfor vinduet, da det for politiet kunne være en oplagt mulighed for at få lidt bestikkelse. Vi fandt det komisk at sidde klemt på bagsædet uden seler, ikke gav grund til yderligere problemer. Men en arm ud af vinduet, ja det er er sku for meget af det gode!

Turen fra Pemba til Tandanhangue, hvor bådene sejler fra, tog lige knap 4 timer. I lokal transport som vi tog på tilbagevejen, tager hele turen, med båden ca. 5-6 timer.

Den store forskel på tidvandet, gør at bådene kun sejler ved højvande, så det gælder om at få det timet rigtigt, så man ikke skal vente flere timer på at vandet stiger. Alt afhængig af vandstanden, kan bådturen tage 1-2 timer.

Vi blev sat 200 år tilbage i tiden da vi ankom til øen Ibo. Efter Portugiserne efterlod øen tilbage i 1800 tallet er der ikke meget der har ændret sig. De store rummelige huse står der stadig, men er blevet overtaget af afrikanerne, og har fået et afrikansk twist. Et par steder ser man en afrikansk lerhytte, plottet ind imellem de gamle ruiner. Det ser helt middelalderligt ud.

Der er ingen biler på øen, kun et par rige lokale med et par gamle udkørte scootere og et par geder, møder os i gadebilledet. Havnelandsbyen har en bred og støvet hovedgade, hvor 400 år gamle brønde stadig bliver brugt flittigt. De lokale samles omkring brøndene for at hente vand til dagens gøremål. De får sig en sludder, inden de med 25 liters spande på hovederne går hjem af igen.

Igennem nogle af Alex og Gianni’s venner lejede vi et hus i enden af hovedgaden. Det var meget primitivt. Toilet og bad var under åben himmel og vores køkken var den lille bålplads midt i haven. I haven voksede der Moringa træer, hvis blade er rige på gode næringsstoffer. De smager ligesom spinat, så det var total optur at kunne plukke lige så meget af det vi ville og tilsætte i vores ellers lidt idéforladte mad. Der var masser af myg, en irriterende kat der miavede konstant og en lille lodden fætter i form af en rotte, som ikke var hurtig nok til at spise vores kiks, inden vi fik pakket dem væk.

Selve Ibo øen er ikke værd at bruge alt for lang tid på, de fleste bruger øen som et springbræt til de omkringliggende palmeøer, som er MEGET flottere og endnu mere uberørte. Ikke at Ibo er overturistet, for den er kun lige kommet på turist kortet, men der mangler en lækker strand på øen.

Der ligger dog 3 resorts, alle med swimming pools, som man kan benytte for et beskedent beløb.  Ibo Island Lodge er uden tvivl det mest eksotiske og dyreste. De arrangere en masse aktiviteter såsom Dhow safari, dykning, gåture imellem Ibo og Quirimbas, snorkel ture m.m. Hvis man som os er budget rejsende, kan man også arrangerer sådan nogle ture med de lokale, til billigere penge, men med lidt mindre luksus. Vi var uheldige med vejret da vi var der, det var meget blæsende, så vi droppede dhow safarien. Det ville have været en vild tur med bølger og blæst, i en i forvejen ikke topsikret lille træbåd med bomuldssejl. Vi tog på en vandretur til nabo øen Quirimba. Læs mere om det lige her.

Dykning ved ”lighthouse – the wall”

Vi tog en chance da vi bookede vores dyk igennem Ibo Island Lodge. De sidste par dages hårde sydlige vind og det livlige hav, kunne lige så vel have været et total flop at tage ud og dykke i. Men vi havde en tilpas trang til at komme ned og opleve livet under overfladen, så vi tog chancen.

Ude ved revet blev vi mindet om hvor fattige og desperate de lokale er for at tjene penge. To overfyldte træbåde lå og gyngede i bølgerne, der var en masse mænd i vandet med masker og snorkler, i gang med at ligge et enormt fiskenet ud, så de kunne fange alle de farverige fisk som os ”Mazungu’er” betaler i dyre domme for at komme ud og dykke med. Det skal lige siges, at området naturligvis er fredet, da det er en national park og at Ibo Island Resort faktisk betaler 200 liter benzin hver måned til parken, for at de patruljerer området. Så sådan situationer ikke opstår, men det gør de så alligevel.

Når det nu er sagt, så var vi heldige med vores dyk. Sigtbarheden var meget bedre en forventet og min nervøsitet var ikke længere eksisterende, i det sekund vi var under overfladen. Jeg havde helt glemt hvor fredfyldt det kan være at dykke.

Det var vores sidste dag inden vi skulle hjem til Pemba igen, og vi nød den i fulde drag på Ibo Island Resort. Det er gratis at bruge faciliteterne der, hvis man har været på en af deres ture.

Vi satte virkelig pris på vores lille ferie, og det var sundt for os at leve så primitivt et par dage. Erik blev en haj til at tænde op i bålet lyn hurtigt, imens Paula og jeg klargjorde grøntsager og tilbehør. Vi havde intet internet, tv eller lignende til at forstyrre os, så mens vi var der, var vi sammen og sociale. Man var ikke lige pludselig fraværende for at spørge Google om noget eller tjekke hvem der nu havde ”liket” ens status. Nej vi var sammen, som i de gode gamle dage. Det var skønt. Men vi glædede os også til at komme hjem til vores egen seng igen. Tilbage til civilisationen på fastlandet!