Tirsdag 28 Januar

Vi rejste fra Higatangan og ned til byen Padre Burgos i den sydlige del af øen Leyte.
Det er specielt på vores busrejserne, at vi tænker på familie og venner derhjemme. Det er alle de små simple ting , som vi normalt tager for givet, at vi savner mest. Jeg kan savnet at bage på mit job, savnet at lytte til radioen hver dag, savnet at kunne tænde for fjernsynet og slappe af på vores egen sofa. Måske får vores underbevidsthed os til at tænke på alle de gode ting, bare for at overleve de, nogle gange, forfærdelige busture.

Da vi endeligt nåede vores destination, var det begyndt at regne og der var ikke nogen billige indkvarteringer i nærheden. Stranden skulle være virkelig flot, men den gad vi kke besøge i regnvejr. Intet sted havde netforbindelse og det er næsten et must for os når det regner, for så kan vi i det mindste lave blog, eller skype med familie og venner.
Vi besluttede at tage en jeepney tilbage til Maasin. Her var det nu blevet mørkt og vi havde stadig ikke fundet et sted at sove. Vi havde ikke noget kort over byen, så jeg gik ind i en butik for at spørge om vej til et billigt hotel.
Pigen talte flydende engelsk, som en masse filipinoer gør. Hun kendte et par steder, hvor vi kunne bede om en seng og mens hun prøvede at guide os i den rigtige retning, afbrøder hun sig selv og inviterede os hjem til sig selv, hvor de tilsyneladende havde et ledigt værelse. Så hvis vi kunne tåle hunde og lidt roderi, var vi velkommen i hendes hus. En rigtig flot gestus og vi ville elske at bo med nogle lokale folk .
Vi var en smule bekymret over hvor rodet det nu var og da der er en del hunde med rabbies her, var vi også lidt bekymrede for hundene. Oh well, det var en god mulighed for at lære om den filipinske livsstil på tæt hold.

I huset boede pigen, hendes mand, deres 2 børn, samt pigens mor. Hendes mor viste os til huset. Hvor vi blev mødt af 5 gøende hunde, der straks var omkring os. Moderen forsøgte forgæves at få dem til at stoppe gøeriet. Vi gik rundt i haven langsomt. Hver gang vi ville klappe hundene, for at få dem til at kende os , gøede de bare endnu højere. Huset var ikke så rodet som antaget, men havde en stærk lugt af våd hund, og ikke underligt, når 5 hunde render ind og ud af huset hele tiden. Hundene får en indsprøjtning mod rabbies hvert år, så vi skulle ikke bekymre os om det –fortalte de os, helt uden at vi havde nævnt noget.

Heldigvis var vores værelse i en anden bygning, renoveret et år tidligere, så alt var splinter nyt og meget hjemligt. Vi fik faktisk den bedste plads i huset, så vi var meget tilfredse. Familien hjalp os med vores videre rejse planer og da de var så rare og venlige mod os, besluttede vi at bo der to nætter.

Onsdag 29 januar

Vi nød at være i det hyggelige værelse. Da vi gik ned ad trappen og ind i huset næste morgen, blev vi igen omgivet af de gøende hunde. Det var lidt irriterende, men nu skulle vi vidst bare være glade for deres gæstfrihed – hvilket vi også var.

Familien, vi husker ikke nogle af deres navne, jeg er faktisk ikke sikker på, at vi nogensinde fik introduceret os selv, så de bliver bare kaldet familien. De anbefalede et sted, hvor vi kunne få noget frokost, så vi tog en trehjulet motorcykel dertil og blev meget skuffet … igen. Svært at forstå, at deres mad er så elendig!

Vi gik til stranden, solen brændte, og da det var en hverdag, var vi næsten de eneste på stranden. Der var nogle børn der spillede langs havnefronten langt væk og nogle nysgerrige lokale overværede hver bevægelse vi gjorde, fra deres plads i skyggen.
Om eftermiddagen , da vi kom  tilbage til familien, gøede hundene ikke af os længere. Sådan en lettelse. Efter en lille kage tid med mor og datter, tilbød vi at lave mad til dem om aftenen . Vi savner virkelig madlavning og vi kunne købe de fødevarer, vi gerne vile have, plus familien kunne smage noget traditionelt dansk mad. En win -win -win situation.
Vi fandt, hvad vi havde brug for på det lokale marked og i supermarkedet.

Vi  lavede danske frikadeller, kartofler og sovs til hele familien. Den unge mor var med på det nye mad, så hun tøvede ikke med at spise det, men vi kunne tydeligt se, at resten af familien, var lidt bange for at smage denne nye mærkelige mad. Men frikadellerne og sovsen blev virkelig populær, og de tog flere portioner. Kartoflerne var noget sværere at tvinge i dem, så de smagt, og spiste ellers deres ris til.

Filippinoerne spiser ris til hvert måltid og de tror, at de dør, hvis de ikke får ris hver dag, sådan forklarede de os det selv… Vi nød maden mere end nogensinde, og spiste indtil vores maver ikke havde plads til mere. Vi hørte en masse historier om tyfonen Yolanda og fik en god indsigt i deres hverdag.

Torsdag 30 januar

Det var tid til at sige farvel til den venlige familie. De hjalp os med at komme med den rigtige bus og vi takkede dem for et par dejlige dage .
Vi rejste med bus til Bato, hvor vi nåede en færge til Ubay på øen Bohol. En dejlig færge med køjesenge overalt, så vi kunne få en lille lur mens vi sejlede. Vi tog derefter en bus til Loboc, vejene var lige så slemme som vejene i Laos. Det fandt vi mærkeligt, da Bohol er en tourist ø og man skulle tro at de ville holde vejene lidt bedre her. På Samar & Leyte, hvor turister er et sjældent syn, var vejene faktisk helt nye og gode, det er bare de frygtelige chauffører, der gør rejserne så slemme.

 

En sød og hjælpsom fyr, hjalp os med at finde et sted at bo i Loboc, et helt nyt guesthouse. Vi var de første der boede i rummet og det kostede kun 400 pesos. Fyren skaffede os også en leje motorcykel til den følgende morgen.  Vi kunne så selv tage på opdagelse rundt på øen. Stille og roligt i vores eget tempo. Fra denne by ville det være nemt, at komme til ”Chocolate Hills” og se den den populære mini abe i et reservat.

Ved aftentid kiggede vi rundt i byen for at finde et sted at spise, men vi fandt kun steder med koldt forlavet mad, men mod vores vilje spiste vi det alligevel.
Loboc blev ramt af et jordskælv i september 2013 og det beskadigede byens kirke og en bro i byen mest. Hverken kirken eller broen var blevet repareret endnu, så det efterlader byens centrum en smule kaotisk og rodet. Vi ville ikke gå mere rundt i byen, da der ikke var meget at se her og det var begyndt at regne igen.

Fredag 31 januar

Vores motorcykel blev leveret ved 8-tiden og vi så frem til en dag i frihed, uden noget offentligt transport. Vi kørte mod mod Chocolate Hills, 43 kilometer fra Loboc.

Der var et par andre turist attraktioner på vejen og vi stoppede ved en sommerfugle-have, hvor en sjov lokal fyr gav os en guidet rundtur. Vi fik frokost  i deres restaurant med udsigt over den romantiske og idylliske have .

Jo tættere vi kom på chokolade bakkerne, desto mere regnede det. Det ærgede os at vi kun havde taget én regnfrakke med. Desværre stoppede regnen ikke, så udsigten til chokolade bakkerne var elendig.  Regn kan virkelig ødelægge enhver god oplevelse, men vi klager ikke, for  samlet set har vi været meget heldige med vejret.

På vej tilbage blev vi fanget i en turist-fælde langs vejen. Et sted, hvor du betaler penge for at se en slange, som de lokale driller og behandler dårligt, vi fik dog også lov til at holde en stor øgle wow L. Desværre var vi ikke klar over det, før det var for sent . Så ved en fejltagelse havde  vi støttet deres mishandling af dyr.. Pis..! Men kun med halvdelen, Erik betalte ikke!

Det var planen at vi skulle til et abe reservat. Det er en lille abe med meget store og uhyggelige øjne. Desværre var det ikke vores heldige dag for broen, der fører til reservatet er heller ikke repareret endnu. Så der var ingen adgang til reservatet, fra hvor vi var.

Vi kørte rundt og fandt et par lækre steder langs den smukke flod, vejret var stadig en smule uforudsigeligt, så vi besluttede at finde noget at spise og så køre hjem af. Vi fandt et sted med grill kylling og bestilte en hel kylling hver. Det ville være vores aftensmad. Vi tog dem med hjem og spiste dem på bedste asiatiske stil (med vores hænder) og det blev noget rod. Noget rigtig rod! Godt at ingen kunne se os!

Vi ville tage en lille lur, men det blev til flere timer og da vi vågnede igen, væltede regnen ned og strømmen var gået. Selvom vi boede i en helt ny bygning tvivlede vi på, at det ville holde tæt. Vi har aldrig set så meget regn på én gang før og det varede i 6-7 timer . Så mange bambushuse var sandsynligvis gennemblødte og lokalbefolkningen i gang med at redde deres værdigenstande fra de store regn mængder. For os føltes det hjemligt, så vi så nogle film under dynerne og jeg formåede at holde mig vågen til hele to film. Det fortjener et stort kryds i vores notesbog. Senere indså vi, at det meget dårlige vejr var forårsaget af en tyfon, der ramte Cebu by.

Lørdag 1 februar

Det var forbløffende, hvor meget regn vi fik i løbet af aftenen, og hvor hurtigt vejene igen tørrer, for da vi snublede ud af sengen om morgen, var det umuligt at se udenfor. Vejret er ekstremt uforudsigeligt her på Filippinerne og det var dette et klart bevis på. Solen skinnede nu igen fra en skyfri himmel, og vejene var allerede støvede igen, efter formentligt 20-30 cm regn.
Vi tog en bus til Tagbilaran, hvor vi tog chancen for at få et “godt” måltid på KFC, i et stort indkøbscenter. Endelig noget okay mad.

En bus transporterede os så til Panglao, kendt for stranden Alona beach. For første gang på Filippinerne kom vi til et rigtig stort turist område og det var faktisk helt rart. Desværre var der en masse kinesere der havde valgt denne destination, til at fejre det kinesiske nytår. Vi havde svært ved at finde et sted at bo til en rimelig pris. Det viste sig, at en masse steder havde hævet deres priser netop pga. det kinesiske nytår.

Vi tog ind på en restaurant ejet af en brite, og en af os gik så rundt og kontrollerede pensionater, hoteller osv. imens den anden kontrollede for mulighedene på nettet. Erik mødte et ungt par fra Kroatien, som også havde problemer med indkvartering. De fortalte os om et sted ved stranden, og til sidst fandt vi en bungalow, tæt på stranden, for 800 pesos.

Vi foretrækker at være tæt på stranden, så det var helt perfekt for os . Stedet var virkelig charmerende, med en lille have, masser af blomster og en pæn veranda at sidde på. Efter en lang dag i den brændende sol, kølede vi os ned i det klare smukke vand.

Vi mødte det unge par fra tidligere og nød nogle drinks sammen med dem om aftenen. Vi var glade for at være i et turistområde igen. Jeg troede aldrig, jeg ville sige sådan, men efter 10 dages rejse rundt i alle de ikke-turistede områder, på den østlige del af Filippinerne, føltes det  fantastisk rart at være omgivet af turister igen, selvom 80% af dem var kinesiske. Vi besluttede at bo her for et par dage, og bare slappe af i vores gamle brugte kroppe.

Søndag den 2.. Februar

En slapper dag med blogskrivning,  svømning, solbrændthed og lækker aftensmad.
Det første sted vi gik ind for at spise til middag var ikke så godt, selvom vi ventede over en time for at få mad, og da det kom var Eriks burger så kold som en øl burde være, og min kylling gordon bleu var helt underlig indeni.

Et andet sted (Le bleu’Elephant) fik vi nogetfantastisksmagfuldtog perfekt kogtmad, lavet af en franskmand. Det er vist kun udlændingene her,der ved hvordan man laver mad.

Mandag Februar 3

Bare endnu en doven dag, hang ud ved vores veranda og på stranden. Om aftenen vendte vi  tilbage til den gode restaurant fra dagen før, hvor vi vidste vi ikke ville blive skuffet.

Tirsdag 4 februar

Tid til at komme tilbage på vejene, og denne dag ville være en god en, da der kun var et par timer til vores næste destination, øen Siquijor.
Først spiste vi på vores favorit restaurant igen, Le Bleu’Elephant.

Vi tog en bus til Tagbilaran på  Bohol og derfra en 2 ½ times bådtur til Siquijor.